Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 18. december 2012

Klima: Kommissionen tildeler 1,2 mia. EUR i støtte til kickstart af 23 innovative projekter om vedvarende energi

Europa-Kommissionen har i dag tildelt over 1,2 mia. EUR i støtte til 23 yderst innovative demonstrationsprojekter om vedvarende energi i forbindelse med den første indkaldelse af forslag under det såkaldte NER300-finansieringsprogram. En del af finansieringen til projekterne skal komme fra indtægterne fra salget af 200 mio. emissionskvoter fra reserven for nytilkomne (New Entrants Reserve) under EU’s emissionshandelsordning (ETS).

Projekterne dækker en lang række nye teknologier inden for vedvarende energi såsom bioenergi (inklusive avancerede biobrændstoffer), koncentreret solenergi, geotermisk energi, vindenergi, havenergi og integration af vedvarende energi i elnettet (smart grids).

Klimakommissær Connie Hedegaard udtaler: "Julen kommer tidligt i år - dagens beslutning er en vigtig milepæl for EU's klimapolitik. NER300-programmet er i virkeligheden et "Robin Hood"-instrument, der får forurenerne til at betale for storstilede demonstrationer af nye kulstoffattige teknologier. De 1,2 mia. EUR i støtte - betalt af forurenerne - vil medføre yderligere 2 mia. EUR i private investeringer i de 23 valgte projekter. Dette vil hjælpe EU med at bevare førerpositionen inden for vedvarende energi og skabe nye jobs i EU her og nu."

Så snart disse projekter er oppe at køre, vil de tilsammen øge den årlige produktion af vedvarende energi i Europa med ca. 10 TWh, hvilket svarer til det årlige brændstofforbrug for mere end 1 mio. personbiler. Det vigtigste er dog at opnå en succesfuld demonstration af teknologier, der vil øge produktionen af energi fra vedvarende ressourcer over hele EU betydeligt.

De støttede projekter vil tilsammen give arbejde til flere tusinde fuldtidsansatte i løbet af anlægsfasen (de næste 3-4 år), og til ca. tusind fuldtidsansatte til driften af anlæggene i de efterfølgende 15-20 år. Det forventes desuden, at der skabes positive virkninger for væksten og jobs i sektorens forsyningskæde.

NER300-finansieringen vil dække op til 50 % af projektets "relevante omkostninger", dvs. de omkostninger, der overstiger omkostningerne til eksisterende afprøvede teknologier. Resten dækkes således af private investeringer og/eller supplerende national finansiering. NER300-finansieringen stilles til rådighed på en årlig basis på grundlag af faktiske resultater (den mængde grøn energi, der er produceret) og opfyldelsen af krav til vidensdeling.

Desværre kom ingen projekter om CO2-opsamling og ‑lagring (CCS) i betragtning i denne omgang. De 275 mio. EUR, der var tiltænkt CCS-projekter i forbindelse med den første indkaldelse, er således stadig tilgængelige for projekter under NER300-programmets anden fase.

Kommissionen vil hurtigst muligt iværksætte gennemførelsen af den anden indkaldelse af forslag, der skal fordele de ubrugte midler fra første indkaldelse og indtægterne fra de resterende 100 mio. kvoter fra reserven for nytilkomne.

NER300-finansieringsprogrammet gennemføres af Europa-Kommissionen i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) både hvad angår udvælgelsen af projekter, salget af de 300 mio. emissionskvoter fra EU’s emissionshandelsordning og forvaltningen af indtægterne.

Yderligere oplysninger findes på adressen:

http://ec.europa.eu/clima/policies/lowcarbon/ner300/index_en.htm

http://ec.europa.eu/clima/funding/ner300/index_en.htm

Se også MEMO/12/999 (spørgsmål og svar)

Kontaktpersoner :

Isaac Valero Ladron (+32 2 296 49 71)

Stephanie Rhomberg (+32 2 298 72 78)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site