Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 24. januar 2013

Forskning og innovation: Kommissionen udvider sin søgen efter ekspertrådgivere til Horisont 2020

Europa-Kommissionen har i dag iværksat en indkaldelse af eksperter fra alle områder til at deltage i udformningen af dagsordenen for Horisont 2020 - Den Europæiske Unions fremtidige program for finansiering af forskning og innovation. Det er første gang, at Kommissionen har iværksat en sådan indkaldelse i forbindelse med sit forskningsprogram. Rådgivende grupper skal yde rettidig rådgivning af høj kvalitet i forbindelse med forberedelsen af indkaldelser af projektforslag under Horisont 2020. Der vil blive oprettet grupper inden for områder, der ligger EU-borgerne stærkt på sinde, som f.eks. klimaændringer, nedbringelse af prisen på vedvarende energi, fødevaresikkerhed og håndtering af udfordringerne i forbindelse med aldring. Grupperne skal fremme dialogen mellem alle forvaltningsniveauer, civilsamfundet og erhvervslivet i alle EU's medlemsstater og øve indflydelse på finansieringen af forskning og innovation i EU fra nu af og frem til 2020.

EU-kommissæren med ansvar for forskning, innovation og videnskab, Máire Geoghegan-Quinn, udtaler: "Det er vort mål at nå ud til et så bredt spektrum af eksperter som muligt, der kan hjælpe os med at tilvejebringe innovative idéer, bæredygtig vækst og nye job. Ved at iværksætte denne gennemsigtige og inkluderende indkaldelse for Horisont 2020 når vi ud til hele det europæiske forsknings- og innovationssamfund. Jeg vil især opfordre kvinder og personer, der har den rette ekspertise, men som ikke har deltaget tidligere, til at tilkendegive deres interesse."

De rådgivende ekspertgrupper vil påbegynde deres arbejde i løbet af foråret i år, således at de vil kunne yde rettidig rådgivning i forbindelse med de første indkaldelser under Horisont 2020, som forventes iværksat i slutningen af 2013. Enkeltpersoner og aktører, der ønsker at komme i betragtning til de første rådgivende grupper, har indtil den 6. marts 2013 kl. 17.00 (lokal tid i Bruxelles) til at registrere sig. Indkaldelsen af interessetilkendegivelser vil forblive åben i hele Horisont 2020-programmets løbetid, således at grupperne kan fornyes ved udgangen af hver mandatperiode.

Enkeltpersoner kan tilkendegive deres interesse i egen egenskab eller som repræsentanter for kollektive interessegrupper eller organisationer. Nærmere oplysninger om, hvilke kriterier der vil danne grundlag for udvælgelsen, herunder eksperternes profil, gives i indkaldelsen. Den fulde tekst og vejledning i, hvordan man registrerer sig, findes via følgende adresse:

http://ec.europa.eu/research/horizon2020/index_en.cfm?pg=h2020-experts

Baggrund

Horisont 2020 har til formål at fremme idéer, vækst og beskæftigelse til Europas fremtid. Det bryder med tidligere programmer ved at samle al eksisterende støtte til forskning og innovation, herunder de innovationsrelaterede aktiviteter under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og de aktiviteter, der gennemføres af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), i ét finansieringsprogram. Intelligente investeringer i forskning og innovation stimulerer økonomien direkte, sikrer vor fortrinlige videnbase og gør vore virksomheder mere konkurrencedygtige i en globaliseret verden. Kommissionen foreslår, at der afsættes et budget på 80 mia. EUR til Horisont 2020, der vil løbe fra 2014 til 2020.

Horisont 2020: http://ec.europa.eu/research/horizon2020/index_en.cfm

Kontaktpersoner:

Michael Jennings (+32 2 296 33 88)

Monika Wcislo (+32 2 295 56 04)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site