Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 20. marts 2013

Kommissionen fastsætter næste skridt hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union

Kommissionen offentliggør i dag to meddelelser om de næste skridt hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union (ØMU). Formålet er at styrke samordningen af de økonomiske politikker og integrationen i euroområdet. Meddelelserne følger op på de tilsagn, der blev givet i Kommissionens plan for en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union fra november, og imødekommer Det Europæiske Råds opfordring til at arbejde videre på disse to fronter.

Meddelelsen om forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik indeholder ideer til, hvordan man kan organisere EU-drøftelserne om større økonomiske reformer i medlemsstaterne, inden de vedtages nationalt. Formålet er at tage behørigt hensyn til reformernes eventuelle positive eller negative afsmittende virkninger på de øvrige eurolande på et tidligt stadie i beslutningsprocessen.

Meddelelsen om et instrument for konvergens og konkurrenceevne (KKI) indeholder forslag til to instrumenter: kontraktuelle ordninger for at medlemsstaterne iværksætter specifikke reformer, og finansiel bistand til at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre disse reformer. De to nye instrumenter supplerer de eksisterende ordninger for overvågning af den budgetmæssige og økonomiske politik på EU-niveau, som er blevet styrket ved indførelsen af det europæiske semester og den såkaldte sixpack og twopack.

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, udtaler: "Med disse to meddelelser arbejder Kommissionen videre med integrationsprocessen som fastsat i planen om en udbygget og egentlig økonomisk union fra november. De to forslag, og navnlig instrumentet for konvergens og konkurrenceevne, kombinerer behovet for mere disciplin på nationalt niveau med solidaritet på EU-niveau. De understøtter den fælles valuta og vil bidrage til at fremme den europæiske konkurrenceevne, vækst og jobskabelse."

Næstformand og kommissær for økonomiske og monetære anliggender og euroen, Olli Rehn, udtaler: "Kommissionen bygger med disse to meddelelser videre på de vigtige skridt, der er taget inden for samordning af budgetpolitikken, ved at skabe bedre rammer for at samordne strukturreformer. Målet er klart: vi vil hjælpe medlemsstaterne med at udforme, vedtage og iværksætte reformer, der er bedre og hurtigere til at fremme konkurrenceevne, vækst og jobskabelse."

Kommissionen offentliggør de to meddelelser blot fire måneder efter offentliggørelsen af planen og lancerer dermed den trinvise reformproces, der skal styrke Den Økonomiske og Monetære Union og sikre, at eventuelle fremtidige kriser vil være nemmere at håndtere. Forslagene er helt i overensstemmelse med Kommissionens økonomiske strategi om en intelligent finanspolitisk konsolidering og vækstfremmende reformer, der kan bidrage til at skabe nye jobmuligheder i Europa.

Samordning på et tidligere stadie

Reformer, eller mangelen herpå, kan have væsentlige afsmittende virkninger på andre medlemsstater, især i euroområdet. Veltilrettelagte reformer af arbejds- eller produktmarkederne kan f.eks. sætte gang i væksten og jobskabelsen i den berørte medlemsstat og dermed øge efterspørgslen på varer og tjenester fra andre medlemsstater. Samtidig kan manglende reformer gøre medlemsstaterne sårbare over for økonomiske chok udefra, som derefter kan brede sig til andre medlemsstater, som vi oplevede det under krisen. For at øge de positive virkninger og begrænse de negative påtænker Kommissionen at foreslå, at de reformer, der skal samordnes, har fokus på konkurrenceevne, beskæftigelse, velfungerende produkt- og tjenestemarkeder, netværksindustrien, skatte- og afgiftssystemer, finansiel stabilitet og finanspolitisk holdbarhed. Drøftelserne om reformerne skal være solidt forankrede i det europæiske semester.

Disciplin og solidaritet

Et instrument for konvergens og konkurrenceevne vil kombinere de kontraktuelle ordninger, der ligger til grund for de foranstaltninger, som medlemsstaterne forpligter sig til at iværksætte, med fastlagte tidsplaner. Foranstaltningerne vil blive udformet, så de gennemfører de landespecifikke henstillinger, der fremsættes som led i det europæiske semester, navnlig under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer. Som supplement til disse reformer kan der oprettes et finansielt instrument, i princippet under EU's budget men ikke underlagt lofterne i den flerårige finansielle ramme, som skal fremme og støtte reformerne, hvis en bestemt medlemsstat er i vanskeligheder. En ambitiøs og rettidig iværksættelse af strukturreformer kan gøre meget for at sikre, at der rettes op på de væsentlige svagheder i økonomien, navnlig i forbindelse med konkurrenceevnen.

Dette vil bidrage til at genoprette balancen og styrke tilpasnings- og vækstmulighederne i eurolandene og udgøre et første skridt hen imod en øget finanspolitisk kapacitet, som vil medføre en mere integreret økonomisk politik.

Kommissionen undersøger også, hvordan de medlemsstater, der ikke deltager i valutasamarbejdet, især dem der forbereder sig på at tiltræde euroen, kan indgå i en kontraktuel ordning.

Baggrund og næste skridt

Forrige juni opfordrede Det Europæiske Råd sin formand til i tæt samarbejde med formændene for Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank at udarbejde en specifik og tidsbunden køreplan for gennemførelsen af en egentlig ØMU.

Den 28. november vedtog Kommissionen en plan for en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union, som fremsatte en vision for styrkede og stabile rammer for de finansielle, finanspolitiske, økonomiske og politiske områder. Den fastsatte trinvise etaper på kort, mellemlang og lang sigt for at nå dette mål.

Nogle af de kortsigtede foranstaltninger omfatter samordning af planer om større reformer af den økonomiske politik og indførelsen af et instrument for konvergens og konkurrenceevne. Dette er Kommissionen nu gået videre med ved at offentliggøre de to meddelelser den 20. marts.

ØMU'ens fremtid vil atter blive drøftet i Det Europæiske Råd i juni, hvor der vil blive truffet beslutning om de konkrete foranstaltninger og en tidsbundet køreplan.

Nyttige links

MEMO/13/259 om de næste skridt hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union: forudgående samordning og kontraktuelle ordninger.

Meddelelserne om forudgående samordning af planer om større reformer af den økonomiske politik og indførelsen af et instrument for konvergens og konkurrenceevne:

http://ec.europa.eu/economy_finance/articles/governance/2013-03-20-convergence_competitiveness_instrument_ex_ante_coordination_en.htm

Plan for en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union

Kontaktpersoner:

Pia Ahrenkilde Hansen (+32 2 295 30 70)

Olivier Bailly (+32 2 296 87 17)

Simon O'Connor (+32 2 296 73 59)

Vandna Kalia (+32 2 299 58 24)

Sarah Collins (+32 2 296 80 76)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website