Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 5. april 2013

Kvinder stadig underrepræsenteret i EU-forskning ifølge rapport

Selv om andelen af kvindelige forskere i Europa er stigende, er kvinder stadig underrepræsenteret inden for videnskabelige discipliner og i forhold til at opnå en forskerkarriere. Det er budskabet i den seneste udgave af "She Figures", som Europa-Kommissionen har offentliggjort i dag. Kvinderne udgør kun 33 % af de europæiske forskere, 20 % af professorerne og 15,5 % af institutionslederne på de højere læreanstalter.

Máire Geoghegan-Quinn, EU-kommissær for forskning, innovation og videnskab, udtaler: "På trods af visse fremskridt i de seneste år udgør kvinder stadig en minoritet inden for forskning, og der eksisterer et glasloft, der især er med til at blokere for kvinders adgang til lederstillinger. Dette er en stor uretfærdighed og et skandaløst spild af talent. Kommissionen har fokus på at fremme ligestillingen inden for vores forskningsprogrammer og ændre en dybt forankret kultur blandt institutionerne."

Ifølge den rapport, der er offentliggjort i dag, udgør kvinderne omkring 40 % af alle forskere på de højere læreanstalter, 40 % i den offentlige sektor og 19 % i erhvervssektoren. Selv om antallet af kvindelige forskere er vokset hurtigere i alle sektorer end antallet af deres mandlige kolleger (+5,1 % årligt for kvinder sammenlignet med +3,3 % for mænd fra 2002 til 2009), kæmper de fortsat med at opnå beslutningstagende stillinger, og der er i gennemsnit en kvinde for hver to mænd i videnskabelige udvalg og bestyrelser i EU.

I 2010 var andelen af kvindelige studerende (55 %) og kandidater (59 %) større end for mandlige studerende, hvorimod der var et flertal af mænd blandt ph.d.-studerende og ph.d.-uddannede (henholdsvis 49 % og 46 %). Derudover udgjorde kvinderne, når det kommer til at klatre op ad den akademiske karrierestige, 44 % af forskerne med en ph.d.-grad på første trin af den akademiske karriere, men kun 20 % af forskerne på øverste trin af den akademiske karriere. Denne underrepræsentation af kvinder bliver endnu tydeligere inden for områder som naturvidenskab og teknik.

Fremme af lighed mellem kønnene er en af de hovedprioriteter, som Kommissionen har opstillet som mål for Det Europæiske Forskningsrum (EFR). Kommissionen har bedt medlemsstaterne om at fjerne hindringerne for ansættelsen og fastholdelsen af samt karrieremulighederne for kvindelige forskere. Kommissionen ønsker også at rette op på ligestillingsproblemerne, hvad angår beslutningstagning.

Baggrund

She Figures 2012 er den fjerde offentliggørelse af et sæt vigtige indikatorer, der er væsentlige for at forstå kvinders situation på videnskabs- og forskningsområdet. Med tiden har listen over indikatorer udviklet sig til at beskrive kvinders deltagelse på alle niveauer og inden for alle videnskabelige discipliner, fra videregående uddannelser og til jobmarkedet, herunder balancen mellem arbejde og privatliv, ikke bare i de 27 EU-lande, men også i Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Island, Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

She Figures er udarbejdet af Europa-Kommissionen (Generaldirektoratet for Forskning og Innovation og Eurostat) i samarbejde med de statistiske korrespondenter fra Helsinki-gruppen om kvinder i videnskab.

She Figures 2012:

http://ec.europa.eu/research/science-society/index.cfm?fuseaction=public.topic&id=1282&lang=1

Kvinder i videnskab:

http://ec.europa.eu/research/science-society/index.cfm?fuseaction=public.topic&id=1253&lang=1

Det Europæiske Forskningsrum:

http://ec.europa.eu/research/era/gender-equality-and-gender-mainstreaming_en.htm

Kontaktpersoner:

Michael Jennings (+32 2 296 33 88) Twitter: @ECSpokesScience

Monika Wcislo(+32 2 295 56 04)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website