Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

EU sætter fokus på handelsdrevet vækst som omdrejningspunkt for en moderne udviklingsdagsorden

Bruxelles, den 27. januar 2012 – Europa-Kommissionen fremlagde i dag en række forslag, der skal få handels- og udviklingstiltag til at spille sammen om at opnå en reel nedbringelse af fattigdommen i hele verden. Forslagene sigter mod at styrke udviklingslandenes handelskapacitet ved at gøre handel til en del af deres udviklingsstrategi. For at være sikker på at ramme målet er EU i øjeblikket ved at undersøge, hvordan man bedre kan differentiere mellem udviklingslandene for at sikre, at verdens fattigste lande får den største hjælp. I forslaget fremhæves handelens rolle som en af de vigtigste drivkræfter, når det drejer sig om at støtte udvikling, fremme vækst og hjælpe mennesker ud af fattigdom. Herudover opfordrer EU i dag alle udviklede økonomier til at åbne deres markeder for udviklingslandene i samme store omfang som EU.

EU yder allerede mere handelsrelateret udviklingsbistand end alle verdens øvrige lande tilsammen, og i meddelelsen "Handel, vækst og udvikling" gøres der rede for de næste vigtige skridt. Til eksempel kan nævnes, at den traditionelle gruppe af "udviklingslande" ikke længere kan betegnes som sådanne, da der er nye vækstøkonomier iblandt dem. Der er behov for en mere skræddersyet handels- og udviklingspolitik, der går videre end til nedsættelser af grænsetolden og tager fat på det store problem med at forbedre "erhvervsmiljøet".

Det fremhæves i forslaget, at de udviklede landes ledere også må leve op til deres ansvar for at nå dette mål. Udviklingslandene skal gennemføre reformer på nationalt plan for at sikre, at de fattige rent faktisk får gavn af den handelsdrevne vækst.

Karel De Gucht, EU-kommissær for handel, udtalte "Fremgangen i de nye vækstøkonomier som Indien, Kina og Brasilien viser, at handelsdrevet udvikling er mulig, og at åbne markeder kan have stor betydning for vækstskabelse. Men dem, der halter bagefter, har brug for hjælp. Toldsatserne i verden har aldrig været lavere, og EU giver allerede de fattige lande markedsadgang på meget favorable vilkår. Det, der kommer til at gøre en forskel, er ikke-toldmæssige spørgsmål som f.eks. standarder, tjenesteydelser, intellektuelle ejendomsrettigheder, offentlige indkøb, infrastruktur og pakningsfaciliteter. Ingen af disse spørgsmål kan løses uden politisk styring."

Andris Piebalgs, EU-kommissær for udvikling, udtalte: "Udviklingslandenes inddragelse i den globale handel er et effektivt middel til at skabe vækst og bekæmpe fattigdom. Det har i de seneste ti år hjulpet millioner af mennesker ud af fattigdom og vil også fremover være et centralt element i vores udviklingsarbejde." Han tilføjede: "Vi må nu sørge for, at vores bistand til handel i endnu højere grad fokuserer på dem, der har størst behov, således at vi koncentrerer støtten om vores mindst udviklede partnere og hjælper dem med at styrke deres kapacitet og tilpasse deres økonomier, så de kan deltage i den globale og regionale økonomi."

Kommissionen foreslår en række metoder til at gøre EU's handels- og udviklingspolitik mere effektiv, herunder:

  • at reformere EU's præferenceordninger for handel for at fokusere mere på de fattigste lande

  • at optrappe forhandlingerne om frihandelsaftaler med vores partnere blandt udviklingslandene, og de skal ikke kun dreje sig om toldsatser, men også tackle de reelle handelshindringer

  • at gøre øget brug af EU-instrumenter til at fremme udenlandske direkte investeringer, medtage relevante bestemmelser i frihandelsaftaler for at forbedre retssikkerheden og kombinere EU-gavebistand med lån eller risikokapital for at understøtte strategiske investeringers finansielle levedygtighed

  • at gøre det nemmere for udviklingslandenes eksportører, og specielt små virksomheder, at få adgang til EU

  • at bistå udviklingslandene med at forbedre deres nationale erhvervsmiljø, opfylde internationale kvalitets-, arbejds- og miljøstandarder og udnytte de handelsmuligheder, der ligger i åbne og integrerede markeder, bedre

  • at anvende handelstiltag til at afbøde virkningerne af naturkatastrofer og tackle konfliktfremkaldende situationer, bl.a. i forbindelse med minedrift.

