Navigation path

Left navigation

Additional tools

EUROPA-KOMMISSIONEN

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 14. juni 2012

Passagerrettigheder: urimelige afslag er stadig et problem for handicappede flypassagerer, siger Kommissionen

Mange handicappede og bevægelseshæmmede passagerer støder stadig på problemer i form af uberettigede afslag og urimelige krav, når de vil rejse med fly. Nu hvor tusinder af handicappede tilskuere og deltagere i de paralympiske lege er i færd med at forberede deres rejse til London til de olympiske lege i 2012, offentliggør Kommissionen et sæt retningslinjer, der klarlægger deres rettigheder, når de rejser med fly.

Europa-Kommissionens næstformand Siim Kallas, der er ansvarlig for transport, udtaler i den forbindelse: "At være handicappet er i sig selv en hård udfordring: det bør ikke blive endnu sværere, når man møder op i lufthavnen".

Retningslinjerne omfatter rejsende i alle lufthavne i EU og EU-luftfartsselskabers aktiviteter overalt i verden. De dækker også andre luftfartsselskaber, der flyver inden for Europa eller fra Europa til andre lande.

Formålet er at afklare de gældende EU-regler om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (forordning (EF) nr. 1107/2006). Retningslinjerne tager fat om de problemer, der kan være med at få adgang til flyrejser uden forskelsbehandling, på 22 forskellige områder.

De vigtigste problemer er:

1. Forhåndsanmeldelse: Retningslinjerne understreger, at det er vigtigt, at handicappede på forhånd giver besked om deres særlige behov i forbindelse med en flyrejse. For at tjenesteudbyderne (lufthavne eller luftfartsselskaber) kan yde den nødvendige bistand, er det vigtigt, at handicappede og bevægelseshæmmede giver besked om deres behov mindst 48 timer før det planlagte afgangstidspunkt.

2. Uberettigede afslag: Passagererne melder om tilbagevendende problemer med afslag og inkonsekvente krav om lægeerklæringer og krav om ledsagelse af handicappede passagerer.

  • Lægeerklæringer: Retningslinjerne tydeliggør, at handicappede, hvis tilstand er stabil, – f.eks. blinde og personer i kørestol - som hovedregel ikke bør være nødt til at forelægge en lægeerklæring.

  • Ledsagere: Retningslinjerne præciserer, at der for personer, der er selvhjulpne, ikke må stilles krav om, at de ledsages af andre, medmindre der gælder særlige sikkerhedskrav, og i så fald skal passagererne informeres om det på forhånd.

3. Problemer med medicinsk udstyr og mobilitetsudstyr

  • Mobilitetsudstyr: Retningslinjerne understreger, at handicappede og bevægelseshæmmede passagerer har ret til at få to styk mobilitetshjælpemidler transporteret gratis. Passagerer, der benytter elektrisk kørestol, skal underrette luftfartsselskabet om dette 48 timer i forvejen. Retningslinjerne understreger desuden, at luftfartsselskaberne skal lade anerkendte førerhunde rejse med i passagerkabinen, hvis hundene er anmeldt på forhånd. Ligesom for alle andre passagerer gælder det, at sportsudstyr, som ikke er mobilitetshjælpemidler, er omfattet af flyselskabernes generelle regler om bagage.

  • Ilt om bord i flyet: Passagerer, der har behov for at medbringe ilt, skal anmelde dette på forhånd. Retningslinjerne tydeliggør, at det er op til luftfartsselskaberne at afgøre, om passagerer kan medbringe deres eget iltudstyr, og der er ikke noget krav om, at et luftfartsselskab skal stille iltudstyr til rådighed. Luftfartsselskabet skal give passagererne klar besked om reglerne.

Næstformand Siim Kallas kommenterer de nye retningslinjer således: "Mit budskab til handicappede passagerer er dette: Hvis I vil have en nemmere rejse, så giv luftfartsselskaberne besked om jeres behov på forhånd.

Og til lufthavnsoperatører og luftfartsselskaber vil jeg sige, at handicappede og bevægelseshæmmede passagerer normalt vil have brug for jeres hjælp. Disse retningslinjer er til for at hjælpe jer til at hjælpe dem."

Yannis Vardakastanis, formand for Det Europæiske Handicapforum, siger: "Det er meget vigtigt for handicappede, at de kan få ordentlig assistance, og dette tages der hensyn til på en positiv måde i de fortolkende retningslinjer. Europa-Kommissionen har valgt en afbalanceret fremgangsmåde, der tilgodeser handicappede og bevægelseshæmmede passagerers behov uden at være for vidtgående".

Xavier González, administrerende direktør for Den Internationale Paralympiske Komité der organiserer de paralympiske lege, siger: "Vi glæder os over offentliggørelsen af disse retningslinjer og håber, at lufthavne og luftfartsselskaber i hele Europa øjeblikkelig vil tage dem til sig."

"Lige som de mange handicappede passagerer, der dagligt rejser med fly, oplever vores atleter jævnligt unødige problemer i lufthavne og med flyselskaber. Dette burde ikke være tilfældet i et samfund, hvor vi tilstræber ligebehandling."

"Nu til sommer vil 4 200 atleter rejse til London til de største paralympiske lege nogensinde. De erfaringer, de gør på rejsen med flyselskaber og i lufthavne, kan være med til at afgøre, om de opfatter legene som en succes, uanset hvordan deres egne præstationer bliver."

Baggrund

Trods EU-lovgivningen om passagerers rettigheder støder handicappede og bevægelseshæmmede personer fortsat på problemer, når de rejser med fly: manglende eller uensartet service i Europa; uberettigede afslag eller begrænsninger for reservationer eller ombordstigning baseret på uklare sikkerhedshensyn; uensartet behandling af personer, som har behov for medicinsk ilt om bord; begrænset kendskab til rettighederne blandt passagererne selv; begrænset brug (ca. 40 %) af forhåndsanmeldelse af behovet for bistand, der er af afgørende betydning, for at tjenesteudbyderne kan planlægge den nødvendige bistand; uensartet håndhævelse af forordningen på tværs af medlemsstaterne; manglende effektivitet i behandlingen af klager.

Retningslinjerne bygger på en detaljeret evaluering af den eksisterende forordning om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (forordning (EF) nr. nr. 1107/20061).

Retningslinjerne er blevet grundigt drøftet med alle berørte parter: nationale myndigheder, luftfartssektoren (luftfartsselskaber og lufthavne) samt forbruger- og brugerorganisationer, især dem, der repræsenterer handicappede og bevægelseshæmmede.

Retningslinjerne skal hjælpe luftfartsselskaber og lufthavne til bedre at overholde forordningens bestemmelser og dermed gøre det lettere for handicappede og bevægelseshæmmede at rejse med fly. De skal også gøre det lettere for de nationale myndigheder at håndhæve forordningen, og de vil bidrage til at lette den øgede rejseaktivitet, der forventes blandt handicappede og bevægelseshæmmede i forbindelse med de paralympiske lege.

Yderligere oplysninger findes i MEMO/12/422

Kontaktpersoner:

Helen Kearns (+32 2 298 76 38)

Dale Kidd (+32 2 295 74 61)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website