Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 14. februar 2013

Europa-Kommissionen opretter et observationscenter for bioøkonomien

Europa-Kommissionen vil iværksætte et observationsorgan for bioøkonomien til at kortlægge fremskridt og måle effekten af udviklingen i EU's bioøkonomi, meldte EU-kommissær for forskning, innovation og videnskab Máire Geoghegan-Quinn i dag. Observationscentret skal indsamle data med henblik på at følge udviklingen af markederne, kortlægge bioøkonomiske politikker, forsknings- og innovationskapaciteter samt omfanget af de dermed forbundne offentlige og private investeringer på EU-plan og på nationalt- og regionalt plan. Observationscentret vil blive koordineret af Det Fælles Forskningscenter, Kommissionens interne videnskabelige tjenestegren.

Kommissær Máire Geoghegan-Quinn siger: "Det er nu et år siden, vi iværksatte vores bioøkonomiske strategi, og vi kan nu se medlemsstaterne gribe de muligheder, som ligger i overgangen til en økonomi, der ikke er afhængig af olie, med udgangspunkt i intelligent brug af land- og havressourcer. Det er vigtigt, at de gør det, for det er godt for vores miljø, vores fødevare- og energisikkerhed, og for EU's konkurrenceevne i fremtiden. Det er vores håb, at dette observationscenter vil hjælpe med at bevare fremdriften".

Observationscentret, der er et treårigt projekt, begynder sit arbejde i marts 2013 og har som mål at gøre de data, organet indsamler, offentligt tilgængelige via en webportal i 2014. På denne måde vil observationscentret støtte de regionale og nationale bioøkonomiske strategier, som EU-medlemsstaterne nu er ved at udvikle.

Udover at levere data om omfanget af bioøkonomien og de bioøkonomiske sektorer skal observationscentret overvåge en række målbare resultater, herunder indikatorer for økonomi og beskæftigelse, innovation, samt tal for produktivitet, social velfærd og miljøkvalitet. Observationscentret vil også udføre teknologiovervågning og politikovervågning for at følge udviklingen af videnskab og teknologi såvel som politikker med forbindelse til bioøkonomi.

Bioøkonomien i Europa vurderes allerede til at være 2 bio. EUR og 22 millioner job værd. Europa-Kommissionen overvejer et nyt partnerskab mellem den offentlige og private sektor om biobaserede industrier for at sætte skub i udviklingen af den sektor. En afgørelse forventes i juni 2013.

Kommissæren meddelte dette på en konference om bioøkonomi i Dublin. Konferencen var organiseret af det irske formandskab for Rådet for Den Europæiske.

Baggrund

Udtrykket "bioøkonomi" betyder en økonomi, der tager udgangspunkt i intelligent brug af biologiske og fornyelige land- og havressourcer i produktionen af fødevarer og foder og i industri- og energiproduktionen. Det dækker også brugen af bioaffald og biobaserede processer i bæredygtige industrier.

EU’s bioøkonomiske strategi, som blev vedtaget den 13. februar 2012, består af tre hovedelementer:

1) Investering i forskning, innovation og færdigheder inden for bioøkonomien. Dette indebærer EU-finansiering, national finansiering, private investeringer og en styrkelse af samspillet med andre politikinitiativer.

2) Udvikling af markeder og konkurrenceevne inden for bioøkonomiske sektorer gennem en bæredygtig intensivering af den primære produktion, omdannelse af affald til produkter med merværdi og gensidige læringsmekanismer, så der opnås forbedringer inden for produktion og ressourceudnyttelse. For eksempel koster bortskaffelsen af fødevareaffald den europæiske skatteborger mellem 55 og 90 EUR pr. ton og producerer 170 ton CO2. Dette affald kunne anvendes til bioenergi eller andre biobaserede produkter og derved skabe job og vækst.

3) Styrket koordinering af politikken og inddragelse af interessenter via nedsættelsen af et bioøkonomipanel, et observationscenter for bioøkonomien og jævnlige konferencer for de relevante parter.

Strategien tilstræber samspil og komplementaritet med andre politikområder, instrumenter og finansieringskilder, som arbejder med de samme målsætninger, f.eks. samhørighedsfonden, den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik, den integrerede havpolitik samt miljø-, industri-, beskæftigelses-, energi- og sundhedspolitikkerne.

Strategien er et af de operationelle forslag under EU 2020-strategiens flagskibe "Innovation i EU" og "Et ressourceeffektivt Europa". Behovet for at øge offentlig finansiering af bioøkonomisk forskning og innovation anerkendes i Kommissionens nye forskningsrammeprogram "Horisont 2020": 4,7 mia. EUR foreslås afsat til udfordringen "Fødevaresikkerhed, bæredygtigt landbrug, havforskning og bioøkonomi" med supplerende finansiering fra andre områder i Horisont 2020.

Flere oplysninger på IP/12/124

Horizon 2020: www.ec.europa.eu/research/horizon2020

Innovation i EU: http://ec.europa.eu/innovation-union

Et ressourceeffektivt Europa: http://ec.europa.eu/resource-efficient-europe/index_da.htm

Europa 2020 http://ec.europa.eu/europe2020/index_da.htm

Det Fælles Forskningscenter http://ec.europa.eu/dgs/jrc/index.cfm

Kontaktpersoner:

Michael Jennings (+32 2 296 33 88)

Monika Wcislo (+32 2 295 56 04)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site