Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 29. november 2012

Miljø: Den franske by Nantes overtager titlen som Europas miljøhovedstad 2013

Nantes, der er Frankrigs sjettestørste by, overtager i dag titlen som Europas miljøhovedstad fra den spanske by Vitoria-Gasteiz. Overdragelsen foregår ved en ceremoni i Bruxelles. Nantes blev ved en europæisk konkurrence i 2010 kåret som Europas miljøhovedstad 2013.

Kommissær Janez Potočnik siger: "Jeg ønsker Nantes tillykke med titlen Europas miljøhovedstad 2013. Det er en titel, der indebærer et stort ansvar. Titlen er en anerkendelse af bedste praksis på miljøområdet, herunder inden for lokale bidrag til bæredygtig transport og arealanvendelse, grønne byområder, vandforbrug og bekæmpelse af globale klimaændringer."

Nantes har mange grønne fordele, bl.a.:

  • Alle indbyggere i Nantes har højst 300 meter til nærmeste grønne område

  • Der er 57 m² grønne områder per indbygger

  • Der er 100 000 træer i byen

  • 15 % af indbyggerne bruger dagligt offentlig transport

  • Nantes har en ambitiøs klimahandlingsplan for at nedbringe CO2-emissionerne med 30 % per indbygger i 2020 sammenlignet med 2003

  • 60 % af Nantes' areal er enten landbrugsområder eller grønne områder

  • Byen har fire Natura 2000-områder og 33 områder af stor betydning for flora, fauna og økologi.

Nantes står også bag vandreudstillingen "Aéroflorale II". Udstillingen, der kommer til flere europæiske byer i løbet af 2013, indeholder bl.a. "Expédition Végétale Aéroflorale" – planteekspeditionen, der viser Nantes' bidrag til god miljøpraksis og gennem biologiske eksperimenter og opdagelser skaber opmærksomhed om prisen Europas miljøhovedstad. Aéroflorale II kommer til Bruxelles i maj 2013.

Nantes har endvidere fyldt kalenderen med begivenheder, hvor byen vil dele sine erfaringer med resten af verden og fejre de resultater, der er opnået indtil videre. Det årlige menneskerettighedsforum vil i maj 2013 blive afholdt for femte gang under overskriften "Sustainable Development/Human Rights: a common struggle?", og i september afholdes både den tiende Ecocity-konference og det tredje internationale møde blandt de kontraherende parter i nonprofitorganisationen Ecocity Builders' såkaldte Mexico City Pact.

Baggrund

Prisen som Europas miljøhovedstad gives til en by, der går i spidsen for at gøre bylivet mere miljøvenligt. Ekspertpanelet arbejder i deres vurdering af kandidaterne ud fra tolv miljøindikatorer og bedømmer byerne på deres engagement i løbende at opstille ambitiøse mål for yderligere miljøforbedringer og bæredygtig udvikling, deres kommunikationstiltag samt deres evne til at optræde som forbilleder, der kan fremme god praksis i andre europæiske byer. Titlen som miljøhovedstad skal være en inspiration for andre byer, men den er også med til at højne vinderbyens anseelse og tiltrækningskraft som et sted, som mennesker har lyst til at besøge, arbejde og bo i.

Fem byer er blevet tildelt prisen som Europas miljøhovedstad, siden den blev stiftet i 2010. Stockholm var den første titelindehaver efterfulgt af Hamborg i 2011 og spanske Vitoria-Gasteiz i 2012. I 2014 overdrager Nantes titlen til København.

Nantes ligger 55 km fra den franske Atlanterhavskyst, hvor floderne Loire, Erdre og Sèvre løber sammen, og byen er omkranset af forstæder. Det er Frankrigs sjettestørste by med et samlet indbyggertal på cirka 600 000 og et areal, der dækker 534,9 km².

Yderligere oplysninger

www.europeangreencapital.eu / Twitter: @EU_GreenCapital.

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website