
Europa-Kommissionen
Pressemeddelelse
Bruxelles, den 21. februar 2013
Dyrevelfærd: Kommissionen øger presset på medlemsstaterne for at håndhæve flokopstaldning for søer
Europa-Kommissionen opfordrede i dag, gennem en åbningsskrivelse, Belgien, Cypern, Danmark, Frankrig, Grækenland, Irland, Polen, Portugal og Tyskland til at træffe foranstaltninger for at afhjælpe mangler i gennemførelsen af EU-lovgivningen, og specifikt gennemførelsen af direktiv 2008/120/EF, som kræver, at søer skal holdes i flok under dele af deres drægtighedsperiode.
Den politiske beslutning om at skifte fra individuelle sobokse til flokopstaldning blev taget i 2001. Medlemsstaterne har haft tolv år til at sørge for en glidende overgang til den nye ordning og til at gennemføre direktivet. Men indtil i dag og til trods for Kommissionens gentagne opfordringer har de ovenfor nævnte medlemsstater endnu ikke i tilstrækkelig grad efterlevet EU-lovgivningen.
For at forbedre drægtige søers velfærd kræver direktiv 2008/120/EF, at de per 1. januar 2013 holdes i flok i stedet for i individuelle sobokse under dele af deres drægtighedsperiode.
Medlemsstater, som ikke overholder deres retlige forpligtelser inden for dette område, underminerer dyrevelfærden og skaber markedsforvridninger til ulempe for de virksomheder, der har investeret for at overholde direktivet.
De berørte medlemsstater har to måneder til at svare på åbningsskrivelsen efter Kommissionens skridt i dag. Hvis de ikke reagerer tilfredsstillende, sender Kommissionen en "begrundet udtalelse" og anmoder dem om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opfylde bestemmelserne i direktivet inden for en frist på to måneder.
Yderligere oplysninger om dyrevelfærd i landbruget – sobokse – fås på:
http://ec.europa.eu/food/animal/welfare/farm/pigs_en.htm .
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om traktatbrudsproceduren:
http://ec.europa.eu/eu_law/infringements/infringements_da.htm
Vedrørende februars pakkeafgørelser om traktatbrud: MEMO/13/122
Vedrørende traktatbrudsproceduren generelt: MEMO/12/12
EU's twitterkonti om sundheds- og forbrugerspørgsmål:
@EU_Consumer - https://twitter.com/#!/EU_Consumer
@EU_Health - https://twitter.com/#!/EU_Health
Arkivbilleder om sostalde findes på EbS.
Kontaktpersoner: Frédéric Vincent (+32 2 298 71 66) Aikaterini Apostola (+32 2 298 76 24) |