Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 22. februar 2013

Vinterprognose 2012-14: Modvinden overvindes gradvist

Skønt forholdene på finansmarkederne i EU har forbedret sig væsentligt siden sidste sommer, var den økonomiske aktivitet skuffende i andet halvår af 2012. De førende indikatorer peger dog i retning af, at BNP i EU nu er ved at nå sit svageste punkt, og at den økonomiske aktivitet gradvist vil tage til. Den nye vækst vil i første omgang blive drevet af en stigning i den eksterne efterspørgsel. De indenlandske investeringer og det indenlandske forbrug skønnes at følge efter senere på året, og i 2014 forventes den indenlandske efterspørgsel at overtage pladsen som hoveddrivkraft bag en kraftigere BNP-vækst.

Den svage økonomiske aktivitet hen mod slutningen af 2012 indebærer, at udgangspunktet for indeværende år nødvendigvis er lavt. Kombineret med en mere gradvis tilbagevenden til vækst end tidligere forventet fører denne situation til en fremskrivning med en lav årlig BNP-vækst i 2013 på [0,1 %] i EU og et fald på [0,3 %] euroområdet. På kvartalsbasis er BNP-udviklingen noget mere dynamisk end de årlige tal tyder på, og BNP i fjerde kvartal af 2013 forventes at blive [1,0 %] højere i EU end i sidste kvartal af 2012 og [0,7 %] højere i euroområdet.

Kontrasten mellem den forbedrede situation på finansmarkederne og de dæmpede makroøkonomiske udsigter for 2013 skyldes i vid udstrækning processen forbundet med at rette op på balancen, som fortsat vejer tungt på den kortfristede vækst. Efterhånden som denne proces skrider frem, vil den også styrke grundlaget for vækst i 2014, der forventes at udgøre [1,6 %] i EU og [1,4 %] i euroområdet.

Olli Rehn, EU-kommissær for økonomiske og monetære anliggender, udtaler: "Bestræbelserne på at skabe balance i den europæiske økonomi vejer stadig tungt på væksten på kort sigt. Situationen kan kort beskrives således: Vi har skuffende hårde data fra slutningen af sidste år, nogle mere opmuntrende bløde data fra den seneste tid og tiltagende tillid blandt investorerne til den fremtidige udvikling på finansmarkederne. Den seneste tids afgørende politiske tiltag baner vej for et nyt opsving. Vi må fastholde reformkursen og undgå ethvert tab af momentum, der kunne skade den tillid, der er begyndt at genopstå, og forsinke det opsving i vækst og jobskabelse, som vi har behov for."

Forventning om stigende forbrug og investeringer

De vigtige politiske beslutninger, der er blevet truffet siden sidste sommer, har ændret markedernes vurdering af ØMU'ens overlevelsesevne og den finanspolitiske holdbarhed i de deltagende medlemsstater.

En kombination af konjunkturbestemte svagheder, usikkerhed og den langstrakte genopretning af de offentlige balancer samt omfordelingen af ressourcer i økonomien som helhed, der er typiske fænomener efter en dyb finanskrise, lægger lige nu en dæmper på det indenlandske forbrug og de indenlandske investeringer. Den nye optimisme blandt husholdninger og virksomheder kan dog forventes at svække de negative konsekvenser af disse faktorer. Spændingerne på finansmarkedet aftager, og dette forventes at munde ud i bedre lånevilkår, som kan åbne vejen for en gradvis vækst i forbrug og investeringer i 2013.

Den aktuelt svage økonomiske aktivitet forventes at føre til en stigning i ledigheden i år til [11,1 %] i EU og [12,2 %] i euroområdet.

Eftersom konsekvenserne af højere energipriser for inflationen forventes at blive svækket, skønnes det, at forbrugerprisinflationen i EU gradvist vil falde i løbet af 2013 og stabilisere sig næste år på omkring [1,7 %] i EU og [1,5 %] i euroområdet.

Det går fremad med konsolideringen af de offentlige finanser

De betydelige finanspolitiske foranstaltninger, som medlemsstaterne er i færd med at gennemføre, skulle resultere i endnu et fald i de samlede offentlige underskud til [3,4 %] i EU og [2,8 %] i euroområdet i 2013. Den strukturelle budgetsaldo forventes at blive reduceret i et lidt langsommere tempo i år end sidste år. Den aktuelle finanspolitiske konsolidering begrænser stigningen i gældskvoten, der kan forventes at vokse en anelse i 2013 som følge af den fortsat dæmpede BNP-vækst.

Mens der stadig knytter sig forskellige risici til vækstudsigterne, er fordelingen heraf blevet langt mere udjævnet. Det er meget vigtigt at styrke den Økonomiske og Monetære Union og foretage de nødvendige justeringer for at holde risikoen for at holde en ny forværring af statsgældskrisen på afstand. En anden risiko knytter sig til det forhold, at problemerne på arbejdsmarkedet smitter af på den indenlandske efterspørgsel og bremser reformtempoet, samt til de fortsat store mellemfristede udfordringer på budgetfronten i USA og Japan. BNP-væksten kan muligvis blive større end forventet, hvis det lykkes at løse krisen og gennemføre strukturreformer i et hurtigere tempo og/eller genskabe en større tillid end forventet. De risici, der knytter sig til inflationsudviklingen, forekommer afbalancerede.

Den fuldstændige rapport findes på følgende netsted:

http://ec.europa.eu/economy_finance/eu/forecasts/2013_winter_forecast_en.htm.

Kontaktpersoner:

Simon O'Connor (+32 2 296 73 59)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

Vandna Kalia (+32 2 299 58 24)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site