Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 30. november 2012

Rapport: Hvordan kriminalitet i Europa kan forebygges

Knive skal ud af gadebilledet, cybermobning skal stoppes og tidlig misbrugsopsporing skal fremmes – dette er blot nogle af de innovative kriminalpræventive tiltag, der er iværksat over hele EU som en del af Det Europæiske Kriminalpræventive Net (EUCPN). Europa-Kommissionen fremlagde i dag en rapport, der evaluerer nettets indsats for at forbedre sikkerheden og trygheden for de europæiske borgere. Rapporten konkluderer, at man har iværksat adskillige projekter for at fremme engagementet på lokalt plan, men at netværket kan optimere dets indflydelse ved at koncentrere sine initiativer på visse områder og arbejde tættere sammen med centrale aktører på det kriminalpræventive område.

EUCPN er en platform på EU-plan for udveksling af bedste praksis, forskning og information om forebyggelse af kriminalitet. EUCPN har siden 2001 støttet sådanne aktiviteter, der assisterer retshåndhævelsespersonale, social- og ungdomsarbejdere, sundhedspersonale, lærere og forskere samt politiske beslutningstagere på EU- og nationalt plan i deres arbejde.

"Med støtte fra EU-midler hjælper Det Europæiske Kriminalpræventive Net medlemsstaterne med at gøre vores samfund mere sikkert gennem deres kriminalitetsforebyggende arbejde. Dagens rapport viser, at nettet er velfungerende, og foreslår desuden, hvordan det kan gøre en endnu større forskel i fremtiden", udtaler Cecilia Malmström, kommissær for indre anliggender.

EUCPN har bl.a. særligt fokus på ungdoms-, by- og narkotikarelateret kriminalitet. Det fokuserer eksempelvis på informationskampagner såsom den europæiske kriminalitetsforebyggelsespris, der er en årlig konkurrence, der belønner det bedste europæiske kriminalpræventive projekt. Det fokuserer desuden på narkotikabekæmpelse, eksempelvis gennem et projekt for skoleelever i Holland, og oplyser om vold i hjemmet via et storstilet samarbejdsprojekt styret af de lokale myndigheder, politiet og sundhedssektoren i Malmö, Sverige.

En komplet liste over aktiviteter og den bedste praksis, som støttes af EUCPN, er tilgængelig i memoet MEMO/12/925.

Dagens rapport fra Kommissionen viser, at EUCPN har klaret sig godt gennem de sidste to og et halvt år. Der er dog plads til forbedringer af nettet. For eksempel bør EUCPN yderligere målrette sine produkter (tematiske artikler, rapporter, undersøgelser osv.) alt efter, hvad folk, der arbejder med forebyggelse af kriminalitet, har behov for, f.eks. ved at udarbejde bedste praksis-materiale for fagfolk på regionalt og lokalt plan.

Kommissionens rapport opfordrer ligeledes EUCPN til at opbygge tættere relationer med Eurostat (for at levere bedre statistiske oplysninger på EU-plan), Det Europæiske Politiakademi, Cepol (for at nå ud til fagfolk på lokalt plan) og Den Europæiske Politienhed, Europol (for at identificere fremtidige udfordringer og prioriteter i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet).

I de fleste EU-lande har kriminaliteten været faldende i ca. 10 år. Der er dog betydelige forskelle mellem de forskellige former for kriminalitet. Fra 2006 til 2009 registrerede politiet en stigning i forbrydelser i en række medlemsstater, navnlig hvad angår indbrud i private hjem og narkohandel. Samtidig faldt det registrerede antal tyverier af motorkøretøjer, voldsforbrydelser og røveri betydeligt.

Nyttige links

Cecilia Malmströms hjemmeside

Følg kommissær Malmström på Twitter

GD for Indre Anliggenders hjemmeside

Følg GD for Indre Anliggender på Twitter

Det Europæiske Kriminalpræventive Nets hjemmeside.

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site