Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen gennemfører dybdegående undersøgelser af makroøkonomiske ubalancer i 13 medlemsstater

European Commission - IP/13/313   10/04/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV FI HU MT BG

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 10. april 2013

Kommissionen gennemfører dybdegående undersøgelser af makroøkonomiske ubalancer i 13 medlemsstater

Kommissionen offentliggør i dag resultaterne af de dybdegående undersøgelser, som den har gennemført i de 13 medlemsstater, der viste tegn på makroøkonomiske ubalancer i rapporten om varslingsmekanismen fra november.

De nye rammer for økonomisk styring giver os mulighed for at forebygge makroøkonomiske ubalancer og skabe grundlag for bæredygtig vækst," udtaler Olli Rehn, næstformand i Kommissionen med ansvar for økonomiske og monetære anliggender og euroen. "Både i medlemsstaterne og på EU‑plan er der truffet vigtige politiske foranstaltninger, som bidrager til at genskabe balancen i den europæiske økonomi. Men der findes stadig store udfordringer: Det vil tage nogen tid, før vi får afviklet de ubalancer, der uhindret fik lov til at hobe sig op i de ti år før krisen, og som stadig i høj grad belaster vores økonomier."

Konklusionen i de dybdegående undersøgelser er, at den makroøkonomiske tilpasning i Europa skrider frem, men at den foregår i et forskelligt tempo i hver medlemsstat og er af forskellig karakter. Undersøgelserne peger bl.a. på, at underskuddene på de løbende poster er blevet reduceret, at enhedslønomkostningerne er begyndt at konvergere, at de uforholdsmæssigt høje boligpriser er blevet korrigeret, og at gælden i den private sektor er blevet nedbragt. På grund af ubalancernes forskellige karakter og udfordringerne forbundet hermed vil der dog stadig være stor forskel på vækstmønstrene i de forskellige lande i de kommende år.

Den lave økonomiske aktivitet og de ringe økonomiske udsigter i nogle lande kan have øget både risiciene og de afsmittende virkninger landene imellem som følge af makroøkonomiske ubalancer. I de fleste tilfælde er tilpasningen desuden endnu ikke bragt til ende. Mange EU-økonomier er stadig konfronteret med væsentlige udfordringer i form af ekstern gæld, gældsætning i den private sektor og vedvarende justeringer på boligmarkedet. Håndteringen af disse udfordringer vil påvirke de gældsplagede økonomiers muligheder for at sætte gang i deres vækst og konkurrenceevne, sikre finansiel stabilitet og i sidste ende nedbringe arbejdsløsheden.

De makroøkonomiske ubalancer i flere medlemsstater skal overvåges nøje. Det kræver en stor strukturreformindsats at sikre, at disse ubalancer afvikles så problemfrit som muligt, og at der skabes gode forhold for bæredygtig vækst og jobskabelse.

Kommissionen forventer også, at de elleve lande, der ikke har uforholdsmæssigt store ubalancer, nemlig Belgien, Bulgarien, Danmark, Frankrig, Italien, Ungarn, Malta, Nederlandene, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige, tager resultaterne i de dybdegående undersøgelser til efterretning i forbindelse med deres nationale reformprogrammer og stabilitets- og konvergensprogrammer. Den 29. maj fremsætter Kommissionen henstillinger til disse lande med henblik på at korrigere de eksisterende ubalancer og forebygge nye ubalancer.

Der er konstateret uforholdsmæssigt store ubalancer i to medlemsstater, nemlig Spanien og Slovenien. I Spanien fortsætter det meget store interne og eksterne gældsniveau med at true væksten og den finansielle stabilitet. I Slovenien udgør virksomhedernes gældsætning og nedgearing en stor risiko for den finansielle stabilitet, bl.a. på grund af den nære forbindelse til de offentlige finanser. Om disse landes politiske tiltag er tilstrækkelige vil blive evalueret i forbindelse med de landespecifikke henstillinger, som vedtages den 29. maj ved afslutningen på dette års europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker.

Ifølge rapporten om varslingsmekanismen skulle der også være foretaget en dybdegående undersøgelse af Cypern. Dette skete dog ikke på grund af den politiske aftale mellem Eurogruppen og de cypriotiske myndigheder om hovedelementerne i programmet for makroøkonomisk tilpasning og officiel finansiering. Programlandene er ikke omfattet af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske underskud, da de allerede er underlagt skærpet økonomisk overvågning som led i deres økonomiske tilpasningsprogrammer.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/macroeconomic_imbalance_procedure/index_en.htm

MEMO/12/912

IP/12/1275

Kontaktpersoner:

Simon O'Connor (+32 2 296 73 59)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

Vandna Kalia (+32 2 299 58 24)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website