Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Strasbourg, den 12. december 2012

Kommissionen foreslår mere moderne konkursregler, som åbner mulighed for at give hæderlige virksomheder en ny chance

Med et nyt forslag, der tager sigte på en modernisering af EU's regler om grænseoverskridende konkurser, har Kommissionen kastet en redningskrans ud til det kriseramte erhvervsliv for at åbne mulighed for, at i øvrigt levedygtige virksomheder kan få en ny chance. Kommissionen foreslår, at man opdaterer de nuværende regler om grænseoverskridende konkurser, der stammer tilbage fra 2000. På basis af ti års erfaringer med de hidtidige regler bliver der tale om at flytte fokus bort fra likvidation og udvikle en ny ordning, der kan hjælpe virksomhederne med at overvinde deres økonomiske problemer og samtidig beskytte kreditorernes ret til at få deres penge hjem.

De nye regler vil fremme en mere effektiv behandling af de grænseoverskridende konkurser, som hvert år anslås at ramme 50 000 virksomheder i EU. De er første skridt på vejen mod en "rednings- og rekonstruktionskultur" i EU, der kan hjælpe virksomheder og privatpersoner i økonomiske vanskeligheder, og denne tilgang uddybes i en politikmeddelelse, som også blev vedtaget i dag, og som identificerer de dele af de nationale konkurslovgivninger, som udgør de største hindringer for et erhvervsvenligt klima og for udvikling af effektive rammer for konkursbehandling i det indre marked.

"Vi har brug for virksomhederne til at skabe velstand og job, men det er ikke let at etablere en virksomhed og da slet ikke at holde den kørende, ikke mindst i det nuværende økonomiske klima", sagde EU's justitskommissær, næstformand Viviane Reding. "Der er behov for en opdatering af EU's nuværende konkursregler for at gøre det lettere for kriseramte, men levedygtige virksomheder, at overleve i stedet for at blive likvideret. Hvert år går der 1,7 millioner arbejdspladser tabt på grund af konkurser – Vi ønsker at give virksomhederne og deres medarbejdere en ny chance".

Næstformand Antonio Tajani, som er kommissær for erhvervsliv og iværksætteri, tilføjede, at "alle undersøgelser har vist, at virksomheder, der får en ny start, får større succes og overlever længere end gennemsnittet af helt nye virksomheder – de vokser hurtigere og ender med at beskæftige flere mennesker. En enkelt fiasko som iværksætter bør derfor ikke bevirke, at man i al fremtid mister enhver mulighed for at starte op igen, men bør ses som en mulighed for at lære at gøre tingene bedre – hvilket er et synspunkt, som allerede i dag er almindeligt accepteret som en af forudsætningerne for fremskridt inden for videnskabelig forskning".

Konkurser er en realitet i nutidens dynamiske økonomi. Kun omkring halvdelen af alle virksomheder overlever i mere end fem år, og hvert år går ca. 200 000 virksomheder konkurs i EU. Det betyder, at der hver dag er omkring 600 virksomheder i Europa, der må dreje nøglen om. Ved en fjerdedel af disse konkurser er der et grænseoverskridende element. Men der er undersøgelser, som viser, at iværksættere, der er gået konkurs, lærer af deres fejl og generelt har mere held med sig anden gang. Op til 18 % af alle succesfulde iværksættere fejlede i deres første forsøg. Derfor er det vigtigt, at vi har en tidssvarende lovgivning og tidssvarende procedurer, der kan hjælpe de virksomheder, der har et tilstrækkeligt økonomisk fundament, med at overvinde deres økonomiske problemer og få en "ny chance".

Formålet med denne revision af EU's konkursforordning er at modernisere de nuværende regler, så de kan fremme en rekonstruktion af kriseramte virksomheder og skabe et erhvervsvenligt miljø, især i økonomiske krisetider. Det drejer sig om at få bragt forordningen, som stammer tilbage fra 2000, ajour med den udvikling, der er sket i de nationale konkurslovgivninger, især i relation til gældstyngede virksomheder. En rekonstruktion kan også være i kreditorernes interesse, fordi de i så fald har større udsigter til at få deres penge hjem, end hvis virksomheden likvideres.

Den vil også skabe øget retlig sikkerhed med klare regler for fastlæggelse af jurisdiktion og sikre, at hvis en debitors insolvens skal behandles i flere forskellige EU-lande, skal de implicerede domstole samarbejde tæt med hinanden. For at sikre en bedre information af kreditorerne får medlemsstaterne pligt til at offentliggøre alle vigtige afgørelser – f.eks. om indledning af konkursbehandling. Tilsammen vil disse ændringer gøre behandlingen af grænseoverskridende konkurser mere effektiv.

Forslaget skal desuden ses som et første skridt på vejen mod en mere generel "rednings- og rekonstruktionskultur" i EU i relation til virksomheder og privatpersoner i økonomiske vanskeligheder. Udfordringen består i at tilgodese debitors økonomiske problemer og samtidig beskytte kreditorernes interesser. I fremtiden kunne der indføres særskilte regler for hæderlige iværksættere i modsætning til de tilfælde, hvor der er tale om svigagtig konkurs eller konkursrytteri. Ved "ærlige" konkurser kunne en hurtigere gældssanering og en lempelse af de restriktioner, der gælder efter en konkurs, sikre, at der ikke bliver tale om en livstidsdom, når en iværksætter går konkurs.

Forordningsforslaget skal til behandling i Europa-Parlamentet og Rådet, før det kan vedtages.

Baggrund

EU-reglerne om konkurs findes i forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs ("konkursforordningen"), som har været i kraft siden 31. maj 2002. Forordningen indeholder regler om jurisdiktion, anerkendelse af retsafgørelser og lovvalg samt om koordination af insolvensbehandlinger indledt i flere medlemsstater. Den finder anvendelse, når debitor har aktiver eller kreditorer i mere end én medlemsstat.

Den 30. marts 2012 iværksatte Kommissionen en offentlig høring om modernisering af EU's konkursregler. I forbindelse hermed blev små og store virksomheder, selvstændige, konkursadvokater, dommere, offentlige myndigheder, kreditorer, jurister og den almindelige offentlighed opfordret til at fortælle om deres erfaringer med konkurser og især grænseoverskridende konkurser.

Flere oplysninger

MEMO/12/969

Europa-Kommissionen – Konkurs:

http://ec.europa.eu/justice/civil/commercial/insolvency/index_en.htm

Europa-Kommissionens næstformand, justitskommissær Viviane Redings hjemmeside:

http://ec.europa.eu/reding

Kontaktpersoner :

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website