Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 25. marts 2013

Et mere attraktivt EU for udenlandske studerende og forskere

EU skal kunne tiltrække talentfulde studerende og forskere udefra, der kan bidrage til vores vækst og konkurrenceevne med deres viden og færdigheder. Det at flytte midlertidigt til Europa er en mulighed, som over 200 000 studerende og forskere uden for EU benytter sig af hvert år. Alt for mange af dem oplever imidlertid unødvendige bureaukratiske hindringer. De nuværende regler for at opnå studentervisum eller opholdstilladelse er ofte komplicerede og uklare. Procedurerne kan være langvarige og variere betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og det kan være meget vanskeligt eller endog umuligt at flytte fra en medlemsstat til en anden. Dette begrænser EU-landenes mulighed for at få adgang til en større pulje af talenter og mindsker EU's tiltrækningskraft som et af verdens førende ekspertvidenscentre.

Kommissionen har i dag foreslået at gøre indrejse og ophold på over tre måneder i EU lettere og mere attraktivt for studerende, forskere og andre grupper fra tredjelande. Ny lovgivning skal fastsætte klarere tidsfrister for de nationale myndigheders behandling af ansøgninger, give bedre muligheder for adgang til arbejdsmarkedet under et ophold og fremme bevægeligheden over EU's grænser.

"Det er langt vanskeligere at komme til EU for at forske eller studere, end det burde være. Hindringerne skal fjernes, hvis vi vil have et EU, der er åbent for talenter. En sådan mobilitet giver en udveksling af viden og idéer, som er til gavn for EU og vores økonomi", siger Cecilia Malmström, EU-kommissær for indre anliggender.

"Ifølge ordsproget er viden magt: Derfor er det afgørende, at vi tiltrækker de dygtigste forskere og studerende, fordi de kan bidrage til en velfungerende videnøkonomi i EU. Via Marie Curie-aktionerne og det nye Erasmus for Alle-program vil vi gøre Europa til det foretrukne valg inden for uddannelse, forskning og innovation", siger Androulla Vassiliou, kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom.

Erfaringerne med at gennemføre den nuværende lovgivning har vist, at medlemsstaterne ikke helt har været i stand til løse de problemer, som ansøgere oplever, når de ønsker at komme til EU for at studere eller forske. Kommissionen foreslår nu, at der fastsættes klarere, mere konsekvente og gennemsigtige regler i hele EU. De to gældende direktiver om studerende og forskere vil blive ændret og erstattet af et enkelt nyt direktiv, som vil forbedre følgende:

  • Proceduremæssige garantier, især via en frist på 60 dage for myndighederne i medlemsstaternes behandling af ansøgninger om et visum eller en opholdstilladelse, således at ansøgningsprocessen bliver mere enkel og gennemsigtig.

  • Mobilitet inden for EU og overførsel af færdigheder og viden. Enklere og mere fleksible regler vil øge forskere, studerende og lønnede praktikanters mulighed for at bevæge sig inden for EU, hvilket er særlig vigtigt for studerende og forskere, som deltager i fællesprogrammer. Forskernes familiemedlemmer vil også få visse mobilitetsrettigheder

  • Adgang til arbejdsmarkedet. Studerende skal som minimum have ret til at arbejde 20 timer om ugen i løbet af studietiden, således at de kan forsørge sig selv og bidrage økonomisk. Forskere og studerende vil også under visse betingelser kunne blive på EU's område i en periode på 12 måneder efter afslutningen af deres studier eller forskningsophold for at finde jobmuligheder eller starte virksomheder op. Dette vil ikke automatisk give ret til at arbejde, eftersom arbejdstilladelser fortsat er landenes ansvar.

  • Den overordnede beskyttelse af andre grupper af ikke-EU-borgere såsom au pairer, skoleelever og lønnede praktikanter, som ikke er omfattet af eksisterende EU-lovgivning.

De næste skridt

Det foreslåede direktiv, som er en omarbejdning af eksisterende lovgivning, skal nu drøftes og vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen håber, at de nye regler kan træde i kraft fra og med 2016.

Et kort overblik

På trods af det nuværende økonomiske afmatning og den stigende arbejdsløshed har mange EU-medlemslande svært ved at finde uddannet arbejdskraft til ledige stillinger. Meget tyder på, at denne tendens vil fortsætte de næste ti år af både økonomiske og demografiske årsager.

Et af problemerne er, at EU ikke er i stand til at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, mens andre lande verden over er meget bedre til at gøre det mere tiltrækkende for talenter at opholde sig i dem tidligt under universitetsstudierne og i forbindelse med forskningsprojekter. Derfor er det i EU's egen interesse at blive et mere attraktivt sted for udenlandske studerende og forskere og at øge sin tiltrækningskraft som et af verdens førende ekspertvidenscentre. Flere udvekslingsstuderende og internationale forskere vil give økonomisk vækst, fremme innovation og skabe flere job på langt sigt.

I 2011 rejste ca. 220 000 ikke-EU-borgere ind i EU med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet praktik eller arbejde som volontører1. Det største antal ikke-EU-borgere kom for at uddanne sig eller studere. I 2011 blev der modtaget flest studerende i Frankrig (64 794), Spanien (35 037), Italien (30 260), Tyskland (27 568) og Nederlandene (10 701).

Samme år kom ca. 7 000 ikke-EU-borgere til EU for at forske i de 24 EU-medlemsstater, som der er data til rådighed for. De fleste tog til Frankrig (2 075), Nederlandene (1 616), Sverige (817), Finland (510) og Spanien (447)2.

I dag offentliggør Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN) under Kommissionen en undersøgelse af internationale studerendes indvandring til EU. Den giver et velfunderet analytisk overblik og statistiske oplysninger om medlemsstaternes indvandrings‑ og mobilitetspolitik og deres nationale strategier til fremme af Europa som et attraktivt mål for internationale studerende.

Nyttige link

MEMO/13/281

Link to the proposal

Nationale rapporter om indvandring af internationale studenter til EU-medlemsstaterne

Cecilia Malmströms websted

Følg kommissær Cecilia Malmström Twitter

Generaldirektoratet for Indre Anliggenders websted

Følg Generaldirektoratet for Indre Anliggender på Twitter

EU's indvandringsportal

Kontaktpersoner :

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)

1 :

Oplysningerne omfatter kun de 24 medlemsstater, der er bundet af "studenterdirektivet". Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige er ikke bundet af det. Kilde: Eurostat.

2 :

Oplysningerne omfatter ikke Danmark og Det Forenede Kongerige, som ikke er bundet af forskerdirektivet. Kilde: Eurostat.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site