Navigation path

Left navigation

Additional tools

EU-kommissær Cecilia Malmström fremlægger handlingsplan om visumliberalisering med Georgien

European Commission - IP/13/156   25/02/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 25. februar 2013

EU-kommissær Cecilia Malmström fremlægger handlingsplan om visumliberalisering med Georgien

EU-kommissær Cecilia Malmström overrækker i dag i Tbilisi, Georgien, handlingsplanen for visumliberalisering til de georgiske myndigheder. Fremlæggelsen af handlingsplanen er endnu et skridt i retning af fuld visumliberalisering. Den indeholder de tekniske betingelser for etableringen af en visumfri rejseordning, som Georgien skal opfylde, før en sådan ordning kan muliggøres.

"Jeg vil gerne rose de georgiske myndigheder for deres indsats med at iværksætte de nødvendige reformer og gøre visumdialogen og fremlæggelsen af denne handlingsplan mulig. Dette er endnu et skridt i retningen af visumfritagelse for georgiske statsborgere og det fælles mål om tættere integration mellem EU og Georgien", udtaler Cecilia Malmström, EU-kommissær for indre anliggender.

Handlingsplanen er bygget op omkring fire blokke af foranstaltninger, der vedrører henholdsvis dokumentsikkerhed, grænseforvaltning og migrationsstyring, offentlig orden og sikkerhed samt relevante eksterne forbindelser.

Den indeholder både et sæt kriterier vedrørende den politiske ramme (lovgivning og planlægning) og et sæt mere specifikke kriterier, der omfatter en effektiv og bæredygtig gennemførelse af relevante foranstaltninger, herunder konkrete resultater på stedet.

De georgiske myndigheder opfordres til fortsat at arbejde sammen for at gennemføre de nødvendige reformer på alle de områder, der er relevante for dialogen om visumliberalisering, herunder bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, databeskyttelse, bekæmpelse af forskelsbehandling og beskyttelse af mindretal samt reform af retsvæsenet for at sikre retssystemets uafhængighed.

Kommissionen vil med jævne mellemrum vurdere, hvorvidt Georgien opfylder og gennemfører de to sæt kriterier effektivt og konsekvent.

I anledning af sit besøg afholder Cecilia Malmström møder med Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, Georgiens premierminister, Bidzina Ivanishvili, og Georgiens udenrigsminister samt andre medlemmer af den georgiske regering.

I løbet af opholdet vil Cecilia Malmström ligeledes mødes med en række georgiske ngo'er, der er aktive på områderne migration, menneskerettigheder og god regeringsførelse.

Baggrund:

Europa-Kommissionen indledte en dialog om visumliberalisering med Georgien i juni 2012 (IP/12/561). Den handlingsplan, der fremlægges i dag, er det primære redskab til gennemførelsen af denne dialog. Den giver EU og de georgiske myndigheder mulighed for at undersøge alle de tekniske forudsætninger for etablering af visumfrie rejser for georgiske statsborgere.

Sammen med andre nyligt vedtagne foranstaltninger som f.eks. oprettelsen af et mobilitetspartnerskab i 2009 (IP/09/1853) og ikrafttrædelsen af aftalerne om visumlempelse og tilbagetagelse i 2011 er handlingsplanen om visumliberalisering endnu et element i den fælles målsætning om tættere integration mellem EU og Georgien.

De georgiske statsborgere nyder allerede godt af fordelene ved en visumlempelsesaftale med EU, der blev indgået i marts 2011, og som således udgør første skridt i retning af at nå det langsigtede mål om visumfrie rejser. Visumlempelsesaftalen fastsætter et lavere visumgebyr for alle georgiske statsborgere og afskaffer gebyrer for større kategorier af visumansøgere, herunder børn, pensionister, studerende, personer, der besøger familiemedlemmer bosiddende i EU, personer med behov for lægebehandling, erhvervsdrivende, der har med EU-virksomheder at gøre, sportsudøvere, deltagere i kulturelle udvekslinger og journalister. Visumlempelsesaftalen fremskynder også procedurerne for vurdering af visumansøgninger og opstiller krav om, at der for visse kategorier af hyppigt rejsende personer udstedes visum til flere indrejser med lang gyldighedsperiode.

Nyttige links

Cecilia Malmströms websted

Følg Cecilia Malmström på Twitter

Websted for Generaldirektoratet for Indre Anliggender

Følg Generaldirektoratet for Indre Anliggender på Twitter

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website