Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Miljø: At spinde guld på affald – hvordan nogle medlemsstater gør affaldet til en ressource

Commission Européenne - IP/12/369   16/04/2012

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Miljø: At spinde guld på affald – hvordan nogle medlemsstater gør affaldet til en ressource

Bruxelles, den 16. april 2012 – De medlemsstater, der præsterer bedst, har en genanvendelse på op til 70 % om året og deponerer næsten intet, mens andre stadig deponerer mere end tre fjerdedele af deres affald. Hvordan har de bedst præsterende lande gjort affald til en ressource i stedet for et problem? En ny rapport fra Europa-Kommissionen viser, at det gøres ved at kombinere forskellige økonomiske instrumenter. En blanding af afgifter på og forbud mod deponering og afbrænding, producentansvarsordninger og "betal for hvad du smider ud"-ordninger viser sig at være de bedste værktøjer til at finde en mere bæredygtig vej for affaldsstrømmene. Hvis EU skal leve op til målene i køreplanen til et ressourceeffektivt Europa – dvs. ingen deponering, maksimal genanvendelse og genbrug og begrænsning af det affald, der anvendes til energiskabelse, til at være det affald, der ikke kan genanvendes – så skal disse økonomiske instrumenter introduceres mere bredt i alle medlemsstaterne.

Miljøkommissær Janez Potočnik udtaler: "Affald er alt for værdifuldt til bare at smide væk, og hvis man forvalter det korrekt, kan man få dets værdi tilbage i økonomien. Seks medlemsstater kombinerer nu næsten 0 % deponering og høje genanvendelsesrater. De udnytter ikke kun værdien i affaldet, de har også skabt en blomstrende industri og flere arbejdspladser under processen. Rapporten viser, hvordan de har gjort det: ved at gøre forebyggelse, genbrug og genanvendelse mere økonomisk attraktive gennem et sæt økonomiske instrumenter. Vi har nu et fælles ansvar sammen med medlemsstaterne og de lokale myndigheder for at sikre, at disse instrumenter bruges effektivt og udbredes over hele EU. Det er et af hovedmålene i køreplanen til et ressourceeffektivt Europa."

Erfaringer i medlemsstaterne viser, at en kombination af følgende instrumenter er den bedste måde at opnå en bedre affaldshåndtering på:

  • Afgifter på deponering og afbrænding og/eller forbud - resultaterne fra undersøgelsen er ubestridelige: omfanget af deponering og afbrænding er faldet i lande, hvor forbud og afgifter har gjort deponering og afbrænding dyrere.

  • "Betal for hvad du smider ud"-ordninger har vist sig at være et meget effektivt middel til forebyggelse af affaldsdannelse og til at tilskynde borgerne til affaldssortering.

  • Producentansvarsordninger har gjort det muligt for medlemsstaterne at samle og omfordele de midler, det kræver at forbedre den særskilte indsamling og genanvendelse. Men omkostningseffektiviteten og gennemsigtigheden varierer meget medlemsstaterne imellem og fra den ene affaldsstrøm til den anden, så disse ordninger kræver god planlægning og overvågning.

Store forskelle mellem medlemsstaterne

Der er stor forskel fra medlemsstat til medlemsstat på, hvordan man håndterer affald. Ifølge en rapport fra Eurostat fra den 27. marts (se STAT/12/48), deponerer de seks mest avancerede medlemsstater - Belgien, Danmark, Tyskland, Østrig, Sverige og Holland – mindre end 3 % af deres kommunale affald. I den anden ende deponerer ni medlemsstater stadig mere end 75 % af deres kommunale affald. Nyere statistik fra Eurostat viser løbende fremskridt i visse nye medlemsstater, hvor graden af genanvendelse stiger støt. Mængden af kommunalt affald er også faldet i flere medlemsstater, sikkert på grund af den økonomiske nedtur.

Behov for økonomiske instrumenter for at nå EU's mål

Det er nødvendigt at anvende disse instrumenter i alle medlemsstaterne, hvis EU skal nå de mål, der er beskrevet i affaldslovgivningen og målene for ressourceeffektivitet. Derfor vil muligheden for at gøre det lovpligtigt at anvende dem under visse omstændigheder blive diskuteret, når EU's affaldsmål bliver taget op til revision i 2014. Kommissionen har også gjort god affaldshåndtering til et krav for at modtage visse former for EU-støtte (se IP/11/1159 og MEMO/11/663).

Affald er en god forretning

I mellemtiden tilskynder Kommissionen medlemsstaterne til at gennemføre den eksisterende affaldslovgivning mere effektivt. Affaldshåndterings- og genanvendelsesindustrierne i EU havde en omsætning på 145 mia. EUR i 2008, hvilket repræsenterer ca. 2 mio. job. En fuld gennemførelse af EU's affaldspolitik ville kunne skabe 400 000 flere job i EU og en ekstra omsætning på 42 mia. EUR (se IP/12/18). En bedre affaldshåndtering kunne bidrage til at opnå flere mål i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

Yderligere oplysninger

Rapporten og detaljerede resultater for hver medlemsstat:

http://ec.europa.eu/environment/waste/use.htm

ESTAT-rapport om kommunal affaldshåndtering:

STAT/12/48

Undersøgelse om makroøkonomisk modellering af bæredygtig udvikling og sammenhængen mellem økonomien og miljøet:

http://ec.europa.eu/environment/enveco/studies_modelling/index.htm#macro

Se også:

http://ec.europa.eu/environment/waste/index.htm

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site