Kommissionen opfordrer desuden de nye vækstøkonomier til at påtage sig et større ansvar for åbning af deres markeder for de mindst udviklede lande gennem præferenceordninger, men også - uden forskelsbehandling - for de øvrige WTO-medlemslande, hvoraf fire femtedele er udviklingslande. Samtidig tilbyder EU de nye vækstøkonomier et mere modent partnerskab, der også omfatter lovgivningssamarbejde og tilsagn vedrørende globale spørgsmål, der er afgørende for udvikling, som f.eks. fødevaresikkerhed, bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, grøn vækst og klimaændringer.

Baggrund

EU går foran med at yde handelsbistand til udviklingslandene:

  • EU importerer flere varer fra udviklingslandene end fra noget andet marked og er desuden det største marked for udviklingslandenes landbrugseksport. Næsten 70 % af alle de landbrugsprodukter, der importeres til EU, kommer fra udviklingslande

  • udviklingslandene nyder godt af EU-præferencer i form af helt afskaffede eller betydeligt reducerede toldsatser for deres varer (under "den generelle toldpræferenceordning")

  • "alt undtagen våben"-initiativet giver alle mindst udviklede lande told- og kontingentfri adgang til vores markeder for alle produkter, bortset fra våben, og er den mest favorable præferenceimportordning i verden

  • EU leder indsatsen på verdensplan for at nå frem til en pakkeløsning for de mindst udviklede lande i forbindelse med de multilaterale handelsforhandlinger

  • EU støtter de nationale reformer i udviklingslandene, som er nødvendige, for at handelen i fuldt omfang kan bidrage til udviklingen

  • EU og EU's medlemsstater er verdens største bidragyder til Aid for Trade, der hjælper partnerlandene med at udvikle handelsstrategier, opbygge en handelsrelateret infrastruktur og forbedre deres produktionskapacitet. EU's samlede årlige Aid for Trade nåede i 2009 op på 10,5 mia. EUR, hvorved man holdt det rekordhøje niveau fra året før

  • der blev også registreret en væsentlig stigning i EU's handelsrelaterede bistand (en underkategori af Aid for Trade, som fokuserer på strategiske handelsspørgsmål såsom politikudvikling, lovgivning og regional integration). Det bringer det samlede beløb op på næsten 3 mia. EUR, hvilket er et godt stykke over målet om at bruge 2 mia. EUR om året på handelsrelateret bistand fra 2010. Afrika syd for Sahara er den største modtager af EU's handelsrelaterede bistand, idet dette områdes andel af EU's samlede handelsrelaterede bistand steg fra 15 % til 28 % mellem 2008 og 2009.

Yderligere oplysninger:

Memo med baggrund og tal

Memo/12/48

Meddelelsen "Handel, vækst og udvikling - En skræddersyet handels- og investeringspolitik for de lande, der har størst behov":

http://trade.ec.europa.eu/doclib/html/148992.htm

Staff Working Paper:

http://trade.ec.europa.eu/doclib/html/148993.htm

EU Trade and Development policy:

EU's handels- og udviklingspolitik

EU's udviklingspolitik

Publikation om Aid for Trade

2011-rapporten om EU's ansvarlighed i forbindelse med udviklingsfinansiering (bilag til rapporten om overvågning af Aid for Trade 2011)

Kontaktpersoner:

John Clancy (+32 2 295 37 73)

Catherine Ray (+32 2 296 99 21)

Helene Banner (+32 2 295 24 07)

Wojtek Talko (+32 2 297 85 51)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website