Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 9. juli 2012

It-kriminalitet: EU-borgerne er bekymrede over sikkerheden for personoplysninger og onlinebetalinger

En ny Eurobarometer-undersøgelse viser, at internetbrugerne er meget bekymrede over it-sikkerheden: 89 % undgår at give personoplysninger på nettet, og 74 % er enige i, at risikoen for at blive offer for it-kriminalitet er steget det seneste år.

12 % af internetbrugerne i hele EU har allerede været udsat for internetbedrageri, og 8 % er blevet ofre for identitetstyveri. Alligevel har 53 % ikke ændret nogen af deres onlinepasswords i det forløbne år.

"Stadig flere udnytter internettet fuldt ud og nyder godt af den digitale økonomi, så det er ikke overraskende, at sikkerheden for personoplysninger og onlinebetalinger er noget, vi bekymrer os meget om. Det er mere overraskende, at kun halvdelen af europæerne træffer effektive foranstaltninger for at beskytte sig mod it-kriminalitet", sagde Cecilia Malmström, EU-kommissær for indre anliggender.

Undersøgelsen, som i alt omfatter 27 000 personer i alle EU's medlemsstater, viser, at der er en tæt forbindelse mellem kendskab til risiciene for it-kriminalitet og tryghed ved at bruge internettet. Et flertal af dem, der føler sig trygge ved at bruge netbanker eller gøre onlinekøb, siger, at de også er velinformerede om it-kriminalitet.

"It-kriminelle skal ikke have lov til at ødelægge vores brug af internettet. Jo mere vi ved om risiciene og om, hvordan vi kan beskytte os selv, des bedre kan vi udnytte internettet", sagde Cecilia Malmström.

Andre vigtige resultater af undersøgelsen:

  • 53 % af internetbrugerne siger, at de køber varer eller tjenester på nettet, 52 % bruger sociale netværk, 48 % bruger netbanker, mens 20 % sælger varer eller tjenester.

  • 29 % har ikke tillid til, at de er i stand til at bruge internettet til ting som netbanker eller onlinekøb.

  • 59 % føler sig ikke tilstrækkeligt informeret om risiciene for it-kriminalitet.

  • 40 % er bange for, at nogen skal få fat i eller misbruge deres personoplysninger, og 38 % er bekymrede for sikkerheden i forbindelse med onlinebetalinger.

I marts i år foreslog Kommissionen, at der i 2013 oprettes et europæisk center til bekæmpelse af it-kriminalitet for at beskytte borgerne og virksomhederne mod de voksende internettrusler. Det Europæisk Center til Bekæmpelse af It-kriminalitet (IP/12/317 og MEMO/12/221) vil fokuserer på it-kriminalitet, der begås af organiserede grupper, særlig angreb mod netbanker og andre finansielle aktiviteter på nettet. Centret vil også undersøge, hvordan man kan beskytte profiler på de sociale netværk bedre mod it-kriminalitet, og levere oplysninger og analyser til de nationale retshåndhævende myndigheder. Det vil gøre det muligt for dem at medvirke til bekæmpelsen af onlineidentitetstyveri, seksuelt misbrug og udnyttelse af børn og internetangreb, der påvirker kritisk infrastruktur og informationssystemer i Europa.

Centret vil blive taget i brug i januar næste år. Oprettelsen af centret er godt i gang i Europols hovedkvarter i Haag, hvor man bl.a. er ved at indrette et laboratorium for it-kriminalitet, oprette ca. 30 fuldtidsstillinger og etablere forbindelser med medlemsstaterne, som skal levere eksperter til centret. I de seneste måneder har Europol også øget sin praktiske støtte til efterforskning af it-kriminalitet i medlemsstaterne betydeligt. Som led i udviklingen af centret etableres der kontakter med de nationale enheder for it-kriminalitet inden for de retshåndhævende myndigheder og med aktørerne inden for it-sikkerhed og virusbekæmpelse i den private sektor.

I september 2010 fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til et direktiv, som skal gøre det muligt at bekæmpe nye former for it-kriminalitet, såsom omfattende it-angreb. Forslaget indeholder en række konkrete foranstaltninger, der bl.a. skal gøre det strafbart at skabe og sælge ondsindet software og forbedre det europæiske politisamarbejde. Forslaget sigter mod at styrke EU's reaktion på it-sammenbrud og indføre nye skærpende omstændigheder og højere straffe. Formålet er at bekæmpe den voksende trussel om og forekomsten af omfattende angreb mod informationssystemer mere effektivt.

Tiden er nu inde til, at EU går videre end disse foranstaltninger og opstiller en ny vision for, hvordan internetsikkerheden kan forbedres set i et bredere perspektiv. Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten er derfor i gang med at udarbejde en europæisk strategi for internetsikkerhed. En samlet tilgang til internetsikkerhed vil kræve, at man ikke blot inddrager de offentlige myndigheder, men også den private sektor, som ejer og driver langt hovedparten af internetinfrastrukturerne. Strategien skal omfatte en bred vifte af politikområder, som kan blive negativt påvirket af risici for og trusler mod internetsikkerheden. Den skal indeholde foranstaltninger, der bl.a. er rettet mod beskyttelse af infrastruktur og it-kriminalitet samt eksterne aspekter såsom internettets rolle inden for demokratiske bevægelser og kapacitetsopbygning i tredjelande.

Nyttige links

Hele Eurobarometer-undersøgelsen om it-kriminalitet plus resultaterne for hver EU-medlemsstat

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb_special_399_380_en.htm#390

http://ec.europa.eu/public_opinion/index_en.htm

Cecilia Malmströms websted

Følg Cecilia Malmström på Twitter

Generaldirektoratet for Indre Anliggenders websted

Følg Generaldirektoratet for Indre Anliggender på Twitter

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website