Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 29. november 2012

Kommissionen iværksætter en høring om et integreret pakkeleveringsmarked for at fremme e-handelen i EU

For mange e-handelsvirksomheder udgør ugerne op til jul en af årets spidsbelastningsperioder, hvad angår salg. Der er dog en række af dem, som går glip af muligt salg på grund af betænkeligheder ved levering. Undersøgelser viser, at kun 9 % af EU-forbrugerne køber varer over internettet fra andre lande, og både e-detailhandlerne og forbrugerne giver udtryk for deres bekymring over manglerne ved de nuværende leveringssystemer, der anvendes til levering af varer, der er bestilt online. 57 % af e-detailhandlerne anser grænseoverskridende levering for at være en hindring for handel, mens 47 % af forbrugerne er bekymrede over levering i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner. Et effektivt leverings- (og tilbageleverings-)system er nøglen til at fremme yderligere vækst inden for e-handel og dermed forbrugernes valgmuligheder og bekvemmelighed.

Der er et presserende behov for at behandle spørgsmål vedrørende levering og forbedre leveringssystemerne. Dette er grunden til, at Kommissionen i dag har iværksat en høring om grønbogen om pakkelevering med særlig vægt på grænseoverskridende spørgsmål og behovene inden for e-handel.

"Denne høring om grønbogen vil medvirke til at udpege de rette foranstaltninger til forbedring af pakkelevering i det indre marked", udtalte Michel Barnier, EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser. "Et fleksibelt og velfungerende leveringssystem for hele EU, der har fokus på forbrugernes forventninger og de særlige behov i e-handel, vil bidrage direkte til e-handelens enorme potentiale til øget vækst og jobskabelse."

Centrale elementer i grønbogen:

Tre prioriterede områder er blevet udpeget for at løse de problemer og udfordringer, som forbrugerne og e-detailhandlerne i EU oplever:

  • Forbedring af bekvemmeligheden ved levering for forbrugerne og SMV'erne i hele EU;

  • Sikring af mere omkostningseffektive leveringsløsninger og bedre priser for forbrugerne og SMV'erne;

  • Fremme af forbedret interoperabilitet for levering mellem udbyderne af kurertjenester (bedre partnerskaber og samarbejde) og mellem udbyderne af kurertjenester og e-detailhandlerne, særligt SMV'erne.

Med denne grønbog vil Kommissionen indsamle oplysninger om den nuværende situation for levering af varer, der købes online, og identificere eventuelle hindringer for oprettelsen af et integreret pakkeleveringsmarked for hele EU. Den vil søge alle de interesserede parters synspunkter om, hvordan man bedst tjener kundernes, virksomhedernes og de endelige forbrugeres interesser. På grundlag af de indsamlede oplysninger vil Kommissionen udpege løsninger til at udvikle en sammenhængende pakkeleveringsproces i EU med henblik på at fremme væksten af e-handel og sikre, at fordelene ved e-handel er tilgængelige for alle borgerne og SMV'erne i alle regioner i Europa gennem et bæredygtigt og velfungerende leveringssystem.

Baggrund

Denne høring er en del af Kommissionens igangværende arbejde om udviklingen af e-handel. E-handel er almindelig anerkendt som et vigtigt bidrag til økonomisk vækst og øget beskæftigelse i hele EU. Kommissionens meddelelse om e-handel og onlinetjenester fra januar i år (se IP/12/10) udpeger levering som en af de fem vigtigste prioriteter i styrkelsen af e-handelen inden 2015, og dens vigtighed er også slået fast af Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet. Levering er kritisk, da den har væsentlig betydning for fremme af e-handel og er et nøgleelement i opbygningen af tillid mellem sælgerne og køberne.

Alle interesserede parter opfordres til at deltage i høringen før den 15. februar 2013.

Se også MEMO/12/923.

Yderligere oplysninger

Link til høringen:

http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/2012/parcels-delivery_en.htm

Yderligere oplysninger om postmarkedet:

http://ec.europa.eu/internal_market/post/index_en.htm

Meddelelsen om e-handel:

http://ec.europa.eu/internal_market/e-commerce/communication_2012_en.htm

Video, der viser de problemer, som e-detailhandlerne møder:

http://www.youtube.com/watch?v=g22ydMKWLxU

Kontaktpersoner:

Stefaan De Rynck (+32 2 296 34 21)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site