Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, 23 november 2012

Klima: Dohakonferencen skal skabe fundamentet for den globale klimaaftale i 2015

FN's klimakonference, der finder sted næste uge i Doha i Qatar, står foran at skulle påbegynde arbejdet med at realisere sidste års aftale om at øge den globale klimaindsats. Den Europæiske Union ønsker et resultat, der fastholder alle elementer i den samlede beslutningspakke fra Durban og fører dem videre frem imod en ny global klimaaftale i 2015. EU har derudover anmodet det qatarske formandskab om at afholde ministerdrøftelser med henblik på at nå til enighed om konkrete foranstaltninger, der kan bidrage til at reducere de globale emissioner yderligere inden 2020. EU bakker fuldstændigt op om den aftale, der blev indgået i Durban, og er fast besluttet på at deltage i Kyotoprotokollens anden periode

EU er verdens største donor af officiel udviklingsbistand og klimafinansiering til udviklingslande. I Doha vil EU vise, at man er på vej til at fremskaffe alle de lovede 7,2 mia. EUR til "hurtig klimafinansiering" i perioden 2010-2012. Sammen med sine partnere i udviklingslandene vil EU også drøfte, hvordan EU's store bidrag til klimafinansiering kan fortsætte i 2013-2014. Derudover vil EU give forsikringer om, at man fortsat er fast besluttet på at bidrage med sin del af de 100 mia. USD om året til klimafinansiering, som de udviklede lande har lovet at mobilisere inden 2020. Midlerne skal hjælpe udviklingslandene til at begrænse deres emissioner og tilpasse sig klimaforandringer.

Connie Hedegaard, EU's klimakommissær, siger: "Doha skal bygge videre på det gennembrud, vi opnåede i Durban, og der skal gøres fremskridt med henblik på den bindende globale klimaaftale i 2015. Derudover er det mindst lige så vigtigt, at vi bliver enige om yderligere tiltag, der kan reducere emissionerne, så vi kan holde os under en temperaturstigning på 2° C. I EU står vi ved vores beslutning om at deltage i Kyotoprotokollens anden periode, og vi vil fortsætte den betydelige finansielle bistand til udviklingslandene for at hjælpe dem med at håndtere klimaændringerne. Doha skal ses i sammenhæng med den nylige rapport fra Verdensbanken og UNEP's rapport om emissionskløften, som med al tydelighed viser, at verden taber værdifuld tid".

Sofoclis Aletraris, Cyperns minister for landbrug, naturressourcer og miljø, hvis land for øjeblikket har formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, tilføjer: "EU anerkender fuldt ud, hvor vigtigt det er at hjælpe sårbare lande med at øge deres modstandskraft over for klimaændringer via tilpasning. Vi vil meget gerne drøfte konkrete forslag til håndtering af klimarelaterede tab og skader, som går ud over økonomier og menneskers levebrød, med vores partnere i udviklingslandene. Vi ser også frem til, at arbejdsgruppen vedrørende en langsigtet samarbejdsindsats kan afslutte sit arbejde med konkrete resultater, og at der samtidig kan findes passende fora for drøftelserne af de problemstillinger, der fortsat måtte være uafklarede".

Doha-konferencen finder sted fra den 26. november til den 7. december.

Kyotoprotokollen

EU er fast besluttet på at deltage i Kyotoprotokollens anden periode som en del af overgangen til en ny global klimaaftale. I Doha skal der vedtages en ratificerbar ændring af protokollen, så den anden periode kan starte den 1. januar 2013. Det kræver, at der opnås enighed om en række uafklarede problemstillinger, bl.a. længden af den anden periode (EU ønsker, at den skal løbe til 2020), overførslen af overskydende emissionsbudgetter (AAU'er) fra den første periode og foranstaltninger, der kan sikre, at ændringen træder i kraft med det samme fra 1. januar 2013.

Klimafinansiering til udviklingslande

Foreløbige tal viser, at EU og dets medlemsstater på trods af den økonomiske krise allerede har givet 7,14 mia. EUR af den lovede "hurtige klimafinansiering", og at de forventer at stille det resterende beløb til rådighed inden udgangen af i år. Den 13. november gentog EU's finansministre, at EU og medlemsstaterne vil fortsætte med klimafinansieringen efter 2012. EU er fortsat fast besluttet på at nå det globale mål om at øge klimafinansieringen til 100 mia. USD om året frem til 2020, så længe udviklingslandene træffer emissionsmindskende foranstaltninger, og deres implementering er præget af gennemsigtighed.

Durbanplatformen for en styrket indsats

Doha er første mulighed for ministrene til at drøfte og planlægge det arbejde, der skal gøres i forbindelse med Durbanplatformens to arbejdsforløb.

Et af disse arbejdsforløb omfatter opstarten af arbejdet på en ny klimaaftale, som skal gælde for alle lande, og som skal vedtages senest i 2015 og træde i kraft i 2020. EU ønsker en ambitiøs og retligt bindende aftale.

Den anden del af platformens mandat er, at den skal fastlægge yderligere foranstaltninger, der kan bidrage til at reducere de globale emissioner inden 2020. Det er nødvendigt for at kunne opfylde det aftalte mål om at holde den globale opvarmning under 2° C sammenlignet med den præindustrielle temperatur. Det er EU's målsætning, at lande, der endnu ikke har lovet at reducere eller begrænse deres emissioner, gør dette. Derudover søger EU i Doha at opnå fremskridt gennem supplerende internationale samarbejdsinitiativer og partnerskaber, som kan reducere emissionerne yderligere. Det gælder f.eks. tiltag på områder som energieffektivitet, vedvarende energi, subsidiering af fossile brændstoffer, skovrydning og ‑forringelse, kortlivede klimaforurenende stoffer og de fluorholdige drivhusgasser, som EU-Kommissionen for nylig har forslået at stramme EU-lovgivningen for (se IP/12/1180).

Arbejdsgruppen vedrørende en langsigtet samarbejdsindsats

Arbejdsgruppen nedlægges med afslutningen af mødet i Doha, men inden da forventer EU, at den vil kunne levere yderligere resultater, bl.a. med hensyn til funktionen af den nye markedsbaserede mekanisme, som blev aftalt for et år siden. Drøftelser af endnu åbne problemstillinger vil kunne fortsætte i andre eksisterende fora.

EU's pressekonferencer i Doha

EU's delegation vil regelmæssigt afholde pressekonferencer, som både vil blive streamet direkte og efter bestilling på www.unfccc.int.

De nøjagtige tidspunkter kan findes på: http://unfccc.int/files/meetings/doha_nov_2012/application/pdf/pc_schedule_parties-un-igo.pdf

Yderligere oplysninger:

Generaldirektoratet for Klima http://ec.europa.eu/clima/events/0062/index_en.htm

Se desuden MEMO/12/888

Kontaktpersoner:

Stephanie Rhomberg (+32 2 298 72 78)

Isaac Valero Ladron (+32 2 296 49 71)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website