Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 30. juli 2012

Sikkerhedsindustrien: Kommissionen foreslår et program for at skabe yderligere vækst

Sikkerhed er et centralt problem i ethvert samfund. Den senere tids naturkatastrofer og terrorangreb har understreget behovet for at være bedre forberedt på disse krisesituationer. Europa-Kommissionen har derfor fremsat forslag om et handlingsprogram, der skal sætte skub i EU's sikkerhedsindustri. Med programmet vil denne industri – en af de sektorer, der har størst potentiale for vækst og beskæftigelse i EU – kunne bibeholdes i Europa og fortsat producere sikkerhedsprodukter af høj kvalitet.

Europa-Kommissionens næstformand Antonio Tajani, der er kommissær med ansvar for erhvervsliv og iværksætteri, sagde: "Den nuværende fragmentering af markedet svækker konkurrenceevnen i EU's sikkerhedsindustri. Vi mangler et "EU-varemærke", og det har stor betydning, da fremtidens nøglemarkeder for sikkerhedsteknologi ikke vil være at finde i Europa, men derimod i vækstøkonomierne. Vi er i dag blevet enige om et forslag til at skabe et reelt indre marked for sikkerhedsteknologi. Det er afgørende for at styrke sikkerhedsindustriens position, så den kan bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse."

Kommissionen foreslår at skabe et reelt indre marked for sikkerhedsindustrien ved bl.a. at:

  • harmonisere standarder og certificeringsprocedurer for sikkerhedsteknologi

  • skabe bedre udnyttelse af synergier mellem (civil) sikkerhed og forsvarsforskning

  • gøre brug af de nye finansieringsordninger som f.eks. prækommercielle indkøb med henblik på at afprøve og validere resultaterne fra EU's sikkerhedsforskningsprojekter

  • indføre kontrol af de samfundsmæssige virkninger af nye teknologier på forskningsstadiet.

Det indre marked skal sætte skub i EU's sikkerhedsindustri

EU's sikkerhedsmarked har en anslået markedsværdi på mellem 26 og 36,5 mia. EUR og har ca. 180 000 ansatte (2011). Det kan opdeles i følgende sektorer: Luftfartssikkerhed, søfartssikkerhed, grænsesikkerhed, beskyttelse af kritisk infrastruktur, efterretning om terrorbekæmpelse (herunder internetsikkerhed og information), fysisk sikkerhedsbeskyttelse, krisestyring og beskyttelsesbeklædning.

EU-virksomhederne er stadig blandt de førende på verdensplan inden for de fleste segmenter af sikkerhedsmarkedet. Et gunstigt indre marked er afgørende for at bibeholde og udvide deres teknologiske fordel, på lige fod med en styrkelse af den europæiske sikkerhedsindustris position på vækstmarkederne rundt om i verden. Der bør lægges særlig vægt på støtte til SMV'er i deres bestræbelser på at få adgang til internationale markeder i tredjelande.

Mere specifikt foreslår Kommissionen følgende foranstaltninger for at skabe et reelt indre marked for sikkerhedsteknologi:

  • Der vil især blive lagt vægt på at overvinde den nuværende fragmentering af EU-sikkerhedsmarkedet ved at harmonisere standarder og certificeringsprocedurer for sikkerhedsteknologi. De europæiske standardiseringsorganisationer vil blive bedt om at udarbejde konkrete og detaljerede køreplaner for standardisering af den nye generation af teknologier. Kommissionen vil derfor for at opnå gensidig anerkendelse af certificeringssystemerne udforme to lovgivningsforslag for at etablere et harmoniseret EU-certificeringssystem for udstyr til screening i lufthavne (påvisning), og et harmoniseret EU-certificeringssystem for alarmsystemer.

  • Der skal også lægges vægt på en bedre udnyttelse af synergier mellem (civil) sikkerhed og forsvarsforskning. Kommissionen agter i tæt samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur at udforme standardiseringsmandater til de europæiske standardiseringsorganisationer vedrørende "hybride standarder".

  • For at mindske afstanden mellem forskning og marked navnlig inden for offentlige indkøb i Europa og internationalt vil Kommissionen gøre brug af de nye finansieringsordninger i Horisont 2020 som f.eks. prækommercielle indkøb med henblik på at afprøve og validere resultaterne fra EU's sikkerhedsforskningsprojekter. Denne tilgang vil samle erhvervslivet, de offentlige myndigheder og slutbrugerne fra starten af et forskningsprojekt. Grænsesikkerhed og luftfartssikkerhed er de mest lovende områder.

  • Kommissionen vil tilskynde medlemsstaterne til at iværksætte lignende initiativer på nationalt plan i overensstemmelse med EU's lovgivning om offentlige indkøb.

  • Kommissionen vil indføre kontrol af de samfundsmæssige virkninger af nye teknologier på forskningsstadiet. Desuden vil Kommissionen udstede et mandat til de europæiske standardiseringsorganisationer om udvikling af en standard for integrering af spørgsmål vedrørende privatlivets fred, fra udformningsfasen til procesfasen.

  • Der vil blive gennemført en omfattende undersøgelse af de juridiske og økonomiske konsekvenser af en begrænsning af erstatningsansvar.

Kommissionen vil nedsætte en ekspertgruppe med deltagelse af alle relevante aktører på sikkerhedsområdet, som skal mødes mindst en gang om året for at overvåge gennemførelsen af de foreslåede politiske tiltag.

Baggrund

I de seneste ti år er det verdensomspændende sikkerhedsmarked næsten tidoblet fra ca. 10 mia. EUR til en markedsstørrelse på ca. 100 mia. EUR i 2011 og med en årlig omsætning på ca. 30 mia. EUR i EU. Den seneste udvikling på markedet indikerer dog, at EU—virksomhedernes samlede markedsandel vil falde markant i de kommende år, hvis der ikke sættes ind for at forbedre deres konkurrenceevne. I USA er sikkerhedsvirksomhederne takket være et harmoniseret regelsæt og et solidt hjemmemarked stadig førende på markedet og teknologiske frontløbere. EU's indre marked er derimod et fragmenteret marked opdelt efter nationale eller regionale grænser. Sikkerhed er et af de mest følsomme politiske områder og er også et af de områder, hvor medlemsstaterne er tilbageholdende med at opgive deres nationale privilegier.

Yderligere oplysninger findes i MEMO/12/605.

Yderligere oplysninger

Kontaktpersoner:

Carlo Corazza (+32 2 295 17 52)

Sara Tironi (+32 2 299 04 03)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site