Navigation path

Left navigation

Additional tools

EU-institutionernes it-sikkerhed styrket efter vellykket pilotprojekt

European Commission - IP/12/949   12/09/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 12. september 2012

EU-institutionernes it-sikkerhed styrket efter vellykket pilotprojekt

EU's institutioner har intensiveret kampen mod cybertrusler gennem etableringen af CERT-EU (Computer Emergency Response Team). Dette it-udrykningshold har kørt som et pilotprojekt i et år og fået så positive tilbagemeldinger fra både brugere og fagfolk, at det nu bliver permanent.

Næstformand for Kommissionen, Maroš Šefčovič, udtaler: "EU-institutionerne oplever, på lige fod med andre store organisationer, jævnligt brud på it-sikkerheden. CERT-EU hjælper os med at forbedre sikkerheden og beskytte os mod disse trusler. Det er således et vellykket eksempel på, hvad EU's institutioner kan opnå, når de arbejder sammen. Målet er, at CERT-EU skal være blandt de bedste it-udrykningshold i verden og arbejde tæt sammen med andre it-udrykningshold med henblik på at øge it-sikkerheden til gavn for alle."

Næstformand for Kommissionen, Neelie Kroes udtaler: "It-sikkerheden er vigtig for Europas velfærd og konkurrenceevne, og EU's institutioner kan nu regne med, at der permanent står et it-udrykningshold klar til at hjælpe dem i kampen mod de stadigt mere sofistikerede cyberangreb, de bliver udsat for. Denne beslutning viser, at der er overensstemmelse mellem det, vi siger, og det, vi gør.

De seneste år er der blevet etableret it-udrykningshold i både den offentlige og den private sektor i form af mindre grupper af it-eksperter, der hurtigt og effektivt kan reagere på brud på it-sikkerheden og trusler fra cyberspace. De har vist sig at være en særdeles vigtig komponent i strategien for bekæmpelse af disse trusler ved at forebygge, opdage og rette op på områder, der er sårbare eller er blevet kompromitteret. De advarer deres kunder om systemernes svagheder eller trusler mod dem og foreslår løsninger, der skal mindske risiciene. De hjælper med at afdække angreb og kompromitterede systemer og tager de nødvendige skridt til at stoppe disse angreb og genoprette systemerne. De arbejder tæt sammen og danner et netværk af eksperter, der kæmper for en fælles sag ‑ it-sikkerhed.

I forbindelse med vedtagelsen af den digitale dagsorden for Europa i maj 2010 forpligtede Kommissionen sig til etablere et it-udrykningshold for alle EU-institutionerne som en del af det overordnede mål om en styrket og højt profileret net- og informationssikkerhedspolitik i Europa. Den digitale dagsorden opfordrer alle medlemsstaterne til at etablere deres eget it-udrykningshold og dermed bidrage til at oprette et netværk af nationale og statslige it-udrykningshold frem til 2012. It-udrykningsholdene vil også spille en stor rolle i en kommende meddelelse om en europæisk internetsikkerhedspolitik.

Baggrund

CERT-EU finansieres af de store EU-institutioner og ‑agenturer, heriblandt Europa-Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet, Den Europæiske Unions Regionsudvalg, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA). Holdet arbejder under strategisk tilsyn af en interinstitutionel styringskomité.

CERT-EU arbejder tæt sammen med de interne it-sikkerhedsafdelinger i EU-institutionerne og er forbindelsesled til CERT-netværkene og it-sikkerhedsfirmaerne i medlemsstaterne og andre steder i verden, som de udveksler oplysninger om trusler og håndteringen af trusler med.

Den digitale dagsorden for Europa:

http://ec.europa.eu/information_society/digital-agenda/index_en.htm

CERT-EU:

http://cert.europa.eu/

Kontaktpersoner:

Antonio Gravili (+32 2 295 43 17)

Marilyn Carruthers (+32 2 299 94 51)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website