Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Marseille og Košice: de europæiske kulturhovedstæder i 2013

Commission Européenne - IP/13/1   01/01/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT PT FI EL CS ET HU LT LV MT SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 1. januar 2013

Marseille og Košice: de europæiske kulturhovedstæder i 2013

Marseille (Frankrig) og Košice (Slovakiet) er De Europæiske Kulturhovedstæder i 2013. Kulturprogrammet vil officielt blive påbegyndt den 12. januar i Marseille og den 19. januar i Košice.

I en kommentar udtaler Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom: "Dette er det øjeblik, som Marseille og Košice har forberedt sig på - og ventet på – siden de blev valgt som europæiske kulturhovedstæder i 2013. Jeg er sikker på, at offentligheden vil få en uforglemmelig oplevelse i forbindelse med lanceringen i begge byer. Åbningsarrangementerne vil markere begyndelsen på et fantastisk år med kulturelle aktiviteter, som ikke kun tager sigte på lokalbefolkningen i byen og regionen, men også på borgere fra egne, der ligger langt derfra. "Den Europæiske Kulturhovedstad" har været en fantastisk succes for EU i mere end 25 år: Udnævnelsen er en enestående mulighed for at styrke en bys kulturelle dynamik og langsigtede udvikling og er af enorm betydning for turisme, jobskabelse og byfornyelse. Jeg ønsker begge kulturhovedstæder i 2013 al mulig held og lykke!"

Lanceringen af Marseille-Provence som kulturhovedstad 2013 vil finde sted den 12. og 13. januar 2013 med fire festlige højdepunkter: en offentlig åbningsceremoni i Marseille med deltagelse af Kommissionens formand, José Manuel Barroso, åbning af en udstilling af moderne kunst i Aix-en-Provence, en skattejagt i Marseille-Provence og fyrværkeri i Arles som afslutning på åbningsweekenden.

Košice indleder, i nærværelse af kommissionsmedlem Androulla Vassiliou, festlighederne den 19. og 20. januar forskellige steder i byen, herunder statsteatret, Steel Arena, the Podium samt forskellige klubber, restauranter og kulturelle mødesteder. "Košice 2013 – europæisk kulturhovedstad" vil profilere byen som knudepunkt for de gamle ruter mellem øst og vest.

I efteråret 2012 tildelte Europa-Kommissionen de to kulturhovedstæder i 2013 Melina Mercouri-prisen (på 1,5 mio. EUR) som en anerkendelse af kvaliteten af deres forberedelser, og fordi de opfyldte de forpligtelser, de indgik ved udvælgelsen.

Baggrund

"Den Europæiske Kulturhovedstad" er en af de mest interessante kulturelle begivenheder i Europa. Hovedstæderne udvælges på grundlag af et kulturprogram, som skal have en europæisk dimension, inddrage offentligheden, være attraktivt på europæisk plan og indgå i den langsigtede udvikling af byen.

Det er også en glimrende lejlighed for byerne til at ændre deres image, komme på verdenskortet, tiltrække flere turister og nytænke deres egen udvikling gennem kultur.

Udnævnelsen har virkninger på længere sigt, ikke kun på det kulturelle område, men også socialt og økonomisk, både for byen og den omkringliggende region. F.eks. har en undersøgelse1 vist, at antallet af turister, der besøger byen med mindst en overnatning, steg med 12 % i gennemsnit sammenlignet med året før, byen var kulturhovedstad; dette tal nåede helt op på 25 % for Liverpool i 2008 og Sibiu (Rumænien) i 2007.

De gældende regler og betingelser for at blive udnævnt findes i en afgørelse fra Europa-Parlamentet og Rådet fra 2006 (1622/2006/EF).

Efter Marseille og Košice i 2013 vil de kommende europæiske kulturhovedstæder være Riga (Letland) og Umeå (Sverige) i 2014, Mons (Belgien) og Plzeň (Tjekkiet) i 2015 og Donostia-San Sebastián (Spanien) og Wrocław (Polen) i 2016.

Yderligere oplysninger

Marseille-Provence 2013 – Europæisk Kulturhovedstad

Košice 2013 – Europæisk Kulturhovedstad

European Capitals of Culture

Androulla Vassilious websted

Følg Androulla Vassiliou påTwitter @VassiliouEU

Kontaktpersoner:

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58); Twitter: @DennisAbbott

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)

1 :

Undersøgelsen "European Cities and Capitals of Culture" foretaget af Palmer/Rae Associates: http://ec.europa.eu/culture/key-documents/doc926_en.htm.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site