Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 10. oktober 2012

Detailhandlerne går til kamp mod fødevarespild

Detailhandlerne går nu frivilligt ind i kampen mod affald og især fødevarespild. Ved gårsdagens detailforum i Bruxelles bekræftede detailhandlerne, at de til trods for den spændte økonomiske situation fortsat tror på vigtigheden af at bevæge sig mod en ressourceeffektiv økonomi. Der er sket store fremskridt i forhold til de mål, detailhandlerne tidligere har sat for bæredygtighed på centrale områder såsom salg af flere grønne varer.

Miljøkommissær Janez Potočnik udtaler: "Fødevarespild er forkert af både økonomiske og moralske grunde. Kommissionen har derfor sat sig for at halvere fødevarespildet inden 2020. Det er i detailbutikkerne, at forbrugerne træffer de afgørende købsbeslutninger. Detailhandlerne spiller derfor en vigtig rolle – ja, de har faktisk et ansvar – for at få forbrugerne til at træffe mere bæredygtige valg. De bør gå forrest i skabelsen af den grønne økonomi ved at tage fremsynede beslutninger frem for at vælge de nemme løsninger. De tager i dag et stort skridt i den rigtige retning ved at målrette indsatsen mod fødevarespild."

Dick Boer, formand for detailnetværket European Retail Round Table (ERRT), siger: "Som de største detailhandlere på det europæiske marked vil vi fortsætte med at forny os globalt for at sikre en mere grøn økonomi. Vi ønsker én fælles strategi for varernes miljøfodaftryk for herved at styrke indsatsen i forsyningskæden og formidle varernes bæredygtighed mere effektivt til vores kunder."

"Eksemplerne viser, at detailhandlerne til trods for krisen hjælper kunderne med at skifte til en mere bæredygtig livsstil. Udfordringen er at gøre det bæredygtige valg til det åbenlyse valg for kunderne, og vi vil hjælpe dem der, hvor det er muligt" siger Dame Lucy Neville-Rolfe, formand for EuroCommerce.

Detailforummets medlemmer forpligter sig til specifikke miljømæssige initiativer, som bidrager til bæredygtigt forbrug og effektiv ressourceudnyttelse. Antallet af miljøforpligtelser er på ét år vokset med 30 % til mere end 500 forpligtelser, som er fordelt på tre kategorier: "hvad vi sælger", "hvordan vi sælger" og "kommunikation".

I år fremlagde 19 medlemmer af detailforummet deres egne initiativer på affaldsområdet, hvor de forpligter sig til at lancere kampagner om forebyggelse og reduktion af affald og fødevarespild. Dette initiativ er et supplement til EU's affaldspolitikker, som er fastsat i køreplanen til et ressourceeffektivt Europa, herunder at fødevarespildet skal halveres inden 2020, at affald skal omdannes til en ressource, og at deponering stort set skal afskaffes. Initiativets deltagere vil fremlægge de opnåede resultater på de kommende møder i detailforummet.

Forummets medlemmer har forpligtet sig til gradvist at øge antallet af bæredygtige varer på hylderne, f.eks. bæredygtige fisk og skaldyr, tekstiler, økologiske og fairtrade-produkter samt certificeret træ og papir. På årets forum blev en række resultater inden for bedste praksis fremhævet. Hos IKEA genbruger de eksempelvis 86 % af forretningernes affald og har desuden udviklet projekter med produktion af bæredygtig bomuld i leverandørlandene, der tæller 100 000 landbrug. C&A har på tre år fordoblet salget af økologisk bomuldstøj med et salg i 2011 på 32 mio. beklædningsstykker. Mange detailhandlere, herunder koncernen Metro Group, har udvidet forretningernes sortiment af bæredygtig fisk, mens REWE Group er begyndt at oplyse deres kunder om pesticidrester i frugt og grønt - et emne, der ellers er meget ømtåleligt.

Baggrund

Detailforummet blev oprettet i marts 2009 som en frivillig platform for forskellige interessenter. Forummet er åbent for alle detailhandlere, der tilmelder sig detailhandlernes miljøhandlingsprogram, og for organisationer i civilsamfundet. Forummet blev oprettet for at fremme dialogen mellem Europa-Kommissionen, detailhandlerne og vigtige interessenter på området for at skabe en bedre forståelse af de praktiske tiltag, der er nødvendige for at fremme bæredygtigt forbrug.

Yderligere oplysninger

Detailforummet:

http://ec.europa.eu/environment/industry/retail/index_en.htm

Køreplan til et ressourceeffektivt Europa:

http://ec.europa.eu/resource-efficient-europe/index_da.htm.

Kontaktpersoner:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 299 18 30)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website