Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE ES IT PT LT PL BG

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 20. december 2013

Klimaløsninger overalt

Forestil dig muligheden for at opvarme offentlige rum med ren energi fra folk, der går forbi. Og forestil dig elevatorer, der kører på solenergi, fødevarer fremstillet med minimalt vand- og energiforbrug og teknologi, der gør det muligt at tjekke din indkøbskurvs miljøvirkninger...

Hvis du synes, det lyder som science fiction, kan du godt tænke om igen. Det er blot nogle af de klimavenlige løsninger, der er blevet opdaget gennem Kommissionens kampagne "En verden du kan lide, med et klima du kan lide, som udløber officielt i dag.

Siden kampagnen blev lanceret i oktober 2012 har den opfordret borgere, virksomheder og organisationer i hele Europa til at udveksle de bedste klimaløsninger. Kampagnen fokuserer på fem områder – rejser og transport, bygge og bo, produktion og innovation, indkøb og mad samt genbrug og genanvendelse – og har peget på et væld af innovative, omkostningseffektive løsninger, der viser, hvordan europæerne gør en klimaindsats i deres dagligdag.

EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, sagde følgende: "Kreative idéer og konkrete projekter om et lavemissionssamfund skyder allerede op som paddehatte i hele Europa. De viser, at klimaindsatsen kan spare penge og skabe arbejdspladser og vækst. Det er nu op til os at gøre disse løsninger til normen og skabe en verden, vi kan lide, med et klima, vi kan lide!«

En vigtig del af kampagnen var klimakonkurrencen En verden du kan lide, hvor kreative hoveder fra hele EU skulle afprøve deres egne nyskabende lavemissionsidéer. Det portugisiske projekt "Sown Biodiverse Pastures" blev udvalgt som vinder på grund af sine innovative løsninger med at nedbringe CO2-emissioner og samtidig gøre græsningsarealer mere modstandsdygtige og produktive.

Ud over den samlede pris blev der givet en præmie for en klimaløsning i hvert af kampagnens fem lande – Bulgarien, Litauen, Italien, Polen og Portugal. Den bulgarske vinder viste, hvordan et initiativ til fælles kompostering kan bidrage til at nedbringe emissionerne fra affald. I Litauen benyttede det vindende designfirma sin kreativitet til at omsætte ting, som ellers ville være blevet smidt væk, til flotte smykker og accessories. I Polen og Italien går de vindende projekter ud på at bygge lavenergihuse med begrænsede emissioner, som gør klimavenlige boliger tilgængelige for alle. Sidst, men ikke mindst, vandt Sown Biodiverse Pastures også prisen som national vinder i Portugal.

Kampagnen En verden du kan lide nåede også ud til millioner af europæere gennem forskellige kanaler, både on- og offline: en interaktiv hjemmeside, sociale medier, elektroniske medier og presse- og kampagneevents i en række EU-lande. Kampagnen tiltrak over 70 000 personer på de sociale medier og fik støtte fra fremstående politikere og andre kendte, blandt andre FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og den Oscar-vindende skuespiller Colin Firth. For at øge programmets rækkevidde yderligere gik kampagnen sammen med 320 partnere fra alle sektorer i samfundet.

Baggrund

Kampagnen En verden du kan lide, der løber fra oktober 2012 til udgangen af 2013, skal fremme praktiske, innovative og omkostningseffektive løsninger på klimaændringerne.

Den er en del af opfølgningen på Kommissionens "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" fra marts 2011, der baner vejen for en væsentlig, men omkostningseffektiv emissionsreduktion i de vigtigste økonomiske sektorer. Køreplanen viser, at omstilling til lavemissionsøkonomi vil øge investeringerne i rene teknologier og infrastruktur, såsom intelligente elforsyningsnet, og drastisk reducere regningen for import af olie og gas.

På mellemlang sigt, dvs. inden 2020, sigter EU mod at reducere drivhusgasudledningen med 20 %, forbedre energieffektiviteten med 20 % og øge andelen af vedvarende energikilder i energimixet til 20 %. På nuværende tidspunkt ligger EU's emissioner mere end 18 % under 1990-niveauet.

Læs mere om kampagnen En verden du kan lide:

http://ec.europa.eu/clima/citizens/aworldyoulike/index_en.htm

https://www.facebook.com/EUClimateAction

https://twitter.com/EUClimateAction #worldulike

Kontaktpersoner:

Isaac Valero Ladron (+32 2 296 49 71)

Mirna Bratoz (+32 2 298 72 78)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website