Navigation path

Left navigation

Additional tools

EU og USA indgår et enestående nyt partnerskab om handel med økologiske produkter

European Commission - IP/12/138   15/02/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

EU og USA indgår et enestående nyt partnerskab om handel med økologiske produkter

Nürnberg, den 15. februar 2012 - Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater har i dag meddelt, at økologiske produkter, der er certificeret i henholdsvis EU og USA, fra den 1. juni 2012 må sælges som økologiske på begge sider af Atlanten. Med dette partnerskab mellem verdens to største producenter af økologiske produkter får det økologiske landbrug et stærkt fundament for sin videre udvikling, som vil komme hele den voksende økologiske sektor til gode og skabe vækst og beskæftigelse på globalt plan.

Sektoren for økologiske produkter i EU og USA repræsenterer en samlet værdi på ca. € 40 mia., og den vokser årligt.

Den formelle brevveksling, hvorved denne partnerskabsaftale er indgået, blev undertegnet den 15. februar 2012 i Nürnberg af EU's kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter, Dacian Cioloş, USA's vicelandbrugsminister, Kathleen Merrigan, og ambassadør Isi Siddiqui, USA's handelsrepræsentant og chefforhandler i landbrugsspørgsmål. Undertegnelsen af partnerskabet fandt sted på BioFach World Organic Fair, som er verdens største messe for økologiske produkter.

"Aftalen repræsenterer en dobbelt værdiforøgelse. På den ene side vil økologiske landmænd og fødevareproducenter på begge sider af Atlanten få lettere adgang til hinandens markeder takket være mindre bureaukrati og færre omkostninger, hvilket vil styrke sektorens konkurrenceevne. På den anden side vil aftalen skabe større gennemsigtighed, når det gælder normerne for økologisk produktion, og øge forbrugertilliden og anerkendelsen af vore økologiske fødevarer og produkter", udtalte EU-kommissæren for landbrug og udvikling af landdistrikter, Dacian Cioloş. "Dette partnerskab er et vigtigt skridt, som bringer handelen med landbrugsprodukter mellem EU og USA ind i en ny samarbejdsfase".

"Dette partnerskab knytter forbindelser mellem økologiske landbrugere og virksomheder på begge sider af Atlanten ved at give dem en lang række nye markedsmuligheder", udtalte USA's vicelandbrugsminister, Kathleen Merrigan. "Partnerskabet er en stor gevinst for USA's økonomi og præsident Obamas beskæftigelsesstrategi. Det vil åbne nye markeder for amerikanske landmænd og producenter, skabe flere muligheder for små virksomheder og gode jobs til amerikanske borgere i de virksomheder, der pakker, forsender og afsætter økologiske produkter."

"Dette er et væsentligt skridt, som styrker vore bilaterale handelsforbindelser", tilføjede ambassadør Isi Siddiqui. "Jeg er overbevist om, at denne aftale vil lette og sætte skub i samhandelen med landbrugsvarer mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater og føre til større beskæftigelse i denne vigtige sektor på begge sider af Atlanten."

Producenter og virksomheder, der ønskede at afsætte deres produkter i både EU og USA, var tidligere nødt til at få deres produkter certificeret i henhold til to separate normer, hvilket indebar dobbeltgebyrer, dobbeltkontrol og dobbelt papirarbejde. Med partnerskabet fjernes en række væsentlige barrierer, især for små og mellemstore producenter af økologiske produkter. Alle produkter (f.eks. kød, korn eller vin), der overholder betingelserne i partnerskabsaftalen, kan mærkes og sælges som økologiske landbrugsvarer.

I tiden op til dagens historiske meddelelse har begge parter foretaget grundige kontroller på stedet for at sikre, at de respektive regler, kvalitetskontrolforanstaltninger, certificeringskrav og mærkningsregler stemte overens.

Selvom der er små forskelle på USA's og EU's normer for økologisk produktion, har begge parter hver især konstateret, at deres programmer stemte overens, undtagen når det gælder forbuddet mod anvendelse af antibiotika. Ifølge det amerikanske landbrugsministeriums lovgivning er det forbudt at anvende antibiotika, undtagen hvis der er tale om bekæmpelse af invasive bakterieinfektioner (ildsot) i økologiske æble- eller pæreplantager. I henhold til EU's lovgivning om økologiske produktionsmetoder er det kun tilladt at anvende antibiotika til behandling af syge dyr. For samtlige produkter, der forhandles inden for rammerne af dette partnerskab, gælder det, at certificeringsorganer skal kontrollere, at der ikke på nogen måde er anvendt antibiotika.

Desuden skal alle produkter ved afsendelsen ledsages af en eksportlicens, hvorved det attesteres, at der er tale om økologiske produkter. Det skal fremgå af eksportlicensen, hvor produktet er fremstillet, hvilken instans der har certificeret produktet som økologisk, og at der ikke er anvendt forbudte stoffer eller metoder. Det skal desuden attesteres, at partnerskabsbetingelserne er opfyldt, og licensen skal indeholde oplysninger, der gør det muligt at spore produkterne.

Begge parter har forpligtet sig til at sikre, at alle økologiske produkter, der forhandles inden for rammerne af partnerskabet, opfylder de betingelser, der er fastsat deri, og derved bevarer deres økologiske integritet på begge markeder. Europa-Kommissionens Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og det amerikanske landbrugsministeriums nationale program for økologisk produktion, som fører kontrol med den økologiske produktion i USA, kommer begge til at spille en vigtig rolle, når det gælder kontrol.

USA og EU vil fortsat føre jævnlige drøftelser og regelmæssigt gennemgå hinandens programmer for at kontrollere, at partnerskabsbetingelserne opfyldes. De to parter vil også iværksætte en række samarbejdsinitiativer med det formål at fremme produktionen af økologiske produkter og behandle vigtige spørgsmål om f.eks. dyrevelfærd. Der vil inden for rammerne af begge programmer løbende blive udvekslet tekniske oplysninger og oplysninger om bedste praksis for således at styrke integriteten i produktionen af økologiske afgrøder og husdyropdrættet.

Aftalen gælder i øjeblikket kun for produkter, der certificeres i og eksporteres fra USA og EU.

Yderligere oplysninger findes på:

http://www.ams.usda.gov/NOPTradeEuropeanUnion eller

http://ec.europa.eu/agriculture/organic/home_da

Kontaktpersoner:

Roger Waite (+32 2 296 14 04)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website