Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 6. juni 2012

Nye krisestyringsforanstaltninger for at undgå fremtidige bankredninger

Finanskrisen har vist, at de offentlige myndigheder er dårligt rustede til at håndtere nødlidende banker, der opererer på de aktuelle globale markeder. For at opretholde væsentlige finansielle tjenesteydelser til borgerne og erhvervslivet har de offentlige myndigheder været nødt til at pumpe offentlige midler ind i bankerne og udstede garantier i et hidtil uset omfang: Fra oktober 2008 til oktober 2011 har Europa-Kommissionen godkendt statsstøtteforanstaltninger til finansielle institutioner for et beløb på 4,5 billioner euro (svarende til 37 % af EU's BNP)1. Dette har forhindret en massiv bankkrise og økonomiske forstyrrelser, men har bebyrdet skatteyderne med en forværring af de offentlige finanser uden at løse spørgsmålet om, hvordan problemet med store grænseoverskridende banker i vanskeligheder skal gribes an.

De forslag, som Europa-Kommissionen i dag har vedtaget om EU-regler for genopretning og afvikling af banker, vil ændre dette. De sikrer, at myndighederne i fremtiden vil være rustet til at gribe beslutsomt ind, både før der opstår problemer og, hvis de opstår, tidligt i forløbet. Hvis en banks finansielle situation forringes uopretteligt, sikres det desuden i forslaget, at bankens kritiske funktioner kan reddes, og at det er bankejerne og kreditorerne, som skal betale omkostningerne til omstrukturering og redning af nødlidende banker, og ikke skatteyderne.

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, sagde: "EU opfylder fuldt ud sine G20-forpligtelser. Kommissionen forelægger nu, to uger før topmødet i Los Cabos, et forslag, som vil medvirke til at beskytte skatteyderne og økonomierne mod virkningerne af fremtidige bankkrak. Forslaget i dag er et væsentligt skridt hen imod en bankunion i EU og vil gøre banksektoren mere ansvarlig. Det vil bidrage til at skabe større stabilitet og tillid i EU i fremtiden, mens vi arbejder på at styrke vores indbyrdes afhængige økonomier og integrere dem yderligere."

EU-kommissær for det indre marked Michel Barnier udtalte i den forbindelse: "Finanskrisen har kostet skatteyderne en masse penge. Forslaget i dag er den endelige foranstaltning, der skal opfylde vores G20-tilsagn om bedre finansiel regulering. Vi må ruste de offentlige myndigheder, således at de kan håndtere fremtidige bankkriser på hensigtsmæssig vis. Ellers vil borgerne igen skulle betale regningen, samtidig med at de reddede banker fortsætter som hidtil i den tro, at de vil blive reddet igen. "

Hovedpunkterne i forslaget:

Et regelsæt for afvikling

Regelsættet bygger på de seneste bestræbelser i flere medlemsstater for at forbedre de nationale afviklingssystemer. Det styrker dem på en række vigtige punkter og sikrer bæredygtige afviklingsværktøjer på Europas integrerede finansielle marked.

De foreslåede værktøjer er opdelt i beføjelser til "forebyggelse", "tidlig indgriben" og "afvikling", idet de offentlige myndigheders foranstaltninger bliver mere indgribende, efterhånden som situation forværres.

1. Forberedelse og forebyggelse:

  • For det første kræves det i regelsættet, at bankerne skal udarbejde genopretningsplaner med foranstaltninger, som iværksættes for at genoprette deres levedygtighed, hvis deres finansielle situation forringes.

  • For det andet skal de myndigheder, der har ansvaret for at afvikle banker, udarbejde afviklingsplaner med alternativer for håndteringen af de banker i en kritisk situation, som ikke længere er levedygtige (f.eks. oplysninger om anvendelse af afviklingsværktøjer og metoder til at bevare kritiske funktioner). Der skal udarbejdes genopretnings- og afviklingsplaner både for hele koncerner og for individuelle institutter inden for en koncern.

  • For det tredje kan myndighederne, hvis de under planlægningen konstaterer afviklingshindringer, kræve, at en bank ændrer sine juridiske eller operationelle strukturer for at sikre, at den kan afvikles med de disponible værktøjer på en måde, som ikke kompromitterer kritiske funktioner, truer den finansielle stabilitet eller medfører omkostninger for skatteyderne.

