Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Den digitale dagsorden: Offentlig høring om, hvordan vi reducerer omkostningerne ved udrulning af højhastighedsinternet

Commission Européenne - IP/12/434   27/04/2012

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Den digitale dagsorden: Offentlig høring om, hvordan vi reducerer omkostningerne ved udrulning af højhastighedsinternet

Bruxelles, den 27. april 2012 – Højhastighedsinternet spiller en afgørende rolle i alle sektorer af økonomien og vil udgøre rygraden i det digitale indre marked. For hver 10 % stigning i bredbåndsdækningen vokser økonomien med 1 til 1,5 %. På denne baggrund ønsker Europa-Kommissionen at indhente synspunkter om, hvordan vi kan gøre det billigere at etablere nye net til højhastighedsinternet i EU. Kommissionen vil først og fremmest undersøge, hvordan man kan reducere omkostningerne ved anlægsarbejderne – for eksempel opgravning af veje for at nedlægge fiberkabler – der udgør op til 80 % af de samlede omkostninger. Kommissionen mener, at investeringsomkostningerne derved kan nedbringes med en fjerdedel. Den vil gerne have forslag og synspunkter fra alle berørte offentlige og private parter, bl.a. teleselskaber og forsyningsselskaber, investorer, offentlige myndigheder og forbrugere.

Næstformand for Kommissionen Neelie Kroes udtaler: "Vi er nødt til at nedbringe anlægsomkostningerne ved udrulningen af bredbåndsnet, hvis vi vil have hurtigere bredbåndsforbindelser i hele Europa. Vi må afprøve konkrete forslag til, hvordan vi kan reducere omkostningerne, og hvordan vi gør det nemmere at få adgang til denne infrastruktur, genbruge den og deles om den. Der er intet mere irriterende for borgerne end opgravede veje og intet mere frustrerende for virksomhederne end meningsløst bureaukrati."

Op til 80 % af de samlede investeringer i bredbånd går til anlæg af infrastruktur. De høje omkostninger skyldes manglende koordinering af anlægsarbejderne, utilstrækkelig udnyttelse af eksisterende infrastruktur og manglende samarbejde mellem de forskellige aktører. For eksempel har vand-, energi- og jernbanevirksomheder ofte hver deres egen infrastruktur og iværksætter gravearbejder uden at koordinere med teleselskaberne. En hurtig bredbåndsudrulning hæmmes yderligere af langtrukne, uigennemsigtige og besværlige procedurer for at opnå anlægstilladelse og andre nødvendige tilladelser på nationalt eller lokalt plan.

Kommissionen er interesseret i at høre synspunkter om:

  • hindringer for investering i bredbåndsinfrastruktur

  • hvordan den eksisterende infrastruktur kan udnyttes bedre

  • koordinering af anlægsarbejder

  • tiltag for at forbedre koordineringen mellem de kompetente myndigheder og forenkle tilladelsesprocedurerne

  • nye bygningers "parathed" til installation af bredbåndsinfrastruktur.

Den offentlige høring løber frem til den 20. juli 2012. Resultatet skal medvirke til at nedbringe investeringsomkostningerne og i sidste ende detailprisen på bredbånd.

Baggrund:

Ifølge den digitale dagsorden for Europa (se IP/10/581, MEMO/10/199 og MEMO/10/200) er det målet, at alle europæere i 2013 skal have bredbåndsadgang med hastigheder på 30MBps, mens mindst halvdelen af de europæiske husstande skal have en internetforbindelse på 100MBps i 2020.

På Det Europæiske Råds møde den 2. marts fastslog stats- og regeringscheferne, at der skal arbejdes videre på EU-plan for at få det digitale indre marked på plads i 2015. Til det formål skal bredbåndsdækningen udvides, blandt andet ved, at det gøres billigere at etablere højhastighedsinfrastruktur. Uden denne investering risikerer EU at gå glip af et stort potentiale for vækst og beskæftigelse.

Nyttige links:

Høringsdokumentet: http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/library/public_consult/cost_reduction_hsi/index_en.htm

Den digitale dagsorden:

Neelie Kroes' websted:

Følg Neelie Kroes på Twitter:

hashtag: #broadband4all


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site