Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Optakt til Europadagen: EU-Kommissionen holder åbent hus og præsenterer Besøgscentret i ny og forbedret udgave

Commission Européenne - IP/13/386   03/05/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 3. maj 2013

Optakt til Europadagen: EU-Kommissionen holder åbent hus og præsenterer Besøgscentret i ny og forbedret udgave

Den 9. maj er Europadag. Det skal være mere end blot en festdag for borgerne. Derfor holder Kommissionen sammen med andre EU-institutioner åbent hus for borgerne. For første gang samarbejder EU-Kommissionen med ’Iris-Festivalen’ i Bruxelles. Søndag den 5. maj vil gaderne i EU’s hovedstad genlyde af koncerter og gadeunderholdning. Den 4. maj indvier de to næstformænd for Europa-Kommissionen, Viviane Reding og Maroš Šefčovič, EU-Kommissionens nye og forbedrede Besøgscenter, som har fået en mere central placering i det kvarter, hvor EU-institutionerne befinder sig.

"Hvordan er det nu, det fungerer? Hvem er det, der bestemmer? Hvad sker der bagefter? Det er alt sammen spørgsmål, folk stiller om EU. Nu kan du få svar på dem. Hvis du går og drømmer om at kigge ind bag kulisserne, at se hvordan EU-politikker udformes og af hvem, så mød op til EU-institutionernes åbent hus-arrangementer eller besøg Kommissionens Besøgscenter, som er blevet moderniseret. Du kan også deltage i en af de borgerdialoger, som jeg og mine kommissærkolleger arrangerer i de enkelte EU-lande," udtaler Viviane Reding, der er næstformand for Kommissionen med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab. "Jeg ser frem til at møde en masse mennesker, der er interesseret i Europa – og i deres fremtid."

Næstformand for Kommissionen, Maroš Šefčovič, tilføjer: "Europadagen er altid en god lejlighed til, at borgerne kan få mere at vide om, hvad vi foretager os. Og i år har vi gjort det lettere end nogensinde før med det nye Besøgscenter. Det er vores udstillingsvindue, hvor alle kan få mere at vide om den spændende rejse mod europæisk integration."

Den 4. maj 2013

Den 4. maj holder EU-Kommissionen åbent hus. Det er muligt at komme om bag kulisserne i Berlaymontbygningen, Kommissionens hovedsæde, hvor de 27 kommissærer arbejder til dagligt. Gennem en række aktiviteter og udstillinger kan borgerne få mere at vide om, hvad EU er, og hvad EU betyder for deres dagligdag.

Lige i nærheden indvier næstformændene Viviane Reding and Maroš Šefčovič det nye og forbedrede Besøgscenter, som slår dørene op for offentligheden kl. 14.00. Besøgscentret lå tidligere i Rue van Maerlant i Bruxelles, men er nu flyttet til Charlemagnebygningen, Rue de la Loi 170 i Bruxelles (ved siden af Kommissionens hovedkvarter i Berlaymontbygningen) i hjertet af det område, hvor EU-lovgivningen bliver til. I det nye og forbedrede Besøgscenter kan de besøgende prøve at sidde ved det bord, hvor kommissærkollegiets møder tidligere foregik, og på interaktive berøringsskærme kan de foretage en tidsrejse i europæisk historie.

Parallelt hermed er EU-Kommissionens repræsentationskontor i Belgien vært ved en række debatter om EU-Kommissionens arbejde forskellige steder i Bruxelles (f.eks. Cercle des voyageurs, Halles de Schaerbeek, café C'est bon c'est belge, les Brigittines).

Gennem hele 2013 afholder Kommissionens næstformand Viviane Reding og hendes kommissærkolleger i samarbejde med nationale og lokale politikere debatter med borgerne over hele EU for at lytte til dem og besvare deres spørgsmål. Næstformand Viviane Reding er vært ved en debat i Bruxelles den 4. maj med over 300 borgere om deres forventninger til Europas fremtid. Du kan tilmelde dig på www.eu4be.eu/.

Den 5. maj 2013

Den 4. og 5. maj 2013 fejrer også hovedstadsregionen Bruxelles Europadagen under temaet "Bruxelles og Europa". Den 5. maj mellem 12.00 og 18.00 slår "Village of Europa" (den europæiske landsby) dørene op tæt ved banegården Bruxelles-Central (hotel Carrefour de l’Europe).

Baggrund

Der er sket store landvindinger i de tyve år, der er gået, siden unionsborgerskabet blev indført. Således viser en nyligt offentliggjort EU-undersøgelse, at 63 % af borgerne føler sig "europæiske".

I hele EU gør borgerne brug af deres rettigheder i dagligdagen. Borgerne i EU nyder godt af den øgede beskyttelse, når de handler i andre EU-lande, garantien for lægebehandling i andre EU-lande via det europæiske sygesikringskort og billigere roamingtakster – alt sammen takket være EU-lovgivning. Men folk har ikke altid kendskab til disse rettigheder.

Derfor har Europa-Kommissionen iværksat Borgernes Europaår (IP/13/2) – et år tilegnet borgerne og deres rettigheder. Året igennem vil medlemmer af Kommissionen arrangere debatter med borgerne om deres fremtidsforventninger, såkaldte borgerdialoger, over hele EU.

Europa-Kommissionen arbejder også på at fjerne hindringer for borgerne. Den 8. maj offentliggør Kommissionen sin anden rapport om unionsborgerskabet, hvor den gør status over, hvad der er opnået siden 2010 med hensyn til at styrke borgernes rettigheder, og præsenterer 12 specifikke tiltag til løsning af problemer, som borgere i EU fortsat kæmper med.

Yderligere oplysninger

Åbent hus-arrangementer

Programmet for hele Kommissionens arrangement:

http://ec.europa.eu/belgium/events/euopendoors/index_en.htm.

Programmet for debatterne i Bruxelles:

http://ec.europa.eu/belgium/events/euopendoors/index_en.htm.

Programmet for alle EU-institutioner:

http://europa.eu/about-eu/basic-information/symbols/europe-day/index_da.htm.

Har du yderligere spørgsmål? Så gå på Twitter: hashtag #euopendoors.

Borgerdialog

La Tentation/Centro Galego de Bruxelas, Rue de Laeken 28, 1000 Bruxelles. Debatten begynder kl. 14.30 (dørene åbnes kl. 13.45) og varer til kl. 16.00.

Der er fri adgang, men du skal tilmelde dig på: http://www.eu4be.eu/.

Kan du ikke nå at deltage? Så følg med i dialogen på Facebook: http://www.facebook.com/ECrepBE og på twitter: @EU4BE #EUdeb8.

Kontaktpersoner:

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site