Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Valg til Europa-Parlamentet i 2014: Kommissionen henstiller, at de politiske partier støtter en kandidat til posten som formand for Kommissionen

Commission Européenne - IP/13/215   12/03/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 12. marts 2013

Valg til Europa-Parlamentet i 2014: Kommissionen henstiller, at de politiske partier støtter en kandidat til posten som formand for Kommissionen

I henhold til en kommissionshenstilling, som vedtages i dag, bør de nationale politiske partier i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet støtte en kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen og tilkendegive, hvilket europæisk politisk parti de er tilknyttet. Forslaget sigter mod at give vælgerne bedre information om de centrale spørgsmål i forbindelse med næste års valg til Europa-Parlamentet, at fremme en europæisk debat og i sidste ende at forbedre valgdeltagelsen. Kommissionen opfordrer også medlemsstaterne til at blive enige om én fælles dato for afholdelse af valget, idet det normalt er spredt over fire dage.

Kommissionens næstformand og kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab, Viviane Reding, udtaler: "Vi kan ikke opbygge et EU uden europæernes deltagelse. Det er vigtigt, at borgerne giver deres besyv med, efterhånden som EU udvikler sig. De konkrete henstillinger, vi har fremlagt i dag, vil bidrage til, at borgerne får en stærkere stemme i det europæiske demokrati, og at der i forbindelse med næste års valg til Europa-Parlamentet bliver skabt en reel debat om EU's fremtid."

Næstformand Maroš Šefčovič, kommissær med ansvar for interinstitutionelle forbindelser og administration, udtaler: "Jeg er overbevist om, at denne henstilling sammen med forslaget om at give de europæiske politiske partier en større rolle virkelig vil være med til at stimulere vælgernes interesse for valget til Europa-Parlamentet. Dette er afgjort positivt, både for at skabe en reel tværeuropæisk debat og for det europæiske demokrati generelt."

Den henstilling, der vedtages i dag, understøttes af en Eurobarometerundersøgelse (der offentliggøres i dag), som viser, at 84 % mener, at der vil være en større valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet, hvis borgerne får mere information om, hvordan EU påvirker deres liv i dagligdagen (se bilaget), om de europæiske partiers politiske programmer og om selve valget. 73 % mener, at hvis man får flere oplysninger om kandidaternes politiske tilknytning på europæisk plan, vil man være mere tilbøjelig til at stemme, mens 62 % mener, at det vil fremme valgdeltagelsen, hvis de politiske partier støtter en kandidat til formandsposten i Kommissionen, og hvis valget afholdes den samme dag i hele EU.

2013 er borgernes Europaår og deres mulighed for at blive hørt. Forud for valget til Europa-Parlamentet i 2014 har Kommissionen fremlagt nogle henstillinger, der skal styrke båndet mellem borgerne og EU:

  • før og under valget bør de nationale politiske partier klart tilkendegive, hvilket europæisk politisk parti de er knyttet til

  • medlemsstaterne bør blive enige om én fælles dag for afholdelse af valget

  • de europæiske politiske partier bør støtte en kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen

  • de nationale partier bør under kampagnen oplyse vælgerne om, hvem de støtter som formand for Europa-Kommissionen.

Eurobarometerundersøgelsen om EU-borgernes valgrettigheder viser også, at de fleste er klar over, at EU-borgerne kan stemme ved valget til Europa-Parlamentet (72 % af de adspurgte, en stigning fra 54 % i 2007) og ved kommunalvalg (66 %) i deres bopælsland.

Baggrund

Valget i 2014 bliver det første, der afholdes, efter at Lissabontraktaten trådte i kraft. Traktaten har både givet borgerne i EU en større rolle som politiske aktører og Europa‑Parlamentet mere magt ved at styrke dets rolle som medlovgiver og give det udvidede beføjelser: det vælger Kommissionens formand på basis af et forslag fra Det Europæiske Råd, idet der tages højde for resultatet af valget til Europa-Parlamentet (artikel 17, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union).

I sin tale om Unionens tilstand i 2012 (se SPEECH/12/596), understregede Kommissionens formand, José Manuel Barroso, nødvendigheden af at fremme den tværeuropæiske debat og opfordrede til handling for yderligere at styrke den europæiske dimension af valget til Europa-Parlamentet. Den meddelelse og henstilling, der offentliggøres i dag, er en opfølgning på formandens tale og på planen for en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union (se IP/12/1272), som fremhævede betydningen af en ægte europæisk debat, bl.a. i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 2014.

Henstillingerne afspejler også rapporten "Towards a Genuine Economic and Monetary Union", som er udarbejdet af formanden for Det Europæiske Råd sammen med formændene for Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank. Heri understreges det, at demokratisk legitimitet og ansvarlighed er afgørende for en egentlig økonomisk og monetær union.

Kommissionen vil fremlægge forslaget til traktatændringerne i god tid, så der er mulighed for en reel debat om EU's fremtid inden valget.

Yderligere oplysninger

MEMO/13/202

Europa-Kommissionen - Unionsborgerskab:

http://ec.europa.eu/justice/citizen/index_da.htm

Borgernes Europaår 2013:

http://europa.eu/citizens-2013/da/home

Eurobarometerundersøgelsen om EU-borgernes valgrettigheder:

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/flash_arch_374_361_en.htm#364

Næstformand og kommissær for retlige anliggender Viviane Redings websted:

http://ec.europa.eu/reding

Kontaktpersoner:

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Antonio Gravili (+32 2 295 43 17)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)

Marilyn Carruthers (+32 2 299 94 51)

Bilag

1. EU-borgernes kendskab til deres valgrettigheder

2. Øget valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet

3. Øget valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet: information om de nationale politiske partiers tilknytning til de europæiske politiske partier

4. Øget valgdeltagelse ved valget til Europa-Parlamentet: kandidater til posten som formand for Europa-Kommissionen


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site