Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 31. juli 2012

Byggesektoren: EU vil frigøre det økonomiske potentiale i bygninger med lavt energiforbrug og genskabe væksten

Bygninger med lavt energiforbrug og store omkostnings- og CO2-besparende muligheder er endnu ikke særlig udbredt til trods for deres økonomiske og miljømæssige fordele. Byggesektoren tegner sig for mere end 10 % af den samlede beskæftigelse i EU. Kommissionen fremlagde derfor i dag en strategi for at sætte fornyet skub i sektoren. Målet er at fremme byggesektoren som en drivkraft for jobskabelsen og for en bæredygtig vækst i økonomien generelt.

De vigtigste elementer er: fremme af gunstige vilkår for investering, navnlig i renovering og vedligeholdelse af bygninger. Dette omfatter bl.a. fremme af udbredelsen af den pakke på op til 120 mia. EUR i lån, som stilles til rådighed af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) som led i pagten for vækst og beskæftigelse fra juni måned. Dernæst skal der sættes skub i innovation og arbejdstagernes kvalifikationer skal forbedres gennem større mobilitet. For det tredje skal der skabes bedre ressourceeffektivitet ved at fremme gensidig anerkendelse af bæredygtige byggemetoder i EU. For det fjerde skal der udformes ensartede kodekser for byggevirksomheder, hvilket skal gøre det nemmere for dem at arbejde i andre medlemsstater. Endelig skal man styrke de europæiske byggevirksomheders globale konkurrencestilling for at fremme gode resultater og bæredygtige standarder i tredjelande.

Europa-Kommissionens næstformand Antonio Tajani, kommissær for erhvervsliv og iværksætteri, udtalte: "I den aktuelle situation med økonomisk og social krise er bygninger med lavt energiforbrug en sikker og økonomisk bæredygtig investering for samfundet og de private investorer. Byggesektoren skal se dette som en kæmpe mulighed for at innovere og tiltrække nye talenter. Nye teknologier skaber store muligheder, ikke blot for nye huse, men også for renovering af millioner af eksisterende bygninger for at gøre dem yderst energieffektive i henhold til EU 2020-målene. Vi er nødt til at gribe denne mulighed. Byggesektoren kan blive en drivkraft for bæredygtig vækst."

Hvorfor skal EU have en strategi for byggesektoren?

  • Den finansielle og økonomiske krise har medført et fald i bygge- og infrastrukturarbejder på 17 % mellem januar 2008 og april 2012 i EU-27.

  • Den bristede boligboble har fortsat mindsket aktiviteten voldsomt i sektoren og skabt arbejdsløshed.

  • Stramningerne på kreditmarkedet og forsinkede betalinger har lagt yderligere pres på byggevirksomhedernes solvens.

  • Sektoren har konstant behov for faglært arbejdskraft.

  • Indførelsen af næsten energineutrale bygninger som meddelt i omarbejdelsen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne vil være en vigtig ændring for byggesektoren.

  • Bestræbelserne på at skabe bedre energieffektivitet og integrere vedvarende energikilder skrider langsomt frem, især inden for renovering af eksisterende bygninger.

  • Situationen på de internationale markeder er kritisk for EU-virksomhederne. Vanskelighederne udspringer af konkurrencevilkårene i andre lande som f.eks. mindre strenge sociale og miljømæssige krav. Virksomheder uden for EU har også fordel af statsstøtte, f.eks. i Kina, hvilket begrænser EU-virksomhedernes muligheder for at få adgang til disse markeder.

Næste skridt

Der vil blive afholdt et forum på højt niveau med medlemsstaterne og repræsentanter for sektoren for at se på gennemførelsen af strategien og fremsætte henstillinger vedrørende nødvendige tilpasninger af strategien eller lancering af nye nødvendige initiativer. Sideløbende vil tematiske grupper drøfte forskellige metoder til at gennemføre specifikke initiativer, evaluere de mulige virkninger af eksisterende foranstaltninger i medlemsstaterne og på sektorniveau for specifikke tiltag og identificere mulige områder for synergier.

Baggrund

Byggesektoren spiller en vigtig rolle i den europæiske økonomi, idet den frembringer næsten 10 % af BNP og skaber 20 millioner job, først og fremmest i meget små og små virksomheder. Konkurrenceevnen i byggesektoren kan i væsentlig grad påvirke udviklingen i den generelle økonomi. Bygningers energimæssige ydeevne og ressourceeffektiviteten i produktion, transport og ved anvendelse af produkter til opførelse af bygninger og infrastruktur har store virkninger for europæernes livskvalitet. Konkurrenceevnen i byggevirksomheder er derfor et vigtigt spørgsmål, ikke kun for vækst og beskæftigelse generelt, men også for at sikre bæredygtighed i sektoren.

Yderligere oplysninger findes i MEMO/12/610.

Yderligere oplysninger

Kontaktpersoner:

Carlo Corazza (+32 2 295 17 52)

Sara Tironi (+32 2 299 04 03)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website