Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen udarbejder en handlingsplan for onlinespil

European Commission - IP/12/1135   23/10/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 23. oktober 2012

Kommissionen udarbejder en handlingsplan for onlinespil

Onlinespil er med en årlig vækstrate på henved 15 % og en forventet årlig indtægt på 13 mia. EUR i 2015 en af de servicesektorer i EU, der vokser hurtigst. Onlinespil følger fortsat den hurtige udvikling i onlineteknologien. Denne servicesektor omfatter en række hasardspil, f.eks. væddemål inden for sportsverdenen og poker, kasinospil og lotterier, og 6,8 millioner forbrugere deltager i en eller flere former for onlinespil. Forbrugerne udsættes dog også for tusindvis af ikke-regulerede spillewebsteder, ofte fra tredjelande, som indebærer væsentlige risici, f.eks. for svig og hvidvaskning af penge.

Onlinespil i EU er kendetegnet ved at være underlagt forskellige nationale bestemmelser. Selv om EU-landene er forpligtet til at overholde EU-bestemmelserne, kan de begrænse udbuddet af alle eller visse former for onlinespilletjenester ved at henvise til de målsætninger i offentlighedens interesse, der ligger til grund for deres politik på spilleområdet. Flere og flere EU-lande søger at tackle de udfordringer, de konfronteres med, og har taget deres nationale bestemmelser og praksisser op til overvejelse. Men de enkelte EU-lande er ikke selv i stand til at tackle de reguleringsmæssige, samfundsmæssige og tekniske problemer, der gør sig gældende i EU, på en effektiv måde. Det skyldes især den grænseoverskridende dimension ved onlinespil.

I dag løfter Kommissionen sløret for en handlingsplan, som omfatter en række initiativer i de næste to år, der har til formål at indkredse reguleringen af onlinespil og tilskynde til samarbejde EU-landene imellem.

Kommissæren for det indre marked og tjenesteydelser, Michel Barnier, udtalte: "Forbrugerne, og borgerne i al almindelighed, skal have tilstrækkelig beskyttelse, vi skal forebygge hvidvaskning af penge og svig og sikre sportsverdenen mod aftalt spil i forbindelse med væddemål, og de nationale bestemmelser skal være i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Dette er målsætningerne for den handlingsplan, vi har vedtaget i dag".

De vigtigste punkter i meddelelsen

Kommissionen foreslår ikke EU-lovgivning om onlinespil. Den foreslår et samlet sæt foranstaltninger og fælles principper for beskyttelse.

Det står i princippet EU-landene frit at fastsætte målsætningerne for deres politik på onlinespilleområdet, men hvis EU's politik på dette område skal lykkes, er det nødvendigt at sikre, at national lovgivning er i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Kommissionen nedsætter i år en ekspertgruppe, som skal lette udveksling af erfaringer med regulering EU-landene imellem. Det vil bidrage til at skabe en velreguleret og sikrere onlinespillesektor i EU og medvirke til at fjerne forbrugerne fra ikke-regulerede websteder.

Børn og andre sårbare grupper har brug for beskyttelse, for 75 % af alle EU-borgere under 17 år bruger internettet. Kommissionen opfordrer til, at der udvikles bedre alderskontrolredskaber og onlineindholdsfiltre. Kommissionen skubber også på for at få mere ansvarlig reklame og gøre forældre mere bevidste om de farer, der er forbundet med spil.

Ud over at mindreårige beskyttes mod eksponering, bør borgere og familier, som allerede er ramt af ludomani (fra 0,5-3 % af befolkningen) eller andre former for spilleorienterede sundhedsproblemer, også beskyttes, og det skal ske ved at finde frem til effektive behandlings- og forebyggelsesmetoder. Det forudsætter dog en bedre forståelse af de tilgrundliggende årsager.

Et andet vigtigt formål er at forebygge svig og hvidvaskning af penge gennem onlinespil og at træffe afskrækkende foranstaltninger. På grund af det grænseoverskridende aspekt kan de enkelte EU-lande ikke selv bekæmpe svig på en effektiv måde. Det er nødvendigt med en tilgang, som samler EU, EU-landene og erhvervssektoren, således at problemet kan angribes fra alle vinkler.

Der er behov for et tæt samarbejde, især om at bevare sportsverdenens integritet. Aftalt spil i forbindelse med væddemål er i direkte modstrid mod fair play og konkurrence, som er essensen i sport. For at bekæmpe aftalt spil vil Kommissionen fremme hurtigere informationsudveksling, tiltag i forbindelse med whistle-blowing og et generelt samarbejde på nationalt og internationalt plan mellem berørte parter, operatører og reguleringsmyndigheder for at bevare sportens integritet samt bedre uddannelse og øget bevidsthed blandt sportsfolk.

Helt konkret vil Kommissionen vedtage tre henstillinger til EU-landene om i) fælles forbrugerbeskyttelse, ii) ansvarlig reklame inden for spillesektoren og iii) forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil i forbindelse med væddemål.

Andre foranstaltninger indebærer f.eks. støtte til benchmarking og afprøvning af forældrekontrolredskaber, udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og tilskyndelse af internationalt samarbejde om forebyggelse af aftalt spil.

EU-landene opfordres bl.a. også til at gennemføre undersøgelser og indsamle data om forskellige former for ludomani, at fremme uddannelse af dommere og anklagere inden for emner som svig og hvidvaskning af penge og at oprette nationale kontaktpunkter, som kan samle de aktører, der deltager i bekæmpelse af aftalt spil.

Baggrund og de næste skridt

Dagens meddelelse er en opfølgning af den høring om grønbogen, som blev afholdt sidste år (jf. IP/11/358).

Et første møde mellem ekspertgruppen og EU-landene forventes at finde sted i december 2012, og i 2013 afholder Kommissionen en konference for de berørte parter.

Kommissionen foretager en evaluering af handlingsplanens gennemførelse og vurderer de fremskridt, der er sket i EU, to år efter meddelelsens vedtagelse.

Fra i morgen begynder Kommissionen at sende anmodninger om oplysninger til de EU-lande, som der er indledt traktatbrudssager imod siden 2008, med det formål at få en fuldstændig og præcis opdatering om den seneste udvikling i national lovgivning. De EU-lande, som der er indgivet klager over, vil også blive anmodet om at afgive oplysninger. Kommissionen håber, at EU-landenes samarbejde vil medvirke til at finde et rettidigt og tilfredsstillende svar på spørgsmålet om overensstemmelse mellem nationale foranstaltninger og gældende EU-lovgivning.

Jf. også MEMO/12/798

Yderligere oplysninger

Meddelelsen og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene findes sammen med et resumé af de besvarelser, der blev indsendt i forbindelse med den offentlige høring om grønbogen, på Kommissionens websted:

http://ec.europa.eu/internal_market/services/gambling_en.htm.

Kontaktpersoner:

Stefaan De Rynck (+32 2 296 34 21)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website