  • Endelig kan der i finansielle koncerner indgås koncerninterne støtteaftaler om at begrænse en krises omfang og hurtigt øge den finansielle stabilitet i koncernen som helhed. Hvis tilsynsmyndighederne og aktionærerne i hver enhed, der deltager i aftalen, godkender det, vil institutter, der indgår i en koncernstruktur, kunne yde finansiel støtte (i form af lån, garantistillelser eller aktiver, der stilles til rådighed som sikkerhed i forbindelse med en transaktion) til andre koncernenheder, som har finansielle vanskeligheder.

2. Tidlig indgriben

En tidlig indgriben fra tilsynsmyndighedernes side vil sikre, at der tages fat om finansielle vanskeligheder, så snart de opstår. Beføjelserne til tidlig indgriben tages i brug, når et institut misligholder eller forventes at misligholde de forskriftsmæssige kapitalkrav. Myndighederne vil kunne kræve, at instituttet gennemfører de foranstaltninger, der er beskrevet i genopretningsplanen, udarbejde et handlingsprogram og en tidsplan for gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger, kræve, at der indkaldes til generalforsamling for at vedtage hastende beslutninger, og kræve, at instituttet udarbejder en plan for omstrukturering af gælden sammen med sine kreditorer.

Desuden får tilsynsmyndighederne beføjelse til at udpege en administrator i en bank i en begrænset periode, hvis der konstateres en betydelig forværring af den finansielle situation, og de værktøjer, der er beskrevet ovenfor, ikke er tilstrækkelige til at vende situationen. Administratorens hovedopgave er at genoprette bankens finansielle situation og en sørge for en forsvarlig og forsigtig forvaltning af dens forretningsaktiviteter.

3. Afviklingsbeføjelser og ‑værktøjer

Der gennemføres afvikling, hvis det med de forebyggende foranstaltninger og tidlig indgriben ikke er lykkedes at rette op på situationen, som forværres i en sådan grad, at banken er nødlidende eller forventes at blive nødlidende. Hvis myndighederne fastslår, at der ikke er nogen alternativ foranstaltning, som vil kunne bidrage til at forhindre banken i at blive nødlidende, og at der er almene hensyn på spil (adgang til kritiske bankfunktioner, finansiel stabilitet, de offentlige finansers integritet osv.), bør myndighederne overtage kontrollen med institutionen og beslutsomt iværksætte afviklingen.

Ved hjælp af harmoniserede afviklingsværktøjer og beføjelser samt afviklingsplaner, der udarbejdes på forhånd for både nationalt aktive og grænseoverskridende banker, vil det være muligt at sikre, at de nationale myndigheder i alle EU-landene har en fælles værktøjskasse og køreplan til at forvalte nødlidende banker. De indgreb i aktionærernes og kreditorernes rettigheder, som værktøjerne medfører, er begrundet i hensynet til at beskytte den finansielle stabilitet, indskyderne og skatteyderne, og støttes af beskyttelsesklausuler, der skal sikre, at afviklingsværktøjerne ikke misbruges.

De vigtigste afviklingsværktøjer er følgende:

  • virksomhedssalgsværktøjet, hvorved myndighederne sælger hele den nødlidende bank eller en del af den til en anden bank.

  • broinstitutværktøjet, der består i at identificere bankens gode aktiver eller væsentlige funktioner og overføre dem til en ny bank (brobank), som derefter sælges til en anden enhed. Den gamle bank med de dårlige eller ikke-væsentlige funktioner vil så blive afviklet ved almindelig insolvensbehandling.

  • værktøjet til adskillelse af aktiver, hvorved bankens dårlige aktiver overføres til et porteføljeadministrationsselskab. Med dette værktøj gøres der rent i en banks balance. For at forhindre at dette værktøj udelukkende anvendes som en statsstøtteforanstaltning, fastsættes det i regelsættet, at det kun må anvendes sammen med et andet værktøj (brobank, virksomhedssalg eller nedskrivning). Dermed sikres det, at banken – selv om den modtager støtte - også omstruktureres.

