Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 16. november 2012

Fiskeri: Kommissionen foreslår handlingsplan for beskyttelse af havfugle

Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en handlingsplan, der skal løse problemet med utilsigtet fangst af havfugle i fiskeredskaber. Det er videnskabeligt dokumenteret, at der hvert år er mange havfugle, f.eks. albatrosser, stormfugle, skråper, søkonger, havænder og dykkere, der fanges i fiskerredskaber. De foranstaltninger, der indtil nu er truffet for at hindre, at havfugle vikles ind i fiskeredskaber, har vist sig at være ineffektive. Den nye handlingsplan indeholder en forvaltningsramme, der skaber grundlaget for foranstaltninger, der skal reducere antallet af havfugle, der ender som bifangst i fiskeriet, så meget som praktisk muligt. Handlingsplanen er især rettet mod langlinefiskeriet og fiskeriet med faststående net, der netop tegner sig for de største bifangster af havfugle. Den omfatter dog også foranstaltninger, der er rettet mod fiskeri med andre redskaber, som f.eks. trawl og not. Handlingsplanen indeholder en lang række elementer, heriblandt 30 anbefalede tiltag, der består af både obligatoriske og valgfrie foranstaltninger. Reglerne kommer til at gælde for EU-fiskerfartøjer, der fisker i EU's farvande og i andre farvande, såvel som for andre fiskerfartøjer, der fisker i EU's farvande.

Handlingsplanen er udarbejdet i overensstemmelse med de mål og principper, der er opstillet i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik, idet den fremmer en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning, hvilket vil sige, at den tager højde for samtlige komponenter af økosystemet. Den slår ligeledes til lyd for en bottom-up, regional tilgang, hvor medlemsstaterne og de berørte parter får større ansvar for at gennemføre hensigtsmæssige foranstaltninger, der skal løse problemerne i fiskeriet.

Maria Damanaki, EU-kommissær for maritime anliggender og fiskeri, har udtalt følgende: "Vi opfatter den handlingsplan, der blev vedtaget i dag, som en platform, der skal bruges til at skabe et klart og dækkende billede af den nuværende situation og til at få overblik over, hvilke skridt vi skal tage for at opnå en sammenhængende og effektiv forvaltning, der reducerer bifangsten af havfugle mest muligt."

Handlingsplanens 30 anbefalede tiltag er en kombination af obligatoriske og valgfrie foranstaltninger. Der er bl.a. tale om følgende kortsigtede tiltag, der tager sigte på at:

  • fremskynde implementeringen af forvaltningsforanstaltninger for fiskeriet, der skal beskytte havfugle i de særlige beskyttelsesområder, der er udpeget i henhold til direktivet om beskyttelse af vilde fugle

  • udvide overvågningen af fiskerier, hvor der enten mangler oplysninger om havfuglebifangster, eller hvor disse oplysninger er usikre

  • implementere forebyggende foranstaltninger, der allerede har vist sig at være effektive (f.eks. skræmmeliner, akustiske alarmer og liner med synk) i langlinefiskeriet, hvor bifangsten af havfugle er størst, det være sig både i EU's farvande og i farvandene uden for EU

  • forske i udviklingen af praktiske og effektive foranstaltninger, der skal hindre bifangst af havfugle navnlig i fiskeriet med faststående net.

På længere sigt er det målet at indarbejde de forebyggende foranstaltninger og overvågningen i de nye rammer for tekniske forskrifter og dataindsamling, der er under udarbejdelse i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik. De nødvendige midler til støtte herfor vil blive ydet via Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF).

Nogle af disse foranstaltninger vil blive gennemført på EU-plan, mens andre forudsætter frivillige tiltag på medlemsstatsplan eller skal godkendes af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), når der er tale om fiskeri uden for EU's farvande. Handlingsplanen indeholder både foranstaltninger, der kan gennemføres umiddelbart, og andre, der kræver en mere langsigtet indsats, der er baseret på den foreliggende dokumentation og videnskabelige rådgivning. En forudsætning for, at handlingsplanen giver resultater, er at både medlemsstaterne, fiskerne og de ikke-statslige organisationer bidrager hertil.

Baggrund:

Havfugle kommer ofte i kontakt med fiskeriet, hvilket fører til utilsigtet dødelighed hos havfuglene. Disse sammenstød er ikke blot en alvorlig trussel for mange havfuglebestande, men har også skadelige konsekvenser for fiskeriets produktivitet og rentabilitet.

Ifølge et konservativt skøn fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er der hvert år mere end 200 000 havfugle, der mister livet som følge af sammenstød med EU's fiskerflåde, både i farvandene inden for og uden for EU. Mindst 49 arter af havfugle, der utilsigtet fanges i fiskeredskaber, klassificeres som alvorligt truede arter. Der er bl.a. tale om Balearskråpe, sodfarvet skråpe, ægæerskråpe og auduinsmåge, som utilsigtet fanges i langlinefiskeriet i EU's farvande, og stellersand, rødstrubet lom, sortstrubet lom, nordisk lappedykker og lille skallesluger, der utilsigtet fanges i faststående net, navnlig i Østersøen.

De gældende forvaltningsforanstaltninger, der tager sigte på at beskytte havfugle, er spredt over en lang række retsakter på fiskeri- og miljøområdet og indgår i flere internationale konventioner og aftaler. Disse foranstaltninger har imidlertid været stort set ineffektive, når det gælder om at reducere bifangsten af havfugle, undtagen i visse isolerede tilfælde i fjerne farvande, som f.eks. Antarktis og Falklandsøerne. Kommissionen mener derfor, at der skal gøres en langt større indsats for at løse dette problem.

Der findes en udtømmende liste over de foreslåede tiltag og yderligere oplysninger på webstedet: http://ec.europa.eu/fisheries/cfp/fishing_rules/seabirds/seabirds_communication_en.pdf

Kontaktpersoner:

Oliver Drewes (+32 2 299 24 21)

Lone Mikkelsen (+32 2 296 05 67)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website