Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Kommissionen vil gerne høre din mening om, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt

Bruxelles, den 1. februar 2012 – i 2050 skønnes det, at verdens befolkningstal vil have nået 9 milliarder, og den globale efterspørgsel på fødevarer, foder og fibre forudsiges at stige med 70 %. Økonomierne er nødt til at anvende naturressourcerne langt mere effektivt for at kunne blomstre i et sådant klima. Vores forbrugsmønstre vil være afgørende for Europas succes eller fiasko i denne proces. Det er grunden til, at Kommissionen vil revidere EU’s forbrugs- og produktionspolitikker, og i den forbindelse har man lanceret en offentlig høring, der vil forblive åben indtil 3. april.

Som anført i køreplanen for et ressourceeffektivt Europa, der blev vedtaget i september sidste år, skal virksomhederne producere mere merværdi ved hjælp af færre ressourcer, og forbrugerne skal udvikle mere bæredygtige forbrugsmønstre i forhold til produkter og tjenesteydelser, hvis vi skal imødekomme vores behov og opretholde det samme trivselsniveau i fremtiden. Med henblik herpå er Europa-Kommissionen i øjeblikket i færd med at revidere sine tiltag inden for bæredygtigt forbrug og produktion for at sikre, at de hjælper Europa med at anvende sine ressourcer mere effektivt, og for at styre Unionen i retning af langsigtet bæredygtighed.

Som en del af sin politik for bæredygtighed inden for forbrug og produktion har Kommissionen lanceret en omfattende høring om sine tiltag inden for fire hovedområder. I løbet af de næste ni uger ønsker man at indsamle synspunkter om muligheder for en mere ambitiøs fremtidig politik om bæredygtigt forbrug og produktion. Denne webbaserede høring udgør en del af en bredere refleksionsproces, der skal bidrage med input til politiske initiativer, der efter planen skal vedtages inden udgangen af 2012.

Denne offentlige høring indbyder alle interesserede parter til at fremkomme med synspunkter om de bedste måder at forbedre EU’s politikker om bæredygtigt forbrug og produktion på fire områder med det formål at give målrettet feedback om:

  • politikker vedrørende produktdesign, genbrug og affaldshåndtering

  • grønne offentlige indkøb (offentlige organer opfordres til at satse på miljøvenlige løsninger)

  • tiltag med det formål at forbedre produkters miljøvenlighed (produktrelateret miljømæssigt fodaftryk)

  • tiltag med det formål at forbedre organisationernes miljøvenlighed (organisationsrelateret miljømæssigt fodaftryk).

Høringen giver et bredt overblik over EU’s politikker, og derfor består den af omkring 50 spørgsmål. Halvdelen af disse spørgsmål henvender sig til offentligheden, mens resten er rettet mod specialiserede grupper af interessenter, såsom regeringer, brancheforeninger og private virksomheder.

Baggrund:

Siden EU-traktaten blev undertegnet i Maastricht i 1992, har bæredygtigt forbrug og produktion været et kernemål for EU. Kerneidéen er at imødekomme vores forbrugsbehov på en sådan måde, at vi ikke forhindrer kommende generationer i at opfylde deres forbrugsbehov. Traktaten kræver, at overvejelser og mål vedrørende bæredygtighed skal indeholdes i alle EU-politikker, så de på en integreret måde kan bidrage til opfyldelsen af økonomiske, miljømæssige og sociale mål.

Handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik, der blev offentliggjort i 2008, indeholder den første strukturerede pakke af foranstaltninger og forslag til forbedring af produkternes miljøvenlighed og stimulering af efterspørgslen efter mere bæredygtige varer. Siden da er der taget mange initiativer inden for denne ramme, men der er brug for mere ambitiøse planer for at tackle forbrugets negative miljømæssige indflydelse og for at styrke forbrugerne, så de bevæger sig henimod mere ressourceeffektive forbrugsmønstre.

Den konkrete politiske baggrund for bæredygtigt forbrug og produktion og bæredygtig industripolitik er Europa 2020-strategien, der har til formål at levere intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, og som nu er EU’s vigtigste strategi for vækst og jobskabelse. Politikken for bæredygtigt forbrug og produktion bidrager også til Europa 2020’s flagskibsinitiativ om ressourceeffektivitet ved at hjælpe med til at udmønte ressourceeffektivitetspolitikkens makromål (at skille den økonomiske vækst fra ressourceanvendelse og miljøforringelse) i mikromål, og derved drive individuelle økonomiske aktører til at opnå de højeste miljømæssige mål, der er økonomisk mulige.

Yderligere oplysninger:

Høringsskemaet kan udfyldes på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/environment/consultations_en.htm

Yderligere oplysninger om politikken om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion findes på: http://ec.europa.eu/environment/eussd/escp_en.htm

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website