Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 17. december 2012

Miljø: nye regler om renere skibsbrændstoffer vil skabe fordele for menneskers sundhed

Med de nye miljøbestemmelser om skibsbrændstoffer, som træder i kraft i dag, mindskes luftforureningen og dens virkninger på menneskers sundhed i høj grad. Luftforurenende stoffer fra søfarten spredes over store afstande og bidrager dermed stadig mere til problemer med luftkvaliteten i mange europæiske byer. Medmindre der gribes ind, vil svovlemissioner fra søtransporten i EU's havområder overstige udledningen fra alle landbaserede kilder senest i 2020. Den reviderede lovgivning vil vende denne tendens, idet man ikke blot nedbringer svovlemissionerne, men hvad der er endnu vigtigere, også partikelforureningen, hvilket udgør et klart fremskridt for beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet.

Europa-Kommissionens næstformand Siim Kallas udtalte: "EU er nu godt på vej til at indfri de forpligtelser, som medlemsstaterne med enstemmighed påtog sig i IMO tilbage i 2008. Vi er også klar over, at efterlevelsen af kravene indebærer omkostninger for erhvervslivet. Dem søger vi at minimere inden for rammerne af "værktøjskassen til bæredygtig vandtransport", der blev fremlagt i september 2011."

Miljøkommissær Janez Potočnik udtaler: "Forbedring af luftkvaliteten har i mange år været en udfordring på miljøområdet. Det har taget en del tid, men nu deltager skibsfarten i indsatsen. De helt store vindere er dels EU-borgerne, der vil få renere luft og et sundere liv, og dels den industrisektor, der leverer renere brændstoffer og teknologi".

Det direktiv, der træder i kraft i dag, er baseret på standarder, der er udarbejdet i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). Dermed begrænses det maksimale svovlindhold i skibsbrændstoffer gradvist fra de nuværende 3,5 % til 0,5 % frem til januar 2020. I visse meget sårbare økosystemer, såsom Østersøen og Nordsøen, herunder Den Engelske Kanal, reduceres det maksimale svovlindhold til 0,1 % allerede i 2015.

Som alternativ til brændstoffer med lavt svovlindhold kan skibe vælge ækvivalente metoder til emissionsreduktion såsom systemer til rensning af udstødningsgas eller skibe, der benytter LNG. EU's nuværende finansieringsinstrumenter til transportområdet, f.eks. TEN-T- og Marco Polo-programmet, og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) yder finansiel støtte til grønne søfartsprojekter. Desuden iværksatte Kommissionen aktiviteter, der tilskynder til at anvende LNG som skibsbrændstof. Kommissionen vil også fortsat gennemføre mellem- og langfristede foranstaltninger for at fremme grøn teknologi til skibe, alternative brændstoffer og udviklingen af grøn transportinfrastruktur i forbindelse med værktøjskassen til bæredygtig vandtransport sammen med erhvervssektoren og medlemsstaterne.

Dette direktiv er det nyeste led i EU's politik på luftforureningsområdet, der er videreudviklet løbende i de seneste 30 år. Europa-Kommissionen er i færd med en omfattende gennemgang af den politiske ramme med henblik på at ajourføre den i 2013.

Næste skridt

Senest den 18. juni 2014 skal medlemsstaterne ændre deres eksisterende lovgivning om kvaliteten af skibsbrændstoffer for at bringe den på linje med det nye direktiv. Direktivet skaber retssikkerhed i henseende til de nødvendige investeringer for rederne, havneoperatørerne og raffinaderier.

Fra 2015 og fremefter anmodes medlemsstaterne om at sikre, at skibe anvender brændstoffer med et svovlindhold på højst 0,10 % i Østersøen og Nordsøen, herunder Den Engelske Kanal. Ækvivalente metoder til overholdelse, f.eks. systemer til rensning af udstødningsgas, godtages.

Fra 2020 og fremefter skal skibe, der opererer i alle andre europæiske havområder, anvende brændstoffer med et svovlindhold på mindre end 0,50 %.

Baggrund

Skibe bruger normalt disse svære brændselsolier som drivkraft. Svære brændselsolier kan have et svovlindhold på op til 5 %. Til sammenligning kan nævnes, at svovlindholdet i brændstoffer til lastbiler og personbiler ikke må overstige 0,001 %.

Svovldioxidemissioner forårsager sur regn og indeholder fine støvpartikler. Dette støv er farligt for sundheden, idet det forårsager luftvejs- og hjerte-kar-sygdomme og mindsker middellevetiden i EU med op til to år.

Yderligere oplysninger

http://ec.europa.eu/environment/air/transport/ships.htm

http://ec.europa.eu/environment/air/transport/ships_proposal.htm

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website