Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 19. februar 2013

Unionsborgerskab: kendskabet til rettighederne vokser, men folk ønsker mere oplysning

20 år efter indførslen af unionsborgerskabet har europæerne et godt kendskab til deres rettigheder viser en ny Eurobarometer-undersøgelse, som Europa-Kommissionen offentliggjorde i dag, men borgerne er ikke altid klar over, hvad disse rettigheder indebærer. 81 % af de adspurgte i undersøgelsen er klar over, at unionsborgerskabet lægges oven i deres almindelige statsborgerskab (se bilag). Imidlertid føler kun 36 % sig velinformerede om de rettigheder, som unionsborgerskabet medfører. Europæerne er bedst bekendt med deres ret til fri bevægelighed (88 %) og til at indgive andragender til EU's institutioner (89 %). Desuden mener to tredjedele (67 %), at den frie bevægelighed for personer inden for EU medfører en række økonomiske fordele for de enkelte medlemslande.

Undersøgelsens resultater offentliggøres, samtidig med at Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i dag afholder en fælles høring for at drøfte de europæiske borgeres rettigheder. Drøftelserne skal især give inspiration til Kommissionens næste rapport om unionsborgerskab, som har til formål at fjerne de hindringer, som EU-borgerne møder i udøvelsen af deres rettigheder. Rapporten, som forventes offentliggjort den 8. maj, vil foreslå en række initiativer, der kan gøre disse rettigheder til en realitet, som en del af Borgernes Europaår 2013. Den følger også op på de 25 foranstaltninger, der blev annonceret i den første rapport om unionsborgerskab i 2010 (se IP/10/1390 og MEMO/10/525) og ser desuden nærmere på, hvilke hindringer for EU-borgerne der er blevet afskaffet inden for de seneste tre år.

Viviane Reding, næstformand i Kommissionen med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab, udtaler: "Europæerne værdsætter deres rettigheder som EU-borgere og er mere bevidste om dem end nogensinde før. Vi kan dog stadig gøre mere for at hjælpe borgerne med at benytte sig af deres rettigheder og for bedre at inddrage borgerne i EU's beslutningstagning. Dette år, Borgernes Europaår, vil jeg gå i dialog med borgerne i hele EU. Jeg vil lytte til deres bekymringer og tanker om deres rettigheder. Jeg vil høre, hvordan vi kan forbedre situationen, og hvordan borgerne ser Europas fremtid. Europa kan ikke opbygges uden direkte deltagelse fra de europæiske borgere. Derfor arbejder vi på en gennemgribende ændring af den måde, hvorpå EU-politikkerne udarbejdes for at give borgerne direkte medindflydelse."

I Eurobarometer-undersøgelsen om unionsborgerskabet blev europæerne spurgt om deres status og rettigheder som EU-borgere. Generelt havde de adspurgte kendskab til hovedparten af deres rettigheder som EU-borgere, herunder muligheden for at indgive andragender til EU-institutionerne (89 %), fri bevægelighed (88 %), ikke-forskelsbehandling på baggrund af nationalitet (82 %), konsulær beskyttelse (79 %) og deltagelse i et borgerinitiativ (73 %). Mere end en tredjedel af de adspurgte (36 %) er velinformerede om disse rettigheder, hvilket er en stigning på 5 procentpoint i forhold til 2007. Dog føler blot 24 % sig velinformerede om, hvad man kan gøre, hvis ens EU-rettigheder ikke respekteres.

Hvad angår den frie bevægelighed, mener et absolut flertal i alle EU's 27 medlemsstater, at den medfører økonomiske fordele for de enkelte medlemslande.

Baggrund

I kraft af unionsborgerskabet, der blev indført med Maastrichttraktaten i 1993 og således kan fejre sin 20-års fødselsdag i år, har alle statsborgere i EU's medlemsstater en række ekstra rettigheder som unionsborgere. Disse omfatter retten til frit at færdes og opholde sig i EU, valgret og valgbarhed ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet i det EU-land, hvor man bor, retten til konsulær beskyttelse i udlandet på samme vilkår som andre EU-landes statsborgere, såfremt ens eget EU-land ikke er repræsenteret det pågældende sted, retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at klage til Den Europæiske Ombudsmand samt retten til at henvende sig til EU's institutioner.

