Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 6. december 2012

Bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse: Kommissionen giver mulige løsninger

”Ca. en billion euro er det, som EU hvert år går glip af i tabte skatteindtægter på grund af skatteunddragelse og skatteundgåelse. Udover at være et skandaløst stort tab af hårdt tiltrængte indtægter, er det også en trussel mod skattemæssig retfærdighed. Ganske vist skal medlemsstaterne stramme op på nationale foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse, men ensidige løsninger alene er ikke nok. På et indre marked, der er integreret i en globaliseret økonomi, kan nationale uoverensstemmelser og smuthuller udnyttes af dem, der forsøger at unddrage sig at betale skat. Et stærk og sammenhængende stillingtagen fra EU's side mod skattesnydere og dem, der gør det nemt for dem, er derfor en absolut nødvendighed", erklærede Algirdas Šemeta, kommissær med ansvar for beskatning.

På denne baggrund har Kommissionen i dag fremlagt en handlingsplan for en mere effektiv indsats fra EU’s side mod skatteunddragelse og skatteundgåelse. Handlingsplanen indeholder et omfattende katalog med øjeblikkelige og kommende foranstaltninger, som kan hjælpe medlemsstaterne med at beskytte deres skattegrundlag og inddrive de milliarder af euro, der retmæssigt tilkommer dem.

Som et direkte første skridt har Kommissionen i dag også vedtaget to henstillinger, som skal tilskynde medlemsstaterne til at vedtage umiddelbare og samordnede foranstaltninger, der skal rette op på bestemte presserende problemer.

Den første henstilling omhandler en målrettet bekæmpelse fra EU's side af skattely, der rækker ud over de nuværende internationale foranstaltninger. Medlemsstaterne tilskyndes til gennem anvendelse af fælles kriterier at udpege skattely og placere disse på nationale sorte lister. Der fastsættes også særlige foranstaltninger, som skal tilskynde disse tredjelande til at anvende EU's standarder for god regeringsførelse.

Den anden henstilling vedrører aggressiv skatteplanlægning. Der anvises måder, hvorpå man kan imødegå juridisk spidsfindige fortolkninger og smuthuller, som nogle virksomheder udnytter for at omgå deres skattepligt. Medlemsstaterne opfordres til at forbedre deres dobbeltbeskatningsaftaler for at forhindre, at der på grund af disse overhovedet ikke betales skat. Medlemsstaterne anbefales også at vedtage fælles generelle regler for bekæmpelse af misbrug, hvor de kan undlade at tage hensyn til kunstige arrangementer, der gennemføres for at undgå at betale skat, og i stedet for indføre beskatning på grundlag af det faktiske økonomiske indhold.

Af andre planlagte initiativer i den netop offentliggjorte handlingsplan kan nævnes et EU-charter for skatteydere, et EU-skatteregistreringsnummer, en fornyet undersøgelse af bestemmelserne til bekæmpelse af misbrug i centrale EU-direktiver og fælles retningslinjer for sporing af pengestrømme.

For yderligere at forbedre foranstaltningerne i EU til bekæmpelse af skadelig skattekonkurrence opfordres medlemsstaterne indtrængende til at intensivere udviklingen af EU's adfærdskodeks for erhvervsbeskatning. Hvis der ikke vedtages og gennemføres løsninger til at fjerne særlige misforhold rettidigt og effektivt, vil Kommissionen i givet fald fremsætte forslag til retsakter. Det anbefales også, at adfærdskodeksen udvides til at omfatte særlige skatteordninger for velhavende enkeltpersoner.

Den i dag offentliggjorte handlingsplan vil være et vægtigt bidrag fra EU i den internationale diskussion om skatteflugt og skatteunddragelse inden for især OECD og G20. Herigennem vil EU's bestræbelser på at indføre strengere normer for god forvaltningspraksis globalt blive understøttet.

Næste skridt

For at sikre handlingsplanens videreførelse vil Kommissionen oprette nye dynamiske overvågningsredskaber og resultattavler for at fastholde fremdriften i bekæmpelsen af skatteunddragelse og skatteundgåelse. En ny platform for god regeringsførelse på skatteområdet vil overvåge og rapportere om medlemsstaternes gennemførelse af anbefalingerne.

Handlingsplanen og anbefalingerne vil nu blive forelagt EU’s finansministre og Europa-Parlamentet.

Baggrund

På mødet i Det Europæiske Råd i marts 2012 anmodede medlemsstaterne Kommissionen om "hurtigt at udforme konkrete metoder til at forbedre bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse, herunder også i forhold til tredjelande".

Som en første reaktion på denne opfordring vedtog Kommissionen en meddelelse i juni, hvori der peges på de vigtigste problemer i sammenhæng med skattesvig og skatteunddragelse, og konkrete tiltag til at løse dem (se IP/12/697). Det blev også bebudet i meddelelsen, at Kommissionen ville fremlægge en handlingsplan inden udgangen af året sammen med konkrete ideer til, hvordan man bedst håndterer skattely og aggressiv skatteplanlægning. Det er denne handlingsplan, som Kommissionen i dag har fremlagt.

Ud over tiltag på EU-plan har Kommissionen også understreget, at medlemsstaterne er nødt til at forbedre overholdelsen af skattereglerne og bekæmpe skatteunddragelse på nationalt plan. Ti medlemsstater modtog i forbindelse med det europæiske semester 2012 landespecifikke henstillinger herom.

Nyttige link

Kommissær Algirdas Šemetas websted (Beskatning, Toldunion, Revision og Bekæmpelse af Svig):

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/semeta/index_en.htm

Kommissionens handlingsplan og henstillinger kan ses på:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/common/publications/com_reports/taxation/index_en.htm

Nyt websted om skatteunddragelse og skattesvig:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/tax_fraud_evasion/index_en.htm

MEMO/12/949

Kontakt:

Emer Traynor (+32 2 292 15 48)

Natasja Bohez Rubiano (+32 2 296 64 70)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site