Navigation path

Left navigation

Additional tools

Miljø: giftige kemiske blandinger skal vurderes grundigere

European Commission - IP/12/541   31/05/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Miljø: giftige kemiske blandinger skal vurderes grundigere

Bruxelles, den 31. maj 2012. Kommissionen vil sørge for, at de potentielle risici, der er forbundet med kemiske blandinger, bliver ordentligt gransket og vurderet. Vi bliver hver dag udsat for kemiske blandinger, som kan påvirke os mere, end de enkelte stoffer gør hver for sig. EU-lovgivningen sætter skarpe grænser for, hvor stor en mængde af de enkelte kemikalier der må være i fødevarer, vand, luft og færdigvarer, men det er kun sjældent, at de potentielt giftige virkninger ved kombinationen af disse kemikalier bliver undersøgt. Kommissionen vil nu gribe emnet an på en ny måde og identificere de farligste kemiske blandinger, sikre at de forskellige dele af EU-lovgivningen sørger for konsekvent risikovurdering af disse blandinger, og udbedre manglerne i den videnskabelige viden, der er nødvendig for at kunne vurdere blandingerne.

Miljøkommissær Janez Potočnik udtaler: “EU-lovgivningen beskytter os i høj grad mod de enkelte kemikalier, men vi har brug for mere viden om, hvordan kemikalierne opfører sig, når de bliver blandet. Det er et videnskabeligt meget komplekst område, men det bør ikke være en undskyldning for ikke at handle. Når der er god grund til at tro, at en kemisk blanding er potentielt farlig for mennesker eller for miljøet, skal der foretages en mere detaljeret undersøgelse, som skal følges op af handling.”

Eftersom antallet af mulige kemiske blandinger er meget stort, bliver den første udfordring at indkredse de farligste i blandt dem, så ressourcerne bruges på de mest skadelige kombinationer.

Der findes allerede metoder til at vurdere risiciene ved de farligste blandinger, men data og viden på området er mangelfuld. Det gør det heller ikke nemmere, at en stor del af EU-lovgivningen er møntet på specifikke grupper af kemikalier - lige fra plantebeskyttelsesmidler, biocider og kosmetik til medicinalvarer, veterinærlægemidler m.m. Dette kan være en hindring for en koordineret, integreret vurdering af blandinger, som indeholder stoffer, der sorterer under forskellige dele af lovgivningen. Kommissionen vil sikre, at en kemisk blanding, så snart den er identificeret, vil blive vurderet på koordineret og integreret vis. Senest i 2014 vil Kommissionen også udarbejde en teknisk vejledning, der redegør for bedste praksis for vurdering af de farligste blandinger.

Ved at øge mængden af data og viden vil Kommissionen ligeledes skabe større indsigt i, hvilke kemiske blandinger mennesker og miljø udsættes for. Den vil koordinere dataindsamlingen og gennemgå de kontroldata, der indsamles inden for rammerne af EU-lovgivningen og den EU-støttede forskning. Den vil også skabe en platform for kemikalieovervågningsdata. I 2015 vil Kommissionen udarbejde en rapport, der gør status over fremskridtene.

Baggrund

Vi er alle omgivet af kemikalier i små mængder i det daglige – i vores mad- og drikkevarer, i medicin, i den luft vi indånder, i kosmetik og helseprodukter, tøj, møbler, legetøj – ja i alt, hvad vi kommer i kontakt med. Vi bliver allerede udsat for denne blanding af kemikalier, mens vi ligger i mors mave, og dyr og planter bliver ligeledes udsat for en lang række forskellige stoffer.

Danske forskere undersøgte i 2009 toåriges eksponering for kemiske blandinger i form af en række hormonforstyrrende stoffer. Undersøgelsen omfattede eksponering for stofferne gennem mad og drikke, indendørs luft og støv, tøj og sko, kontakt med legetøj, brug af sundheds- og hygiejneprodukter og kontakt med forskellige produkter såsom pusleunderlag og bademåtter. Undersøgelsen konkluderede, at der på baggrund af den forventede koncentration af de forskellige stoffer var behov for at mindske småbørns eksponering for en række af de undersøgte stoffer.

Kommissionens nye strategi bygger især på nylige udtalelser fra de tre videnskabelige komitéer for nonfoodprodukter: "Toxicity and Assessment of Chemical Mixtures" såvel som "State of the Art Report on Mixture Toxicity".

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/environment/chemicals/effects.htm

Se også MEMO/12/392

Kontaktpersoner :

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website