Unionsborgerskabet indebærer mange rettigheder, som folk ikke altid er bevidste om. Borgernes Europaår har til hensigt at forklare disse rettigheder og sikre, at befolkningen er bekendt med dem og ikke støder på hindringer ved håndhævelsen af dem (se IP/13/2).

Europa-Kommissionen arbejder på at fjerne de hindringer, som unionsborgerne støder på i deres dagligdag: rapporten om unionsborgerskab 2010 (se IP/10/1390 og MEMO/10/525) beskrev 25 konkrete foranstaltninger til gavn for EU-borgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed i EU. Kommissionen vil i løbet af Borgernes Europaår 2013 offentliggøre anden rapport om unionsborgerskab, hvor der vil blive gjort status over de 25 foranstaltninger fra 2010, og hvor man vil fremlægge flere vigtige tiltag for at fjerne de resterende hindringer for, at borgerne kan nyde godt af deres rettigheder som EU-borgere.

Viviane Reding og EU's øvrige kommissærer vil i 2013 desuden samarbejde med nationale og lokale politikere og afholde debatter med borgerne i hele Europa for at høre, hvad borgerne har at sige og besvare deres spørgsmål. Viviane Reding har allerede afholdt debatter i Cadiz (Spanien), Graz (Østrig), Dublin (Ireland) og Berlin (Tyskland) og EU-kommissær László Andor har afholdt en debat i Napoli (Italien). Der vil blive debatteret i hele Europa i løbet af 2013, hvor europæiske og lokale politiske beslutningstagere vil gå i dialog med borgere fra alle samfundslag i EU for at drøfte virkningerne af den økonomiske krise, unionsborgernes rettigheder og EU's fremtid. Følg alle debatterne her: http://ec.europa.eu/european-debate.

Som forberedelse til Borgernes Europaår afholdt Kommissionen mellem den 9. maj og 9. september 2012 en bred offentlig høring, hvor borgerne blev spurgt om, hvilke problemer de er stødt på under udøvelse af deres rettigheder som unionsborgere (se IP/12/461). De adspurgte gjorde det klart, at de er meget knyttede til deres EU-rettigheder, især hvad angår fri bevægelighed og politiske rettigheder. De ønsker et Europa, hvor de kan leve, arbejde, rejse, studere og handle uden at støde på hindringer som bureaukrati og forskelsbehandling. Men de understregede ligeledes, at der stadig er et stykke vej igen. De fremhævede desuden forskellige problemer, navnlig med hensyn til at få EU-rettigheder respekteret på lokalt plan. Disse spørgsmål vil Kommissionen tage op i den næste rapport om unionsborgerskab, som er planlagt i 2013. Se resultaterne her: http://ec.europa.eu/justice/citizen/files/eu-citizen-brochure_en.pdf

Yderligere oplysninger

Websted for næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/reding

Europa-Kommissionen – Unionsborgerskab:

http://ec.europa.eu/justice/citizen/index_da.htm

Eurobarometer – Unionsborgerskab:

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/flash_arch_374_361_en.htm#365

Borgernes Europaår:

Http://europa.eu/citizens-2013

Debatter med borgerne om Europas fremtid:

http://ec.europa.eu/european-debate/index_da.htm

Kontaktpersoner:

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)

BILAG

1. Et stigende flertal af borgerne (81%) ved, at de er "unionsborgere"

Udviklingen gennem årene:

2. …men kun 36 % ved, hvilke rettigheder unionsborgerskab indebærer:

3. Retten til at klage til EU-institutionerne og retten til fri bevægelighed er de mest populære unionsborgerrettigheder

4. Et flertal af EU-borgerne ser økonomiske fordele ved den frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site