Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Miljø: Større sikkerhed i lovgivningen om biocidholdige produkter

Commission Européenne - IP/12/794   17/07/2012

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 17. juli 2012

Miljø: Større sikkerhed i lovgivningen om biocidholdige produkter

I dag træder nye regler om biocidholdige produkter i kraft. Reglerne vil indebære en øget beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet. Biocidholdige produkter er nødvendige for at bekæmpe organismer, der er skadelige for menneskers og dyrs sundhed, eller forårsager skade på materialer. Men de kan i kraft af deres egenskaber også udgøre en risiko for mennesker, dyr og miljøet, og bør derfor nøje reguleres i lovgivningen. Den nye forordning om biocidholdige produkter vil gøre disse produkter sikrere og forenkle godkendelsen af dem på EU-markedet og dermed øges deres frie bevægelighed på det indre marked.

Miljøkommissær Janez Potočnik siger: "Det er endnu et skridt på vejen for at garantere et højt niveau af beskyttelse af folkesundheden og miljøet. Forordningen skal sørge for, at kun sikre produkter gøres tilgængelige, og at de farligste stoffer ikke kommer ind på markedet. Ved at forenkle godkendelsen vil den nye forordning indebære betydelige økonomiske fordele for europæiske virksomheder."

Biocidholdige produkter er overalt i vores dagligdag. De omfatter desinfektionsmidler, der anvendes i husholdningsbrug eller på hospitaler, rottegift, insektmidler, spray og malinger til bekæmpelse af skimmelsvamp, vandrensningstabletter og mange andre produkter. Disse produkter har været omfattet af EU-lovgivningen siden 1998, og siden da er næsten tusind produkter blevet godkendt inden for rammerne af direktivet om biocidprodukter.

Kommissionen har gennemgået biociddirektivet og er kommet frem til, at procedurerne for godkendelse af aktive stoffer og produkter kan forenkles og gøres klarere. Den nye forordning indeholder mere effektive bestemmelser om godkendelse af produkter og om kravene til produktrelaterede data og deres anvendelse. Den vil indebære en besparelse for branchen på anslået 2,7 mia. EUR over en tiårsperiode.

De nye bestemmelser vil også reducere antallet af dyreforsøg, ved at fælles dataanvendelse bliver obligatorisk, og at en mere fleksibel og integreret tilgang til afprøvning fremmes. En dedikeret IT-platform (registeret over biocidholdige produkter) vil blive anvendt til indgivelse af ansøgninger, registrering af beslutninger og formidling af information til offentligheden.

Derudover vil det føre til øget beskyttelse, eftersom den nye lovgivning nu udvides til at omfatte varer og materialer, der er behandlet med biocidholdige produkter, som f.eks. møbler og fødevareemballage.

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) tildeles en nøglerolle ved forvaltningen af forordningen. En af de største fordele er omfanget af de ressourcer, som ECHA kan stille til rådighed. I øjeblikket er ressourcerne yderst begrænset på både nationalt plan og på EU-plan, og det medfører forsinkelser i godkendelser og øgede omkostninger for branchen. ECHA tildeles 100 medarbejdere, der skal beskæftige sig med aktiviteter vedrørende biocider. Antallet af udtalelser, som agenturet vil udfærdige, forventes at stige fra 80 i 2014 til 300 i 2020.

Næste skridt

Forordningen træder i kraft den 1. september 2013. Fra denne dato vil virksomhederne have to muligheder for at anmode om tilladelse til at bringe deres produkter på markedet. Den første mulighed, som de store virksomheder formodentlig vil benytte sig af, indebærer, at virksomhederne indsender en ansøgning til ECHA, og hvis produktet vurderes at være sikkert, må det sælges i hele EU. Den anden mulighed er formodentlig mere interessant for de utallige små og mellemstore virksomheder, der findes inden for denne branche, eftersom den indebærer, at virksomhederne indgiver en ansøgning til deres egen nationale myndighed for at kunne afsætte et produkt i deres hjemland. Hvis tilladelsen herefter gives, kan virksomhederne efterfølgende markedsføre produktet i andre medlemsstater i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse.

Yderligere oplysninger

MEMO/12/571

http://ec.europa.eu/environment/biocides/regulation_2012.htm

Se også:

http://ec.europa.eu/environment/chemicals/index.htm

http://echa.europa.eu/regulations/biocidal-products-regulation

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site