Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Kommissionen skyder det europæiske borgerinitiativ i gang

Bruxelles, den 30. marts 2012 – På søndag lanceres det europæiske borgerinitiativ. Fra den dag kan borgerne anmode Kommissionen om at gøre noget ved et spørgsmål, de synes er vigtigt, hvis de samler én million borgere, der kommer fra hele EU.

Næstformand Maroš Šefčovič udtaler: "Efter alt det hårde arbejde og den lange ventetid er jeg glad over, at europæiske borgere endelig kan lancere borgerinitiativer ved at anmode om at få dem registreret på Kommissionens websted. Personligt er jeg spændt på at se, hvilke idéer borgerne fremkommer med.

Dette er en hidtil uset udvidelse af participatorisk demokrati. Det er et kraftigt redskab, som borgerne har fået til rådighed til at sætte dagsordenen. Jeg håber, at det også vil fremme udviklingen af et reelt europæisk "demos", efterhånden som borgerne samles på tværs af grænserne for at diskutere spørgsmål, der er vigtige for dem alle."

Registreringen af initiativerne er et vigtigt tidligt trin i proceduren. Anmodningen skal foretages af en borgerkomité, der skal udgøres af mindst syv EU-borgere bosiddende i mindst syv forskellige EU-medlemsstater.

Når anmodningen er registreret, vil komitéen få 12 måneder til at indsamle de nødvendige støttetilkendegivelser, der skal komme fra mindst syv medlemsstater. Tærsklen for at tælle som én af disse medlemsstater er sat til 750 gange antallet af den pågældende medlemsstats europaparlamentsmedlemmer. Alle, der er gamle nok til at stemme til valgene til Europa-Parlamentet (18 år i alle medlemsstater, undtagen i Østrig, hvor det er 16), kan støtte et initiativ.

Antallet af støttetilkendegivelser skal attesteres af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Kommissionen har derefter tre måneder til at undersøge initiativet og beslutte, hvad der skal gøres. Kommissionen vil mødes med organisatorerne for at give dem lejlighed til at uddybe initiativet. Organisatorerne vil også få mulighed for at præsentere deres initiativ på en offentlig høring i Europa-Parlamentet.

Kommissionen vil derefter vedtage en meddelelse, der forklarer dens konklusioner vedrørende initiativet, hvilke eventuelle foranstaltninger den har til hensigt at træffe, og dens begrundelser.

Europa-Kommissionen har arbejdet hårdt for at gøre proceduren så simpel som mulig for borgerne og samtidig sikre, at der er iværksat de nødvendige forholdsregler, så initiativer, der udgør åbenlyst misbrug, er overflødige eller unødige, eller er imod de europæiske værdier eller ikke falder under Kommissionens beføjelser, ikke registreres. Der er også indført foranstaltninger til sikring af, at oplysningerne om dem, der støtter initiativerne, er korrekt beskyttet.

Baggrund

Det europæiske borgerinitiativ blev indført ved Lissabontraktaten. Det giver mulighed for, at én million borgere fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne i EU kan opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte forslag om retsakter på områder, hvor Kommissionen har kompetence til at gøre det.

Forordningen om europæiske borgerinitiativer blev vedtaget den 16. februar 2011. Efter anmodning fra medlemsstaterne, der skulle bruge noget tid til at indføre en ordning til attestering af støttetilkendegivelserne, vil borgerne dog først kunne starte borgerinitiativer fra den 1. april 2012.

Link til webstedet for borgerinitiativer:

http://ec.europa.eu/citizens-initiative

Link til forordningen om borgerinitiativer:

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2011:065:0001:0022:DA:PDF

Kontaktpersoner :

Antonio Gravili (+32 2 295 43 17)

Marilyn Carruthers (+32 2 299 94 51)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site