Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Europa-Kommissionen lancerer offentlig høring om en modernisering af EU's konkursregler

Bruxelles, den 30. marts 2012 – Europa-Kommissionen lancerede i dag en offentlig høring om en modernisering af EU's konkursregler. De gældende regler (konkursforordningen) stammer fra 2000 og fastsætter, hvordan konkurser – såvel virksomheders som privatpersoners – koordineres mellem flere EU-lande. Resultatet af høringen skal være med til at afgøre, hvorvidt og hvordan den gældende forordning kan revideres, så virksomhederne bliver mere robuste, og EU's indre marked styrkes. Moderniseringen indgår i EU's indsats for at bevare arbejdspladser, skabe økonomisk opsving og bæredygtig vækst og øge investeringerne i overensstemmelse med Europa 2020-strategien.

Konkurser er en realitet i en dynamisk og moderne økonomi. Omkring halvdelen af alle virksomheder overlever i under fem år. I 2010 gik i alt 220 000 virksomheder konkurs i EU. Det vil sige, at hver dag gik ca. 600 virksomheder i EU konkurs. Denne tendens fortsatte i 2011. Det er derfor vigtigt at have tidssvarende regler og effektive procedurer, som kan hjælpe virksomheder, der har et tilstrækkelig økonomisk fundament, med at klare finansielle vanskeligheder og give dem en chance til.

"Tidssvarende konkursregler er afgørende for finansiel stabilitet og et effektivt finansielt system. De er en vigtig del af et moderne indre marked og tilskynder iværksættere til at tage risici. Desuden giver de om nødvendigt mulighed for at afvikle virksomheder på en ordentlig måde," siger EU's kommissær for retlige anliggender, Viviane Reding. "Tidssvarende konkursregler vil være med til at sætte gang i økonomien, da de vil kunne give økonomisk velfunderede virksomheder, som i en kortere periode oplever finansielle vanskeligheder, en chance til. Det er derfor, at vi ønsker at høre virksomheder, jurister, retlige myndigheder og den brede offentlighed."

Konkursforordningen fra 2000 har forbedret retssikkerheden og fremmet det retlige samarbejde i forbindelse med behandling af konkurssager på tværs af grænserne. I de ti år, hvor den har fundet anvendelse, har de nationale konkursregler og den økonomiske og politiske situation imidlertid ændret sig markant, hvilket kræver en revision af forordningen.

Kommissionen hører små og store virksomheder, selvstændige, kuratorer, retlige myndigheder, offentlige myndigheder, kreditorer, forskere og den almindelige offentlighed om deres erfaring med konkurser og navnlig konkurser på tværs af landegrænser. Deres bidrag vil hjælpe Kommissionen med at vurdere, hvorvidt og hvordan de nuværende regler kan forbedres og moderniseres.

Høringen løber frem til den 21. juni 2012.

Link til høringen: http://ec.europa.eu/justice/newsroom/civil/opinion/120326_en.htm

Baggrund:

EU's konkursregler er fastsat i forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs (konkursforordningen), som har fundet anvendelse siden den 31. maj 2002. Forordningen indeholder regler om kompetence, anerkendelse og lovvalg og giver mulighed for at koordinere konkurssager, som er indledt i flere medlemsstater. Forordningen finder anvendelse, når debitor har aktiver eller kreditorer i mere end én medlemsstat.

Yderligere oplysninger

Europa-Kommissionen – konkursbehandling:

http://ec.europa.eu/justice/civil/commercial/insolvency/index_en.htm

Nyheder fra Generaldirektoratet for Retlige Anliggender:

http://ec.europa.eu/justice/news/intro/news_intro_en.htm

Websted for Viviane Reding, næstformand i Kommissionen og EU-kommissær for retlige anliggender: http://ec.europa.eu/reding

Kontaktpersoner:

Matthew Newman (+32 2 296 24 06)

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website