Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, 14 november 2012

EU udskriver en konkurrence for unge europæere om at komme til Oslo for at overvære den officielle overrækkelse af Nobels fredspris

Den Europæiske Union har i dag udskrevet en tegne- og skrivekonkurrence for 8-24-årige, hvor de fire vindere vil blive inviteret til overrækkelsen af Nobels fredspris 2012 i Oslo. Denne konkurrence er tilrettelagt i partnerskab med Europæisk Ungdomsforum. De fire vindere vil af formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet blive inviteret til at indgå i Den Europæiske Unions officielle delegation, der rejser til Oslo for at modtage dette års fredspris.

Formand Herman Van Rompuy, formand José Barroso og formand Martin Schulz, der udskrev dagens konkurrence, udtalte: "Nobels fredspris 2012 er ikke kun en anerkendelse af Den Europæiske Unions tidligere resultater: den er også fremadrettet. Det er vores opgave hele tiden at inspirere den næste generation af europæere. Det er derfor, vi gerne vil have, at Europas ungdom, der arver et kontinent i fred, og som får ansvaret for Europas fremtid, kommer med os til Oslo".

"Nobels fredspris er en anledning til at huske betydningen af civilsamfundets og EU-borgernes, navnlig de unges, engagement i indsatsen for at skabe fred på kontinentet. Aktive unge var de drivende kræfter i et Europa, der voksede sammen, og en stærk europæisk ungdom er en forudsætning for en fortsat fredelig udvikling hen imod et forenet Europa" sagde Peter Matjašič, formand for Europæisk Ungdomsforum.

"Fred, Europa, fremtiden: Hvad betyder fred i Europa for dig?" Det er det spørgsmål, der stilles til unge på mellem 8 og 24 år fra EU og tiltrædende lande eller kandidatlande. Børn på mellem 8 og 12 år skal udtrykke deres svar i en tegning, unge på mellem 13 og 24 år skal skrive en kort tekst på højst 120 tegn på et af de 23 officielle EU-sprog.

Konkurrencen løber indtil den 25. november kl. 24.00 CET. Europæisk Ungdomsforum vil foretage en første udvælgelse af de 16 bedste bidrag for hver aldersgruppe (8-12, 13-17 og 18 24). En jury udvælger tre af de endelige vindere (en i hver aldersgruppe), der vinder en rejse til Oslo.

De 16 bedste bidrag fra aldersgruppen 18-24 år vil også blive lagt på Facebook, så alle kan stemme om dem. Den kandidat, der får flest stemmer, vil blive inviteret med til Oslo. Denne vinder vil også blive inviteret til at komme til Strasbourg til et særarrangement den 12. december i forbindelse med Nobelprisen ligesom de 9 næstbedst placerede.

Vindernes navne offentliggøres i den uge, der begynder den 3. december. Vinderne overværer den officielle overrækkelse den 10. december og Nobels fredspriskoncert den 11. december.

Deltagerne kan deltage i konkurrencen og indsende bidrag på: www.peaceuropefuture.eu

Yderligere oplysninger

www.peaceuropefuture.eu.

Facebook

Twitter #Peace4eu

http://europa.eu/

http://www.youthforum.org/

http://nobelpeaceprize.org/

Kontaktpersoner:

Pia Ahrenkilde Hansen (+32 2 295 30 70)

Preben Aaman (+32 2 281 20 60)

Jaume Duch (+32 2 284 30 00)

Letizia Gambini (+32 491 04 13 78)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website