Navigation path

Left navigation

Additional tools

Rapport fra gruppen på højt plan anbefaler en gradvis åbning af det europæiske marked for vejgodstransport

European Commission - IP/12/626   20/06/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 20. juni 2012

Rapport fra gruppen på højt plan anbefaler en gradvis åbning af det europæiske marked for vejgodstransport

Ifølge en rapport, som næstformand Siim Kallas modtog i dag, bør en gradvis åbning af de nationale markeder for vejgodstransport ses som et vigtigt skridt hen imod gennemførelsen af et indre marked for transport. I juni 2011 fik en gruppe universitetsfolk på højt plan mandat til at udfærdige en rapport om situationen på det europæiske marked for vejgodstransport. Gruppen mener, at en gradvis åbning af markedet vil give større driftsmæssig fleksibilitet og øge konkurrencen på de nationale markeder og samtidig sikre lige konkurrence og beskyttelse af arbejdstagerne. Kommissionen vil tage højde for disse konklusioner i sin egen rapport om situationen på det europæiske marked for vejgodstransport, som udkommer i 2013.

"Denne rapport giver et rigtig godt grundlag for nærmere overvejelser og vil give et input til Kommissionens igangværende arbejde med at undersøge situationen på det europæiske marked for vejgodstransport" udtaler Siim Kallas. "Det vil især være nyttigt at afklare, hvordan vi kan effektivisere vejtransportsektoren og gøre de gældende regler mere retfærdige og virkningsfulde, så vi fører en politik, der giver vækst og konkurrencedygtighed".

Anbefalingerne fra gruppen på højt plan

Anbefalingerne lægger vægt på de økonomiske, sociale og miljømæssige fordele ved at åbne markedet for vejgodstransport, hvor cabotagekørsel stadig kun udgør ca. 2 % af den samlede nationale transport for fremmed regning. Gruppen foreslår en fleksibel og gradvis åbning af markederne for cabotage, som skal følges op med foranstaltninger, der skal sikre tilstrækkelig arbejdskraft, ensartet anvendelse af reglerne og fremme af innovation. Det anbefales bl.a.:

  • at gøre jobbet som chauffør attraktivt igen

  • at sikre lige konkurrencevilkår ved hjælp af en klar og effektiv håndhævelse

  • gradvist at åbne for cabotage

  • at tvinge chauffører, der driver cabotagekørsel, som ikke er forbundet med en international transport, til at følge de samme arbejdsretlige regler som deres lokale konkurrenter efter de samme principper som i direktivet om udstationering af arbejdstagere1

  • at fremme innovation inden for vejgodstransport for at nå nærmere målet om en mere effektiv og bæredygtig vejgodstransport.

Gruppen anbefaler især, at der indføres to forskellige typer cabotage, nemlig:

  • "Bundet cabotage", som er begrænset til en kort periode og forbundet med en international godskørsel

  • og "ikke-bundet cabotage", som kan foregå over en længere periode uafhængigt af en international godskørsel, og som er underlagt en registreringsprocedure for at sikre, at de involverede chauffører følger de samme arbejdsretlige regler som deres lokale konkurrenter.

Baggrund

Rapporten om det indre marked fra gruppen på højt plan markerer afslutningen på et år med forskning og høringer af interessenter. Gruppen, hvis formand er professor Brian T. Bayliss, har fået støtte fra Kommissionen til at gennemføre høringer af og drøftelser med 126 interesseorganisationer. På basis af deres feedback har gruppen fremsendt anbefalinger vedrørende 4 vigtige emner:

  • mangel på chauffører

  • håndhævelse

  • cabotage

  • innovation

Næste skridt

Gruppens rapport bliver en del af inputtet til den rapport om situationen på markedet for europæisk vejgodstransport, som Kommissionen skal udsende i 2013. Afhængigt af sidstnævnte rapports resultater vil Kommissionen følge den op med et forslag til yderligere åbning på markedet for vejgodstransport for konkurrence.

Yderligere information

Resumé af anbefalingerne

Rapport fra gruppen på højt plan om situationen på det europæiske marked for vejgodstransport

Europa-Kommissionens websted for vejgodstransport

MEMO/12/457

Kontaktpersoner :

Helen Kearns (+32 2 298 76 38)

Dale Kidd (+32 2 295 74 61)

1 :

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1–6.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website