Navigation path

Left navigation

Additional tools

Ny dyrevelfærdsstrategi: Europa-Kommissionen ønsker et kvalitetsløft

European Commission - IP/12/28   19/01/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Ny dyrevelfærdsstrategi: Europa-Kommissionen ønsker et kvalitetsløft

Bruxelles, den 19. januar 2012 – I dag vedtog Europa-Kommissionen en ny fireårig strategi (2012-2015), der har til formål at forbedre dyrevelfærden i Den Europæiske Union yderligere.

"Ikrafttrædelsen for nylig af lovgivningen om æglæggende høner har vist, at der stadig er problemer med dyrevelfærden i en række medlemsstater. Der gøres allerede en indsats, men mange problemer skal gribes anderledes an for at opnå mere bæredygtige resultater. Den nye strategi vil ved hjælp af passende fleksibilitet gøre det muligt for de erhvervsdrivende at opfylde de nødvendige velfærdsstandarder på forskellig vis. Ved at forbedre politiksammenhængen og markedsgennemsigtigheden i en fuldt dækkende lovgivningsmæssig ramme for dyrevelfærd vil man reducere de reelle eller oplevede spændinger mellem velfærd og økonomiske målsætninger. Dyrevelfærdsforanstaltninger skal være omkostningseffektive. Den foreslåede tildeling af ressourcer til uddannelse forventes at blive meget omkostningseffektiv, både økonomisk og med hensyn til dyrevelfærd", udtalte John Dalli, EU-kommissær for sundhed og forbrugere.

Behovet for ændringer

EU's dyrevelfærdslovgivning, der er udarbejdet som reaktion på uforudsete situationer og politiske krav i løbet af de seneste 3 årtier, er ofte detaljeret og sektorspecifik, men dækker kun sporadisk. Den uensartede anvendelse af disse bestemmelser i medlemsstaterne betyder, at der ikke er fælles spilleregler i denne vigtige økonomiske sektor. Set på baggrund af de mange forskellige klima- og jordbundsforhold og opdrætssystemer, som denne del af EU-retten skal anvendes på, er der behov for ændringer.

Den nye strategi er vedtaget som en meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Hvorfor der stadig er problemer

I Kommissionens meddelelse peges der på medlemsstaternes manglende håndhævelse af EU-lovgivningen på en række områder som et af de største problemer for dyrevelfærden i EU. En anden hæmsko for fuldstændig og ensartet gennemførelse er det forhold, at markedet ikke byder på tilstrækkelige økonomiske incitamenter til efterlevelse.

I meddelelsen bemærkes det endvidere, at mange involverede parter ikke ved nok om dyrevelfærd, ligesom der påpeges mangler i EU-lovgivningen, som gør det sværere at sikre passende velfærdsbetingelser for visse kategorier af dyr.

Foreslåede tiltag

For at løse disse problemer er strategien todelt i sin tilgang: et forslag til en fuldt dækkende dyrevelfærdslovgivning og en styrkelse af eksisterende tiltag. Den lovgivning, der skal fremsættes forslag til, forventes at befordre en innovativ tilgang med hovedvægt på konkrete velfærdsresultater i stedet for mekanistiske input og at øge samtlige berørte parters fokus på uddannelse og faglige standarder.

Det andet element er et forslag om at styrke og optimere de tiltag, Kommissionen allerede har iværksat, ved at forbedre værktøjerne til styrkelse af medlemsstaternes efterlevelse af de retlige krav, sætte skub i det eksisterende internationale samarbejde om dyrevelfærdsspørgsmål, oplyse forbrugerne bedre og gennemføre undersøgelser på de områder, hvor der synes at være flest dyrevelfærdsproblemer.

Baggrund

Kommissionen vedtog for første gang en dyrevelfærdsstrategi i 2006. I EF-handlingsplanen for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd (2006-2010) samlede man de forskellige aspekter af EU's dyrevelfærdspolitik, der regulerer erhvervsmæssigt hold af milliarder af dyr.

Den nye strategi tager udgangspunkt i den gamle og især i de erfaringer, der er opnået i løbet af den første handlingsplans femårige gennemførelsesperiode. At det er nødvendigt med en ny strategi, er indlysende, hvis man blot et øjeblik tænker over, hvor stor betydning dyr har i vores daglige liv.

Landbrugssektoren er den sektor, der anvender flest dyr. På gårdene i hele EU er der ca. to milliarder fugle (slagtekyllinger, æglæggende høner, kalkuner, ænder og gæs) og tre hundrede millioner pattedyr (køer, svin, får mv.). Populationen af selskabsdyr er også forholdsvis stor i EU. Det anslås, at der er ca. hundrede millioner hunde og katte i Unionen. Den årlige værdi af husdyropdræt i EU anslås til ca. 150 milliarder EUR. Unionens støtte til dyrevelfærd anslås at beløbe sig til 70 millioner EUR om året, som enten går til landbrugerne i form af dyrevelfærdsbetalinger i forbindelse med programmer for udvikling af landdistrikterne eller til andre aktiviteter på dyrevelfærdsområdet, f.eks. forskning, økonomiske undersøgelser, kommunikation, uddannelse mv.

Yderligere oplysninger fås på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/food/animal/welfare/actionplan/actionplan_en.htm

MEMO/12/18

Kontaktpersoner:

Frédéric Vincent (+32 2 298 71 66)

Aikaterini Apostola (+32 2 298 76 24)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website