Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 12. oktober 2012

Erasmus for unge iværksættere har ydet støtte til over 2 600 iværksættere

Her umiddelbart forud for SMV-ugen fra 15. til 21. oktober er der med programmet Erasmus for unge iværksættere blevet nået en vigtig milepæl: Programmet har ydet støtte til over 2 600 iværksættere, idet mere end 1 300 udvekslinger mellem nye og etablerede iværksættere har fundet sted hidtil. Ved en ceremoni i Bruxelles i går aftes blev iværksættere og lokale kontaktpunkter (formidlende organisationer) belønnet for deres aktive og vellykkede arbejde for programmet.

Deltagelsen i konkurrencen viser, at programmet har opnået popularitet – især i de seneste år – og at det er gavnligt for både nye iværksættere og værtsiværksættere samt for EU's økonomi. Der blev uddelt priser inden for følgende fem kategorier: bedste video om en succeshistorie, mest vellykkede samarbejde efter udvekslingen, bedste forretningskoncept fra nye iværksættere, bedste værtsiværksætter og bedste formidlende organisation.

Europa-Kommissionens næstformand, Antonio Tajani, der er kommissær med ansvar for erhvervspolitik, understregede: "Internationaliseringen af EU's SMV'er skal forbedres, idet kun relativt få SMV'er eksporterer deres varer og tjenesteydelser enten inden for eller ud af EU. Både værtsiværksættere og nye iværksættere drager fordel af ordningen Erasmus for unge iværksættere gennem forbedring af deres markedsadgang og udpegelse af potentielle partnere i andre EU-lande."

Se interview med Erasmus-deltagerne

Yderligere oplysninger om programmet Erasmus for unge oversættere

Yderligere oplysninger om priserne

Casestudier af udvekslingerne kan findes her

Vindere af Erasmus-iværksætterpriserne 2012

For bedste video om en succeshistorie

  • Ny iværksætter: Luca Oggianu (IT) - Værtsiværksætter (VI) Christophe Chatillon (BE): Digitale tjenester på området applikationer

  • Ny iværksætter: Ramon Francos Sanchez (ES) – VI Piotr Przewrocki (PL): Multimedietjenester

  • Ny iværksætter: Liga Stige (LV) – VI George Skafidas (EL): Tjenester inden for toldmægling

For mest vellykkede samarbejde efter udvekslingen

  • Ny iværksætter: Sébastien Aubert (FR) – VI Thierry Baujard (DE): Filmproduktion og finansiering af film

  • Ny iværksætter: Dimitris Matsakis (EL) – VI Pierre Engel (FR): Konsulentvirksomhed og kapacitetsopbygning inden for rumteknologi

  • Ny iværksætter: Sylvain Lemoine (FR) – VI Carl Georg Rasmussen (DK): Bæredygtig transport

For bedste forretningskoncept

  • Ny iværksætter: Marius Dan Croitoru (RO): Online platform for studerende og unge fagfolk

  • Ny iværksætter: Esther Pascual Fernandez (ES): Genbrug af kvæggylle til fremstilling af plantebeholdere

  • Ny iværksætter: Marco Migliorisi (IT): Miljøvenlig mode

For bedste værtsiværksætter

  • Joseph A. Bugeja (MT): Rejser og turisme

  • Gianluca Massimiliano Frongia (IT): Fremme af personlig og faglig udvikling af unge, så de kan blive aktive borgere

  • Seppo Huurinainen (FI): Leverandør af virksomhedssystemer inden for bioenergi

For bedste formidlende organisation

  • Unioncamere del Veneto - Eurosportello Veneto (IT).

Om programmet Erasmus for unge iværksættere

Siden 2009 har en iværksætter, der ønsker at åbne en virksomhed, eller som lige har åbnet en virksomhed, kunnet få førstehåndsviden fra en erfaren iværksætter fra et andet land ved at arbejde sammen med denne i en til seks måneder. Ordningen "Erasmus for unge iværksættere" fremmer netværkssamarbejde mellem iværksættere gennem anvendelse af grænseoverskridende videns- og erfaringsudveksling inden for EU.

Statistikkerne viser, at 93 % af de nye iværksættere og 86 % af de værtsiværksættere, der har deltaget i programmet, giver udtryk for, at udvekslingen bidrager til at udvikle deres virksomhed. 84 % af værtsiværksætterne vil gerne være vært for endnu en ny iværksætter. Mange udvekslinger fører til langsigtet samarbejde mellem de to iværksættere samt internationalisering af deres virksomheder. Desuden bidrager programmet ikke blot til oprettelsen af nye virksomheder, men det gør dem også mere robuste og bæredygtige.

Programmet blev lanceret af Europa-Kommissionen som et pilotprojekt. Da der blev opnået positive resultater med det, har Kommissionen siden medtaget det i programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP), og det er hensigten at fortsætte inden for rammerne af programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme).

Den europæiske SMV-uge 2012 – flere kvindelige iværksættere skal skabe vækst og beskæftigelse

Den europæiske SMV-uge 2012 har til formål at fremme og støtte kvindelige iværksættere. Ugen tager sigte på at:

  • oplyse om, hvilken form for støtte EU samt nationale, regionale og lokale myndigheder tilbyder mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder

  • fremme iværksætterkultur, så flere, og navnlig yngre, seriøst vil overveje en karriere som iværksætter

  • give iværksættere anerkendelse for deres bidrag til Europas velfærd, beskæftigelse, innovation og konkurrenceevne.

Topmødet om den europæiske SMV-uge 2012 vil finde sted i Bruxelles den 17. oktober. Temaet for konferencen vil være "iværksætterkultur blandt kvinder".

Yderligere oplysninger om SMV-ugen

Kontaktpersoner:

Carlo Corazza (+32 2 295 17 52)

Sara Tironi (+32 2 299 04 03)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website