Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 12. juli 2012

Kommissionen, Parlamentet og Det Europæiske Råd samler religiøse ledere til en diskussion om solidaritet mellem generationerne og demografiske udfordringer i Europa

Bruxelles, 12. juli 2012 – Mere end 20 højtstående repræsentanter for det kristne, det muslimske og det jødiske trossamfund og fra Hindu- og Bahá'í-trossamfund fra hele Europa mødtes i dag i Bruxelles for at diskutere emnet "Solidaritet mellem generationerne: Fastlæggelse af parametrene for morgendagens samfund i Europa". Dette møde på højt plan blev afholdt på foranledning af José Manuel Barroso, Europa-Kommissionens formand, som ledede det sammen med Herman Van Rompuy, formanden for Det Europæiske Råd, og László Surján, Europa-Parlamentets næstformand, som repræsenterede formanden Martin Schulz. I en atmosfære præget af oprigtighed og åbenhed diskuterede lederne solidaritet mellem generationerne og andre vigtige demografiske udfordringer for Europa, f. eks. bekæmpelse af arbejdsløshed, fremme af aktiv aldring og forening af arbejdsliv og privatliv. José Manuel Barroso opfordrede de religiøse ledere til at deltage i den offentlige debat, og til at kirker og trossamfund yder deres særlige bidrag til at gøre opmærksom på behovet for solidaritet.

José Manuel Barroso udtalte: "For at tackle den økonomiske krise gør vi en stor indsats for at sikre den rette balance mellem solidaritet og ansvarlighed i medlemsstaterne. Vi er imidlertid nødt til at være mindst ligeså opmærksomme på solidaritet og ansvarlighed i forholdet mellem de unge og de gamle. I sidste instans vil vi kun være i stand til at komme godt ud af krisen og skabe grundlaget for en fremtid med velstand, hvis solidariteten mellem folk og generationer indtager en central plads i vores indsats. Det er bindemidlet, som holder sammen på vores samfund. Kirkerne og trossamfundene har gode muligheder for at kunne bygge bro i vores samfund".

Herman Van Rompuy sagde: "Socialt, økonomisk og frem for alt menneskeligt har vi ikke råd til en "tabt generation" i Europa. Vi har heller ikke råd til at placere de ældre på sidelinjen, fordi de er mindre produktive. Den produktivitet, der er forbundet med visdom og viden, kan ganske vist ikke måles på samme måde som produktivitet i forbindelse med fremstilling af forbrugsgoder, men – som man siger i Afrika - når en gammel mand dør, forsvinder et bibliotek. Kirker, synagoger, moskeer, templer og deres ngo’er, skoler og foreninger bringer mennesker sammen på lokalt plan. De kan derfor også spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme forståelse og gensidig læring på tværs af generationerne".

László Surján udtalte: "Solidaritet mellem generationerne er en forpligtelse i både den jødisk-kristne tradition og i andre religioner. Nu om stunder er det ikke kun et spørgsmål om religion, for solidaritet mellem generationerne har også store finansielle implikationer: den gæld, vi står med i dag, kan betragtes som mulige skatter og afgifter i morgen. En reduktion af gælden er derfor et spørgsmål om retfærdighed generationerne imellem. Gæld er ikke kun en byrde for kommende generationer, den multipliceres med renter. Europæerne kan se med misundelse på Middelalderen, hvor man ikke betalte renter, eller vende sig mod andre kulturer, hvor der ikke betales renter. Det kan være urealistisk at forestille sig et finansielt system uden renter, men de seneste alarmerende nyheder fra Londons City skaber et stærkt ønske om en helt ny tankegang."

Under mødet blev deltagerne enige om behovet for at øge bevidstheden om de store samfundsmæssige udfordringer, for at tage ansvar på vigtige områder som styrkelse af solidariteten mellem unge og gamle, bekæmpe diskrimination og bidrage effektivt til Kommissionens samlede vækststrategi for Europa ved at stræbe efter bedre uddannelse, mindre fattigdom og et mere retfærdigt samfund.

Baggrund

Der blev på mødet om solidaritet mellem generationerne og fastsættelse af parametrene for morgendagens samfund i Europa taget fat på nogle af de målsætninger, der er opstillet i Europa-Kommissionens Europa 2020-strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, nemlig at der bør gøres en ambitiøs indsats inden for beskæftigelse, innovation, uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og klima/energi. Den Europæiske Union har desuden udpeget 2012 som europæisk år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Diskrimination på grund af alder vedrører ikke kun grundlæggende rettigheder, men er også et økonomisk spørgsmål, eftersom det forhindrer kompetente og kvalificerede personer i at finde arbejde. Det europæiske år udgør en ramme for nye initiativer, der kan iværksættes af en lang række interessenter, herunder religiøse organisationer.

Det møde på højt plan for religiøse ledere, som blev afholdt i dag, var det ottende i en række af møder, der blev lanceret af José Manuel Barroso i 2005. Lissabontraktaten (2009) indskrev den åbne, gennemsigtige og regelmæssige dialog med kirker, trossamfund og filosofiske og konfessionsløse organisationer i den primære ret (artikel 17 i TEUF). Ud over jævnlige seminarer med de forskellige parter afholdes der også et årligt møde på højt plan med religiøse ledere og ét med filosofiske og konfessionsløse repræsentanter.

Mødet fandt sted i Europa-Kommissionens hovedsæde i Bruxelles. Europa-Kommissionens næstformand Maroš Šefčovič og kommissær Connie Hedegaard deltog også.

Listen over deltagere kan findes i: MEMO/12/546

Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst

2012 Europæisk år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne

Mere om Europa-Kommissionens dialog med kirker, trossamfund og filosofiske og konfessionsløse organisationer

Hjemmeside for José Manuel Barroso, Europa-Kommissionens formand


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website