Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 18. december 2013

Miljø: København udnævnt til Europas miljøhovedstad 2014

København bliver i dag officielt kåret som Europas miljøhovedstad 2014 og overtager dermed titlen fra Nantes i Frankrig. Overrækkelsen finder sted ved en ceremoni i Bruxelles. Den danske hovedstad blev udråbt til vinder efter en intens konkurrence mellem de europæiske lande.

Kommissær Janez Potočnik siger: "Jeg ønsker København tillykke med titlen som Europas miljøhovedstad 2014. Europa har meget at lære af Københavns indsats for at forbedre miljøet og indbyggernes livskvalitet. Denne pris anerkender København som en by, der gør en stor indsats for at fremme bymiljøet og skabe en sundere og mere bæredygtig hverdag for sine indbyggere. Jeg glæder mig til deres fulde aktivitetsprogram og ønsker dem alt mulig held og lykke."

Københavns overborgmester, Frank Jensen, udtaler: "Denne pris er en international anerkendelse af vores målrettede indsats for at skabe en grøn og bæredygtig by med høj livskvalitet. Vi vil gerne dele vores erfaringer med andre byer og vise dem, hvordan man kan udvikle bæredygtige løsninger. Samtidig vil vi gerne lære nye ting fra andre europæiske byer, så vi kan gøre København til et endnu bedre sted at bo og drive forretning."

København har mange grønne fordele, og følgende var medvirkende til, at titlen som Europas miljøhovedstad 2014 kom i hus:

36 % af byens pendlere og 55 % af alle københavnere cykler i skole og på arbejde.

98 % af husstandene opvarmes af fjernvarme.

90 % af alt bygningsaffald bliver genbrugt.

Mellem 2005 og 2012 faldt CO2-udledningen med 24 %.

96 % af indbyggerne har ikke mere end 15 minutters gang til et rekreativt område.

København er to gange blevet udråbt som verdens bedste by at bo i af Monocle magazine (2008 og 2013).

Transporteksperter kaldte i 2008 Københavns metro for "den bedste metro i verden".

København planlægger at bruge sit år som Europas miljøhovedstad på at fremhæve vigtigheden af fælles løsninger på miljømæssige udfordringer. Derudover vil der blive skabt et nyt netværk for de byer, der er blevet indstillet til at være den næste miljøhovedstad i Europa. Netværket vil give de mest progressive grønne byer i Europa mulighed for at dele ud af deres erfaringer og sammen fremme den miljømæssige dagsorden.

København afløser Nantes, som var Europas miljøhovedstad i 2013. Nantes introducerede bl.a. det særlige "miljøhovedstadsmærke", som anerkender virksomheder, der går ind for bæredygtig udvikling. Mærket blev givet til virksomheder med imponerende strategier for miljøbeskyttelse og -innovation.

Baggrund

Prisen som Europas miljøhovedstad gives til en by, der går i spidsen for at gøre bylivet mere miljøvenligt. Et panel af uafhængige eksperter evaluerer de 12 konkurrerende byers præstationer ud fra en række miljømæssige kriterier. Derefter evaluerer en jury byerne på deres engagement i forhold til løbende miljøforbedringer og bæredygtig udvikling, deres kommunikationsfærdigheder, og i hvilken grad de ville kunne fungere som rollemodel ved at fremvise bedste praksis til brug andre steder. Udover at være en inspiration til andre byer, opnår den vindende by en stærk profil, som vil gavne byens omdømme og gøre den til et attraktivt turistmål og et populært sted at bo og arbejde.

Seks byer er blevet tildelt prisen som Europas miljøhovedstad, siden den blev stiftet i 2010. Stockholm var den første titelindehaver efterfulgt af Hamborg i 2011, Vitoria-Gasteiz i 2012 og Nantes i 2013. København giver i 2015 titlen videre til Bristol.

Yderligere oplysninger:

www.europeangreencapital.eu

Facebook: http://www.facebook.com/EuropeanGreenCapitalAward

Twitter: http://twitter.com/EU_GreenCapital eller send os en tweet på @EU_GreenCapital.

Kontaktperson:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website