Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Forbrydelse betaler sig ikke: Kommissionen slår ned på ulovligt udbytte

Bruxelles, den 12. marts 2012 – I Europa ryger flere hundrede milliarder euro hvert år i lommerne på kriminelle bander og mafiaen. På trods af de retshåndhævende myndigheders bestræbelser overalt i Europa forbliver en stor del af det ulovlige udbytte på forbrydernes hænder. Det styrker de kriminelle bander og frarøver europæiske borgere skatteindtægter, som kunne investeres i sundhedspleje og skoler.

Kommissionen har i dag fremsat forslag om nye regler, der skal sikre en mere effektiv og omfattende konfiskation af penge og andre besiddelser, der er erhvervet gennem kriminelle aktiviteter. Forslaget giver medlemsstaternes bedre muligheder for at konfiskere aktiver, der er blevet overdraget til tredjeparter. Det gør det lettere at konfiskere kriminelle aktiver, selv når den mistænkte er flygtet, og det sikrer, at de kompetente myndigheder midlertidigt kan indefryse aktiver, der risikerer at forsvinde, hvis der ikke skrides til handling.

"Vi skal ramme de kriminelle, hvor det gør ondt, ved at gå efter pengene, og vi skal sørge for at føre deres udbytte tilbage til den lovlige økonomi, særligt i disse krisetider. De retshåndhævende og de retslige myndigheder skal have bedre redskaber til at følge "pengesporet". De har også brug for bedre handlemuligheder, som kan sætte dem i stand til at inddrive en større andel af de kriminelle aktiver", udtaler kommissæren for indre anliggender, Cecilia Malmström.

De beløb, der på nuværende tidspunkt inddrives, er beskedne sammenlignet med de enorme indtægter fra ulovlige aktiviteter som narkotikahandel, forfalskning, menneskehandel og smugling af håndvåben.

Ifølge skøn fra FN udgjorde det samlede udbytte fra strafbare handlinger på globalt niveau i 2009 ca. 2,1 billioner USD eller 3,6 % af det samlede BNP. Størstedelen af de sorte penge hvidvaskes og geninvesteres i det normale økonomiske kredsløb, og på nuværende tidspunkt er det mindre end 1 % af udbyttet fra de kriminelle aktiviteter, der indefryses og konfiskeres.

I EU er udbyttet fra organiseret kriminalitet ganske betydeligt. F.eks. anslås handelen med ulovlige stoffer i EU at beløbe sig til 100 mia. EUR om året.

I Italien skønnes udbyttet fra organiseret kriminalitet at være på 150 mia. EUR om året. I 2009 indefrøs de italienske myndigheder midlertidigt udbytte fra kriminelle aktiviteter til en værdi af ca. 800 mio. EUR.

I Det Forenede Kongerige blev indtægterne fra organiseret kriminalitet i 2006 anslået til 15 mia. GBP. Samme år inddrev staten 125 mio. GPD.

I Tyskland blev der i 2009 beslaglagt 113 mio. EUR, der stammede fra organiseret kriminalitet. Det lyder måske imponerende, men er det i mindre grad, hvis man tager i betragtning, at de kriminelles anslåede udbytte fra de samme forhold beløber sig til ca. 903 mio. EUR.

Bedre muligheder for at konfiskere beskytter økonomien

De organiserede kriminelle banders udbytte investeres i stigende grad uden for deres hjemlande, tit i flere forskellige medlemsstater, eller overføres til tredjeparter (ofte slægtninge eller stråmænd) for at undgå konfiskation. Huse, biler, restauranter, mindre virksomheder og selskabsandele udgør blot nogle få eksempler på, hvordan ulovligt udbytte kan geninvesteres i lovlige aktiver eller aktiviteter.

En lettere adgang til konfiskation af aktiver vil hæmme den kriminelle aktivitet og have en afskrækkende virkning ved at vise, at forbrydelse ikke betaler sig, ligesom vores økonomi vil blive beskyttet mod kriminel infiltration og korruption. Hvis en større andel af de kriminelles udbytte inddrives til staten, vil det have en positiv effekt på ofrene for kriminalitet, skatteborgerne og samfundet som helhed. Det konfiskerede udbytte kan også anvendes til sociale formål eller geninvesteres i retshåndhævelse eller kriminalitetsforebyggende tiltag.

Dagens forslag forenkler de nuværende regler og udfylder væsentlige huller, som udnyttes af den organiserede kriminalitet. Det:

  • Fastlægger klarere og mere effektive regler for konfiskation af aktiver, der ikke er direkte forbundet til en specifik lovovertrædelse, men som åbenlyst stammer fra lignende kriminel aktivitet begået af den dømte (udvidet konfiskation).

  • Styrker reglerne om konfiskation af aktiver, der overdrages fra den mistænkte til tredjepart, som skulle have indset, at aktiverne stammer fra kriminalitet (konfiskation hos tredjepart).

  • Muliggør konfiskation af aktiver i tilfælde, hvor der ikke kan ske domsfældelse, fordi den mistænkte er død, langtidssyg eller på flugt (ikkedomsbaseret konfiskation i begrænsede tilfælde).

  • Sikrer, at anklagemyndighederne med rettens godkendelse midlertidigt kan indefryse aktiver, som risikerer at forsvinde, hvis der ikke skrides til handling (præventiv indefrysning).

  • Pålægger medlemsstaterne at forvalte indefrosne aktiver på en måde, så de ikke mister økonomisk værdi, før de eventuelt konfiskeres (forvaltning af aktiver).

  • Sikrer, at indefrysning og konfiskation af aktiver opvejes af skrappe foranstaltninger, der beskytter de grundlæggende rettigheder, navnlig med henblik på at sikre, at ejendomsretten og den enkeltes ret til uskyldsformodning.

Baggrund

Den 22. november 2010 vedtog Kommissionen EU's interne sikkerhedsstrategi i praksis (IP/10/1535 og MEMO/10/598). Konfiskation som et redskab i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet er en strategisk prioritet for EU.

Dagens forslag om konfiskation indgår i en række af foranstaltninger, der har til formål at beskytte den lovlige økonomi mod kriminel infiltration, og er knyttet til EU's Europa 2020-strategi og dagsorden for vækst. Foranstaltningerne omfatter EU-pakken om bekæmpelse af korruption (IP/11/678 og MEMO/11/376) og Kommissionens strategi for bekæmpelse af svig.

Yderligere oplysninger

MEMO/12/179

Hjemmeside for Cecilia Malmström, kommissær for indre anliggender:

www.ec.europa.eu/malmstrom

Hjemmeside for Generaldirektoratet for Indre Anliggender:

http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/index_en.htm

Audiovisuelt materiale kan downloades fra:

http://tinyurl.com/confiscatedassets

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site