Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 7. marts 2013

Kommissionen vil af hensyn til SMV'er forenkle de ti mest ressourcekrævende EU-love

De 20,8 mio. små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i EU skaber 85 % af alle nye jobs inden for EU, beskæftiger 2/3 af arbejdsstyrken og bidrager betydeligt til innovation og vækst. I overensstemmelse med princippet "tænk småt først" og på linje med lovgivningen for små virksomheder (Small Business Act) fra 2008 har Kommissionen i dagsordenen for intelligent regulering sat SMV'ernes interesser i centrum for at skabe vækst og jobs. I en bred høring iværksat af Kommissionen har ca. 1 000 SMV'er og virksomhedsorganisationer udpeget de ti mest ressourcekrævende EU-love. Formålet med denne brede høring var at undersøge, på hvilke områder EU‑lovgivningen forhindrede job-og vækstskabelse, og samtidig udpege de områder eller spørgsmål, der kræver yderligere undersøgelse eller handling. Resultatet er blevet offentliggjort i dag og viser, at SMV'erne har størst vanskeligheder og omkostninger i forbindelse med REACH‑kemikalielovgivningen, moms, produktsikkerhed, anerkendelse af erhvervskvalifikationer, databeskyttelse, affaldslovgivning, arbejdsmarkedslovgivning, registrering af udstyr til vejtransport, offentlige udbud og den moderniserede toldkodeks.

Kommissionen anerkender det overordnede behov for EU‑regler på de ovennævnte områder og vil nu behandle disse forhold tilbundsgående i det nye program for målrettet og effektiv regulering (REFIT) 1, der blev iværksat i december 2012 IP/12/1349. Ved hjælp af dette program vurderes den gældende EU-ret for at finde byrder, huller og ineffektive regler og revideres om nødvendigt efterfølgende. Kommissionen vil under hensyntagen til de igangværende lovgivningsprocesser fremlægge en række opfølgende foranstaltninger senest i juni 2013.

Formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, udtaler: "I Europa‑Kommissionen skal vi sørge for, at EU‑lovgivningen altid er formålstjenstlig, og vi skal hjælpe virksomhederne i EU til at vokse og skabe jobs. Derfor er intelligent lovgivning helt afgørende i politikudformningen. Det er også derfor, vi ønsker at gøre livet lettere for de små og mellemstore virksomheder, som er den europæiske økonomis vigtigste drivkraft. Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til at identificere de mest ressourcekrævende EU‑lovgivningsområder. Vi arbejder hårdt for at leve op til jeres forventninger."

Europa-Kommissionens næstformand, Antonio Tajani, med ansvar for erhvervsliv og iværksætteri tilføjer: "SMV'erne skaber størstedelen af alle nye jobs i Europa og er afgørende for at få os ud af krisen. Vores lovgivning skal udformes med SMV'erne (og især nye entreprenører) for øje: den skal være intelligent, enkel og stabil. Jo mere vi lytter til SMV'erne, jo bedre kan de hjælpe os til at sætte gang i væksten igen. "

SMV'erne har udpeget følgende ti EU‑lovgivningsområder som de mest ressourcekrævende:

  • REACH (registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier)

  • moms – lovgivning om merværdiafgift

  • produktsikkerhed i almindelighed og markedsovervågning

  • anerkendelse af erhvervskvalifikationer

  • overførsel af affald - rammelovgivning for affald - listen over affald og farligt affald

  • arbejdsmarkedslovgivning

  • databeskyttelse

  • arbejdstid

  • registrering af udstyr til vejtransport (for køre- og hviletider)

  • procedurer for indgåelse af offentlige kontrakter (offentlige kontrakter om bygge- og anlægsarbejder, indkøb eller tjenesteydelser)

  • den moderniserede toldkodeks.

Kommissionen har allerede forbedret og forenklet EU‑lovgivningen på mange områder (f.eks. erhvervskvalifikationer, databeskyttelse, udbud, osv.) (se MEMO/12/974).

Høringen viser desuden, at små virksomheder sætter pris på de kortere betalingsfrister i direktivet om forsinket betaling, der træder i kraft den 16. marts 2013 (IP/12/1071), og som de anser for en af de mest succesfulde lovgivningsmæssige forbedringer sammen med de forenklede regnskabs- og revisionsordninger.

Sagsforløb:

Resultatet bliver præsenteret af Kommissionen på Det Europæiske Råds forårsmøde. Meddelelsen om intelligent regulering og om at opfylde de små og mellemstore virksomheders behov ("Smart regulation – responding to the needs of SMEs") samt det medfølgende arbejdsdokument viser eksempler på Kommissionens forslag til fritagelser og forenklede ordninger for SMV'er, som Europa‑Parlamentet og Rådet har vedtaget. En ny årlig resultattavle vil ligeledes blive præsenteret for at vise, hvordan SMV‑relevant lovgivning skrider frem, og hvordan Kommissionens forslag, der forenkler og mindsker byrden, kan følges op af de andre institutioner og medlemsstaterne. Resultattavlen skal vise, hvordan de forskellige gennemførelsesmåder påvirker det samlede resultat for SMV'erne med tanke på, at mere end en tredjedel af SMV'ernes administrative byrde kommer til, når medlemsstaterne gennemfører lovgivningen. Netværket af SMV‑repræsentanter vil følge op på disse resultater og prioritere at mindske den administrative byrde i medlemsstaterne.

Kommissionen vurderer systematisk SMV'ernes omkostninger i forbindelse med en given lovgivning, før et lovforslag vedtages. Hvis det er muligt, fritages mikrovirksomheder fra lovgivningen, og der indføres forenklede ordninger for SMV'er.

Kommissionen holder som hovedregel høringer og sikrer en åben dialog med virksomheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundets organisationer og andre berørte parter for at sikre, at forslagene stemmer overens med virkeligheden. Dialogen med berørte parter kan ske på mange måder, og tid og måde afhænger af det enkelte tilfælde.

Yderligere oplysninger:

MEMO/13/168: Top 10 most burdensome EU laws for small and medium-sized enterprises: How the Commission is helping SMEs (De ti mest ressourcekrævende EU‑lovgivningsområder for små og mellemstore virksomheder: Hvad Kommissionen gør for at hjælpe SMV'er)

Resultatet af den offentlige høring offentliggøres på:

http://ec.europa.eu/enterprise/policies/sme/public-consultation-new/index_en.htm

COM(2013)122: "Smart Regulation – Responding to the needs of small and medium-sized enterprises" (Meddelelse om intelligent regulering og om at opfylde de små og mellemstore virksomheders behov)

SWD(2013)60: Arbejdsdokument "Monitoring and Consultation on Smart Regulation for SMEs" (Overvågning og høring om intelligent regulering for SMV'er)

Meddelelsen og arbejdsdokumentet findes på:

http://ec.europa.eu/governance/better_regulation/key_docs_en.htm.

Kontaktpersoner:

Pia Ahrenkilde Hansen (+32 2 295 30 70)

Jens Mester (+32 2 296 39 73)

Carlo Corazza (+32 2 295 17 52)

Sara Tironi (+32 2 299 04 03)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website