Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 21. december 2012

Miljø: finansiel støtte skal styrke Interpols kamp mod ulovlig handel med vilde dyr og planter

Europa-Kommissionen vil bidrage med knap 2 mio. EUR til Interpol for at støtte organisationens arbejde med at bekæmpe forbrydelser mod dyre- og plantelivet og beskytte verdens naturressourcer mod ulovlig international handel med vilde dyr og planter. Den økonomiske støtte på 1,73 mio. EUR vil over de næste tre år støtte den internationale kriminalpolitiorganisations projekt "Combat Wildlife Crime", som gennemføres inden for rammerne af den internationale sammenslutning ICCWC (International Consortium on Combating Wildlife Crime), der også omfatter CITES‑sekretariatet (Convention on International Trade in Endangered Species and Wild Fauna and Flaura), FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC), Verdensbanken og Verdenstoldorganisationen.

Miljøkommissær Janez Potočnik udtaler: "Meget få mennesker overværer miljøforbrydelser, men deres følger er verdensomspændende, og oftest er det udviklingslandene, som rammes hårdest. Den stigende ulovlige handel med vilde dyr og planter er særligt bekymrende. Ulovlig handel med elfenben og horn fra næsehorn er på det højeste niveau i ti år, og andre truede arter, f.eks. tigeren eller tropiske træarter, er også truede. Det er én af hovedårsagerne til tab af biodiversitet, og finansieringen skal bidrage til en bedre håndhævelse af reglerne og øge det internationale samarbejde om denne bekymrende udvikling. Finansieringen skal også bidrage til at øge tilliden hos vores partnere og vise, at vi tager kampen mod tab af artsrigdom i hele verden meget alvorligt."

"Den økonomiske støtte fra Europa-Kommissionen vil i høj grad hjælpe Interpol og organisationens partnere under ICCWC med bedre at håndtere tyveri af naturressourcer i nogle af verdens fattigste lande og med at slå bedre ned på de forbrydere, der tjener millioner på den ulovlige handel. Resultater når vi kun ved at samarbejde, og Interpol vil fortsætte sin indsats for global lovhåndhævelse som svar på dette problem, der berører alle dele af verden," siger Interpols generalsekretær Ronald K. Noble.

ICCWC blev grundlagt i 2010 og er en sammenslutning, der yder koordineret støtte til myndigheder, der håndhæver nationale bestemmelser om dyre- og plantelivet, og til regionale og subregionale netværk. Den bidrager til bevaringen og den bæredygtige udnyttelse af biodiversiteten og fremmer en bedre forvaltning af naturressourcer i udviklingslandene.

Projektet "Combat Wildlife Crime" sigter mod at sikre langsigtet kapacitetsopbygning, bedre internationale informationer og videndeling samt koordinering af håndhævelsen ved at støtte de offentlige myndigheder med at bistå de forvaltningsorganer, der arbejder for at beskytte dyrelivet og skovdrift i kilde-, transit- og forbrugerlandene. I et bredere perspektiv bidrager det også til en bedre forvaltning og til bekæmpelse af korruption.

Nøgleaktiviteterne omfatter bl.a. analyse af kapacitetsbehov og ydelse af teknisk og økonomisk bistand til de lande, hvor der er konstateret mangler, udvikling og gennemførelse af programmer for kapacitetsopbygning, herunder undervisningsmateriale, kurser og workshops samt udvikling af alarmtjenester, der i samarbejde med udviklingslandene kan sikre en mere målrettet håndhævelse.

Som led i indsatsen for at bekæmpe forbrydelser mod dyre- og plantelivet har Europa‑Kommissionen også besluttet at yde 2 mio. EUR til forlængelse af MIKE‑programmet, som er en unik mekanisme til at overvåge og tackle krybskytteri mod elefanter i hele Afrika.

Baggrund

Jordens naturlige og naturbaserede goder - fra de enkelte arter til hele økosystemer som skove, koralrev, ferskvandsområder og jordbund - svinder ind med alarmerende hastighed. Tabet af biodiversitet koster verdensøkonomien milliarder hvert år og underminerer økonomier, forretningsudsigter og mulighederne for at bekæmpe fattigdom. I øjeblikket forsvinder arterne fra 100 til 1 000 gange hurtigere end normalt, navnlig på grund af menneskets aktiviteter, som i visse tilfælde er ulovlige.

CITES-konventionen begrænser og forbyder i visse tilfælde international handel med udryddelsestruede dyr og planter og produkter deraf. EU arbejder på at styrke CITES, som gennemføres ved forordningerne om handel med vilde dyr og planter. CITES-konventionen har 176 medlemmer og regulerer international handel med ca. 30 000 vilde dyr og planter. CITES' partskonferencer afholdes hvert tredje år, og det næste møde finder sted i Bangkok i marts 2013.

CITES' program for overvågning af krybskytteri mod elefanter (MIKE-programmet) har fundet anvendelse siden 2001 med fuld deltagelse af regeringerne i 43 afrikanske og asiatiske stater, hvor der findes elefanter, og hvor man gennem MIKE overvåger omfanget af krybskytteri i 85 områder. I løbet af de seneste fem år har MIKE-programmet i Afrika modtaget tilskud på op til 9 814 000 EUR fra den 10. Europæiske Udviklingsfond. Europa-Kommissionen er ved at lægge sidste hånd på sit arbejde for at bidrage med yderligere 2 mio. EUR, der skal sikre, at programmet kan fortsætte indtil udgangen af 2014.

Via MIKE-programmet har man kunnet dokumentere, at der er sket en alarmerende stigning i krybskytteri på elefanter i hele Afrika siden 2006, med et rekordhøjt niveau i 2011. Disse oplysninger har rettet verdens opmærksomhed mod den trussel, som elefanterne står over for, og sat gang i tiltag, der skal tackle problemet på nationalt og internationalt niveau. MIKE-programmet har også bidraget til at forbedre samarbejdet og fremmet forståelsen mellem de stater, hvor der findes elefanter, hvilket fremgår af den handlingsplan til bevarelse af den afrikanske elefant (African Elephant Action Plan), som disse stater har udarbejdet på møderne om bevarelse af den afrikanske elefant, der afholdes inden for rammerne af MIKE-programmet. Handlingsplanen blev enstemmigt vedtaget af førnævnte stater på det 15. møde for CITES' partskonferencer i Doha i 2010.

Yderligere oplysninger

Information om EU's politik om handel med vilde dyr og planter findes på:

http://ec.europa.eu/environment/cites/news_en.htm

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website