  • bail-in-værktøjet, hvorved banken tilføres kapital, samtidig med at aktionærfordringerne annulleres eller udvandes, og kreditorernes fordringer reduceres eller konverteres til aktier. Dermed vil et institut, for hvilket der ikke har kunnet findes en privat køber, eller som det kan være vanskeligt at splitte op, kunne fortsætte med at yde væsentlige tjenesteydelser, uden at der er behov for en redning med offentlige midler, og myndighederne vil have tid til at omlægge eller nedtrappe dele af forretningsaktiviteterne på en velordnet måde. Med henblik herpå skal en minimumsprocentdel af bankernes samlede passiver være instrumenter, der er anerkendt til bail-in. Hvis værktøjet tages i brug, vil de blive nedskrevet i en forud defineret rækkefølge for så vidt angår fordringernes prioritet, således at instituttet atter bliver levedygtigt.

Samarbejde mellem nationale myndigheder

For at håndtere EU-banker eller ‑koncerner, der opererer på tværs af grænserne, styrker regelsættet samarbejdet mellem de nationale myndigheder i alle faserne med forberedelse, indgriben og afvikling. Der vil blive oprettet afviklingskollegier under koncernafviklingsmyndighedens ledelse og med deltagelse af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA). EBA vil fremme fælles tiltag og fungere som bindende mægler, hvis det er nødvendigt. Dette danner grundlaget for et stadig mere integreret EU-tilsyn med grænseoverskridende enheder, der skal undersøges nærmere i de kommende år i forbindelse med gennemgangen af tilsynssystemet i Europa.

Finansiering af afvikling

For at afviklingsværktøjerne kan være effektive, er det nødvendigt med en vis finansiering. Hvis f.eks. myndighederne opretter en såkaldt brobank, har de brug for kapital eller kortfristede lån til driften. Hvis der ikke er mulighed for markedsfinansiering, og det skal undgås, at afviklingsforanstaltningerne finansieres af staten, skal der skaffes supplerende finansiering fra afviklingsfonde, som indhenter bidrag fra bankerne i forhold til deres passiver og risikoprofiler. Der skal i fondene opbygges tilstrækkelig kapacitet til at nå op på 1 % af de dækkede indskud i 10 år. Fondene skal udelukkende anvendes til støtte for velordnede sanerings- og afviklingstiltag og under ingen omstændigheder til at redde en bank. De nationale afviklingsfonde skal arbejde sammen, især for at tilvejebringe finansiering til at afvikle grænseoverskridende banker.

For at opnå en optimal udnyttelse af ressourcerne gøres der i direktivet om afvikling også brug af den finansiering, der allerede er til rådighed under de 27 indskudsgarantiordninger. Indskudsgarantiordningen vil sammen med afviklingsfonden tilvejebringe finansiering til at beskytte de private indskydere. Medlemsstaterne vil endda for at skabe større synergi kunne samle indskudsgarantiordningen og afviklingsfonden, forudsat at alle garantierne er på plads for at sikre, at det fortsat er muligt at tilbagebetale indskyderne, hvis en bank bliver nødlidende.

Baggrund

Krisen har klart vist, at når én bank får problemer, kan problemerne sprede sig til hele finanssektoren og ikke kun inden for et enkelt lands grænser. Krisen har også vist, at der ikke var etableret systemer til styring af finansinstitutioner med problemer. Der findes kun meget få regler om, hvilke foranstaltninger myndighederne skal træffe i tilfælde af en bankkrise. Derfor enedes G20 om, at det er nødvendigt med regler om kriseforebyggelse og krisestyring2.

Finanskrisen har tydelig illustreret, at der er behov for mere robuste krisestyringsordninger på nationalt plan og for at etablere ordninger, som bedre kan håndtere grænseoverskridende bankkrak. Under krisen har der været en række højt profilerede bankkrak (Fortis, Lehman Brothers, islandske banker, Anglo Irish Bank, Dexia), som har afsløret alvorlige mangler i de eksisterende ordninger. Da der ikke findes mekanismer til en velordnet likvidation, har EU-landene ikke haft andet valg end at betale for at redde deres banksektor. Kommissionen offentliggjorde allerede i 2010 en meddelelse om vejen frem på dette område (IP/10/1353).

Yderligere oplysninger

http://ec.europa.eu/internal_market/bank/crisis_management/index_en.htm

MEMO/12/416

Kontaktpersoner:

Stefaan De Rynck (+32 2 296 34 25)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

1 :

Kilde: Europa-Kommissionen


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site