Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Europa-Kommissionen og UEFA lancerer "forbrugertips" for fodboldfans, der rejser til EURO 2012

Bruxelles, den 1. juni 2012 – I dag lancerer EU's kommissær for sundhed og forbrugerpolitik, John Dalli, og UEFA's præsident, Michel Platini, en informationskampagne på vegne af EU og UEFA, som skal rådgive de fans, der rejser til fodbold-EM i 2012. Et websted, som blev offentliggjort i dag, og som man bl.a. kan finde via UEFA's Euro 2012-websted og via de europæiske forbrugercentres websteder, indeholder tips til, hvordan man bedst tilrettelægger sin rejse, og hvad man kan gøre, hvis man som forbruger oplever problemer under eller efter rejsen til Polen1. (http://ec.europa.eu/dgs/health_consumer/uefa_euro_2012/index_en.htm). Kontaktcentret Europe Direct vil besvare alle onlineforespørgsler om generelle forbrugerrettigheder i EU på 23 sprog og en forbrugerinfolinje på engelsk, der drives af den polske forbrugerorganisation Federacja Konsumentów, vil yde juridisk bistand til forbrugere, der støder på problemer i Polen. Plakater om disse tjenester vil blive hængt op, hvor fans kan se dem, f.eks. på populære hoteller.

Kommissær John Dalli sagde: "Jeg ved, at fans er fuldt optaget af, hvordan deres favorithold klarer sig under EM i fodbold. Derfor er det vigtigt at sikre, at der ikke går skår i glæden! Fodboldtilhængerne kan få nogle praktiske tips om, hvordan de skal tackle eventuelle problemer, som f.eks. forsinkede fly, bortkommet bagage eller hotelforhold, som ikke helt lever op til løfterne i rejsebrochuren."

UEFA-præsident, Michel Platini, sagde: "Jeg er glad for, at UEFA og Europa-Kommissionen igen har samarbejdet om at yde praktiske råd og forbrugerbistand. Dette initiativ bidrager til, at fodboldtilhængere fra alle lande kan nyde deres ophold i Polen og Ukraine."

Infolinjen

Forbrugerinfolinjen vil være åben fra 1. juni til 31. juli 2012 og vil besvare eventuelle forbrugerspørgsmål fra fodboldfans, når de er i Polen. Den vil blive drevet af den polske forbrugerorganisation (Federacja Konsumentów) med finansiering fra den polske forbrugerstyrelse og Europa-Kommissionen. Man vil kunne få juridisk bistand med hensyn til, hvordan konkrete forbrugersager i Polen kan løses.

  • Gratis forbrugerinfolinje: 800 007 707 (når du ringer fra en polsk fastnettelefon eller en mobiltelefon med polsk operatør)

  • Forbrugerinfoline +48 228 27 5474 (når du ringer fra en mobiltelefon med udenlandsk operatør. Normal takst, herunder roaming)

Desuden vil Europe Direct støtte denne tjeneste med sin kapacitet til at behandle spørgsmål på de 23 EU-sprog. Populære spørgsmål om forbrugerrettigheder vedrører, hvad man har ret til, hvis ens fly aflyses, hvad man skal gøre, hvis man har købt et fejlbehæftet produkt eller har brug for lægehjælp, eller hvilket dokument, man har brug for, for at rejse til Ukraine.

Webbaseret formular om hjælp

Europe Direct kan kontaktes via en webbaseret informationstjeneste på et af de 23 EU-sprog. Denne oplysningstjeneste giver svar på generelle spørgsmål vedrørende EU-anliggender i løbet af gennemsnitligt 3 arbejdsdage og kan, om nødvendigt, sende anmodningen videre til de kompetente hjælpetjenester.

http://europa.eu/europedirect/

Behov for flere oplysninger?

EU's og UEFA's kampagne gennemføres med støtte fra netværket bestående af 29 europæiske forbrugercentre (ECC-Net). ECC-Net kan rådgive fodboldtilhængerne om forbrugerspørgsmål, før de tager af sted og tilbyde dem yderligere støtte – i form af henvendelser til virksomheder eller opfølgning af klager – når de er hjemme igen.

Listen over de 29 europæiske forbrugercentre kan findes på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/consumers/ecc/contact_da.htm

Der findes europæiske forbrugercentre i alle EU-lande samt Norge og Island, men ikke i Ukraine. Ved eventuelle alvorlige problemer kan alle EU-borgere, der rejser uden for EU, til gengæld opnå konsulær beskyttelse fra deres lands konsulat eller fra et andet EU-lands konsulat.

Baggrund: UEFA EURO 2012

"EURO" er UEFA's europamesterskab i fodbold, som finder sted hvert fjerde år. UEFA's EURO 2012 finder sted i Polen og Ukraine, som i fællesskab er værter for arrangementet. Op mod 4 mio. fodboldtilhængere forventes at rejse til turneringen og overvære kampene både på stadionerne og på storskærme i de særlige fanzoner.

Åbningskampen spilles den 8. juni i Warszawa. Finalen afholdes den 1. juli i Kiev. Otte byer i de to lande vil være værter for arrangementet. I alt 16 hold, som er opdelt i fire grupper med fire hold, deltager i turneringen. Gruppe A: Polen, Grækenland, Rusland og Tjekkiet; Gruppe B: Holland, Danmark, Tyskland og Portugal; Gruppe C: Spanien, Italien, Irland og Kroatien; Gruppe D: Ukraine, Sverige, Frankrig og England.

Yderligere oplysninger om EURO 2012:

http://www.uefa.com/uefaeuro/season=2012/matches/index.html

Yderligere oplysninger om forbrugerrettigheder:

http://ec.europa.eu/consumers/index_da.htm

Kontaktpersoner :

Frédéric Vincent (+32 2 298 71 66)

Aikaterini Apostola (+32 2 298 76 24)

1 :

Webstedet indeholder også tips til, hvordan du forbereder din tur, og hvad du skal gøre, hvis du oplever problemer som forbruger under opholdet i Ukraine.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website